Da adventurespillet Leisure Suit Larry udkom tilbage i 80'erne var det et friskt pust, og ikke kun fordi, at Larry bar den obligatoriske mintspray i sit jakkesæt. Nej, på et tidspunkt hvor de fleste spilhelte havde travlt med at bekæmpe drager, aliens eller kommunister, havde Larry en simplere, mere naturlig mission. Han ville - for nu at sige det, som det er - bare score damer. Og han var hverken en muskuløs barbar eller charmerende spion, men blot en tyndhåret, midaldrende mand.
Desværre skete der det samme med Larry, som for tressernes rockstjerner. Han blev hængende lidt for længe, og mistede langsomt charmen. Ligesom The Rolling Stones magtede han ikke at stoppe på toppen. Og i modsætning til Jagger og Richards var Larry ikke engang cool til at begynde med.
Men nu er han altså tilbage igen igen igen - denne gang i et nyt point 'n click-eventyr, Leisure Suit Larry: Wet Dreams Dry Twice. Oven på de dramatiske begivenheder i sidste spil er Larry strandet på en stillehavsø. Der går dog ikke langtid inden, at den altid opfindsomme Larry ud af en bunke trusser, aflagte dåser og et buffetbord har bygget en tømmerflåde og endnu engang kan drage på jagt efter sin drømmekvinde. Hans rejse bringer ham forbi krybtovaluta start-ups, lesbiske kannibaler og meget andet godt, og vi kommer også til at møder både miljøaktivister, influencere og rollespillere. Samtidigt jagtes Larry af en tidligere KGB-agent, for han kan nu engang ikke undslippe 80'erne. Ellers er Leisure Suit Larry: Wet Dreams Dry Twice er et meget 2020-agtigt spil (det udkom sidste år på PC og er nu ude på konsol) og meget af spillets humor er baseret på, at Larry har meget svært ved at tilpasse sig tidens normer.
Et område der dog ikke er blevet opdateret til moderne standarder, er spillet puzzles. De er utroligt gakkede på klassisk LucasArts-maner, og så er de om muligt endnu sværere end i de gamle Sierra-dage. Det vil sige, at du eksempelvis skal putte en badeand ind i plastikrammen fra en sixpack for derefter at hænge den i et afløbsrør, hvilket lokker en brunstig hane til, som du så kan fange og derefter anvende til... Ja, nu skal jeg selvfølgelig ikke afsløre det hele, men spillet kræver den klassiske adventure-game logik, der ikke er ulig at indtage visse forbudte substanser (har jeg hørt!), men når først du er inde i det mind set, fungerer det faktisk fint.
Når jeg så alligevel med skam må indrømme, jeg et par gange måtte kigge i en walktrough, skyldes det ikke de enkelte puzzles sværhedsgrad, men snarere at man særligt i spillets anden del har et stort areal at udforske, og du kan også sejle mellem forskellige øer. Det giver spillets miljøer en herlig variation, men det gør også gåderne langt sværere, da du aldrig helt ved, hvor du skal lede efter løsningen. En simpel funktion, der fortalte dig, hvilke områder, du ikke længere behøver at interagere med, ville have gjort en kæmpe forskel. Du bruger alt for meget tid på at finde de sidste nåle i høstakken, og det ødelægger meget af det ellers glimrende puzzle-design.
Der er ingen tvivl om, at spillet vil tilfredsstille fans af genren og Larry-nostalgikere, men vil det også kunne hive nye fans i folden? Det afhænger nok meget af, hvad man synes om spillets stil (eller mangel på samme) og humor. Og her er jeg mere i tvivl.
Humoren spiller meget på, at Larry slet ikke passer ind i den moderne tidsalder. Men det gjorde den originale Larry altså heller ikke, og det bliver nogle gange en tand for søgt. Generelt så er det bedste, man kan sige om humoren, at spillet aldrig stopper med at forsøge. Så selvom der er mange forbiere, så endte jeg alligevel ofte med at få et smil på læben. Der er også mange sjove metareferencer til klassiske adventurespil, og hele den sidste akt er en stor hyldest til den klassiske Sierra-tid. Igen, det er fint for fans, men hiver næppe nye i folden.
Spillets humor ligger også i den visuelle stil, hvor næsten hvert objekt ligner - i mangel af et bedre ord - et reproduktivt organ. Freud ville elske det, og det samme vil 12-13-årige drenge, hvis jeg husker min skoletid korrekt. Om du synes, det er sjovt, afhænger nok af, hvor meget du selv udsmykkede tavlen i din skoletid.
Den glimrende musik, der hørte de originale spil til, er desværre næsten helt fraværende, og når der endelig er musik i baggrunden, er lyden alt for lav. Til gengæld er der nogle fine lydeffekter, som de sikkert har hygget sig gevaldigt med i Foley-studiet. Voice acting er lidt en blandet landhandel, men når man tænker på, hvor horribelt det plejer at være i point and click-spil, er det mere end godkendt.
Det skal også lige med, at kontrollen på konsol fungerer ganske udmærket efter lidt tilvænning. Du kan både navigere mellem hotspots med skulderknapperne eller bruge analogpinden som stand in for musen.
Er Leisure Suit Larry et vigtigt og relevant spil? Nej, så langt fra. Men alle spil behøver heller ikke sigte efter at være stor kunst. Køber du spillet, får du en et langt eventyr med mange sjove puzzles og en overraskende dramatisk historie. Om du så kan lide Larry og spillets "unikke" stil, er jo en hel anden sag, men så er der heldigvis masser af andre spil derude. I sidste ende er Wet Dream Dry Twice lidt ligesom graffiti på en toiletdør. Det er ikke stor kunst, men vores verden ville i sidste ende være meget fattigere uden.