Legacy of Kain: Soul Reaver I & II Remastered

Legacy of Kain er en legendarisk spilserie, der sporer sin spæde rødder helt tilbage til 1997. Til at starte med blev serien defineret ved sit narrative fokus, idet historien fortælles på tværs af adskillige udgivelser. Den første del af serien var en Zelda-agtig affære set fra et isometrisk perspektiv, men det var først med Soul Reaver, der udkom i 1999, at vampyrplottet eksploderede. Det populære eventyr fik hurtigt en efterfølger, og nu er begge Soul Reavers tilgængelige i via nogle ret basale restaureringer, som kan købes som samlet pakke.

Da det første Kain var stærkt inspireret af 2D Zelda'er, satte Soul Reaver sig for at udforske den gameplay-model, som Ocarina of Time nærmest opfandt, i hvert fald på en måde. Det tredimensionelle vampyreventyr er overfladisk set meget Zelda-agtigt. Mappet er samlet, løbende finder hovedpersonen Raziel nye evner og dimser, som lader ham tilgå nye portioner af den her verden. Det er en tilgang som særligt Ocarina populariserede, men som vi sidenhen også refererer til som "metroidvania"-struktur.

Raziel er et bogstaveligt spøgelse, der kan bevæge sig i både åndeverdenen og den fysiske verden. Der er forskelle mellem de to verdener, og hvis du rammer en mur i den ene, kan du måske finde en passage gennem muren i den anden verden. Det giver anlæg til ret spidsfindigt level design, og for sin tid var særligt udforskning i højsædet.

Det såkaldte "Soul Meter" fungerer her som energimåler. Hver gang man besejrer en fjende, kan Raziel suge sjælen ned i sin lomme og på den måde blive på den fysiske verdens side. Hvis måleren løber tør, ender Raziel i åndeverdenen, hvorfra man kun kan hoppe tilbage, når sjælemåleren er fuld igen. Hvis man dør i åndeverdenen, er det hele slut. Måske det seneste Lords of the Fallen kiggede spillet lidt efter i sømmene?

Spillene tilbyder ikke en helt åben spiloplevelse, men snarere en illusion af frihed, hvor du kommer videre på en overraskende ligetil måde. Bemærk at her taler jeg specifikt om det første spil, eftersom efterfølgeren strømliner formularen, og derigennem mister den flig af åbenhed originalen tilbyder. Det hele er her mere direkte og action-præget. Der er små retoucheringer, som vi kommer til, men i forhold til selve præsentationen skal man godt nok gå direkte efter de der "member berries", for har du ikke en direkte nostalgisk forbindelse, så falder det her lidt fra hinanden.

Man skal netop ikke undervurdere nostalgiens kraft, og igennem den kan det sagtens være at du får en masse ud af denne samling, men med hensyn til gameplay er begge spil ældet overraskende dårligt. Fejlen ligger ikke i styringen eller i spildesignet, men man skal huske på, at spillenes alderstegn er ret tydelige, og de er nok ikke "evergreens" ligesom Super Mario 64 eller førnævnte Ocarina. Kampene er dog ret fantasifulde. Vampyrer dør ikke bare ved at rådne op i mudderet, men de skal spiddes, brændes eller kastes i vand.

Men selv om restaureringen forbedrer styringen af det oprindelige spil og tilføjer et lidt vagt map til pakken, er de virkelig øde korridorer, manglen på ting at samle og finde og kampene, der hurtigt bliver ensformige på trods af de gode idéer, bedøvende for ens oplevelse af den samlede pakke.

Heldigvis er historiefortællingen stadig decideret glimrende. Den unikke og mangefacetterede historie fanger dig let, ikke mindst takket være det fremragende persongalleri. Raziel selv er en rigtig god karakter, og Kain, som spiller hovedskurken i disse spil, er ikke langt bagefter. Selv om der utvivlsomt er en vis underholdende kantethed i det samlede billede, redder historien meget.

Grafikken er blevet remastered med respekt for de gamle spil, hvilket betyder, at det praktisk talt bare er en opløsnings- og teksturopdatering fra det gamle. I mange henseender ser især den anden Reaver ud som før, bare skarpere. Det er egentlig ikke en kritik, da spillenes visuelle design stadig er ganske kompetent, og selv om begge spil også ser forældede ud fra et moderne perspektiv, er der en dejlig nostalgi i udseendet.

Legacy of Kain: Soul Reaver I & II Remastered er faktisk ikke et dårligt spil set fra et moderne perspektiv, men det er ret nemt at forestille sig, at dem, der ikke har spillet spillene før, måske ikke forstår, hvorfor de var hits i sin tid. Selv jeg, der spillede spillene dengang, måtte klø mig lidt i hovedbunden. Var spillene ikke bedre dengang? Men spillene er værd at overveje som et nostalgitrip, især hvis man gerne vil leve sig ind i historien igen.