Lethal League Blaze

For næsten 46 år siden udkom en af de første arkadespil nogensinde, Pong. Det todimensionelle videospil tog verden med storm, og blev overført til en TV-version, der nemt kunne sættes til skærmen og nydes i hjemmet. Atari lever stadig fint på renommeet, og så sent som i 2012 udkom Pong World. Nu har spillet dog fået en midtvejskrise, og når den slags sker, søges fordums vildskab og lidenskab. Her skrider Team Reptile til, og sørger for at stakkels Pong kan udleve sin vilde ungdom endnu en gang. For Lethal League Blaze kan vist ikke beskrives meget bedre end at en bunke b-boys, en big beat producer, og en graffiti legende er gået sammen om at skabe det mest spraglede, anti-autoritære spil i lang tid.

For klarhedens skyld, sætter jeg lige streg under at Atari ikke samarbejder med Team Reptile på nogen måde. Analogien var blot møntet fordi Lethal League Blaze spiller næsten ligesom en hyperaktiv udgave af netop klassisk Pong. I en fjern fremtid, hvor den mystiske Tri Government har gjort hjerneslaver af indbyggerne i bystaten hvor spillet foregår, er der opstået en modkultur baseret på den drabelige boldspot, Lethal League. Her konkurrere autonome, eks-politichefer, klonede alligatorer, og en lagerrobot-cum-skater om hvem der kan slå modstanderen ud først med en mekanisk baseball. Samtidig gør alle sig klar til den store turnering, hvor hver af de meget mindeværdige karakterer har sin grund for at dukke op. Der findes en tydelig hyldest til miljøet i Jet Set Radio Future, i hele den modkulturelle og anti-autoritære æstetik i spillet. Ikke mindst bakket op af det farverige grafiske udseende, der tilmed er skåret i nostalgisk lækker cel shading.

Når du griber boldtræet, hammeren, bordtennisbattet, eller håndjernene, og kaster dig ud i en kamp til bevidstheden dig skiller, så foregår det i en af de faconer der bringer mindelser om stangtennis. Bolden man slår til starter neutralt, hvorpå den skifter farve hver gang den bliver ramt af dig selv eller en modstander. Det gælder nu om at skyde bolden efter din modstander indtil dennes tilstand kan konstateres 'slået ud'. Gennem kampen opnår bolden gradvist mere og mere hastighed, og bliver herved sværere og sværere at ramme. På overfladen ser Lethal League Blaze gameplay derfor forholdsvis simpelt ud, men opnår en enorm dybde, når først man begynder at tænke hastighed, vinkel, og, vigtigst af alt, manipulation ind i spillets gang. For selvom Lethal League Blaze ligner Pong, har det mere affekt af et kampspil som Street Fighter, end et præcisionsspil.

Ligeså har hver karakter også en unik evne, udover at kunne parere, stjæle bolden, eller bunte den. Jet, den karakter jeg hurtigt valgte som min hovedkarakter, kan for eksempel indkapsle bolden i et skjold i få sekunder, for at bryde modstanderens rytme da det får bolden til at bevæge sig langsomt, før det genoptager sin fart. Når bolden kommer op over en vis hastighed, begynder slagene at skulle lade op, og man kan holde tæt øje med en lille måler for neden af skærmen, for at se hvornår bolden faktisk sendes afsted. Derved kan jeg time sit modslag, i håb om at sende et angreb tilbage i hovedet på modstanderen. Det kan Jets skjold sætte en stopper for. Ligesom Candyman kan sende bolden gennem banen, i stedet for at den laver et tilbagespring på væggene, og Dice kan kurve bolden inden den springer videre.

Spillet ville dog miste en hel del fart, hvis du i fem runder bare skulle skyde bolden frem og tilbage. Derfor findes også hvad jeg har valgt at kalde den mystiske kasino-portal, hvor, hvis du kan skyde bolden i hul der, du får tildelt en midlertidig tilfældigt udvalgt special evne. Bolden kan blive usynlig, der kan gå ild i den, den kan blive forvandlet til en radiostyret bombe, og så fremdeles. Denne portal fremkommer selv tilfældigt, og det tilføjer en hel del sjov til et spil der ellers ville blive en anelse repetitivt. Lethal League Blaze er trods alt en fortsættelse til Lethal League, og det lader til at Team Reptile godt var klar over, at gameplay havde brug for et friskt pust.

Hertil hører også en masse forskellige spiltilstande du kan give dig i kast med, udover 1-mod-1, øje-for-øje, kamp. Er du til totalt kaos, kan du spille alle-mod-alle med op til fire andre, du kan spille i hold, du kan spille en afart volleyball med net, du kan spille efter point hvis det med at skyde modstanderen til plukfisk er lidt for voldeligt, og så er der også de velkendte arkade- og historie-modusser. Her får du mulighed for at spille alle karaktererne på tværs af en rimelig kort, og forholdsvist intetsigende, fortælling. Tidligere fortalte jeg i vage termer om spilverdenen, og det sådan set også det eneste du ligesom får ud af historien. Ja, Raptor, en mere ærketypisk baseballspiller, Candyman, Sonata og Switch bliver udpenslet en smule, men det er tydeligvis ikke i historiefortællingen at det hårde arbejde har lagt. Spørgsmålet er, om det overhovedet gør noget? Lethal League Blaze er langt mere optimeret i forhold til indhold af forskellige tilstande, og sjove, mindeværdigt udseende karakterer end en dyb fortælling, politisk fortælling om frihedsundertrykkende totalitære regeringsmagter, der kun kan bekæmpes med undergrundssport. I det mindste havde historietilstanden en god sværhedsgrad.

I det hele taget er Lethal League Blaze en virkelig godt kalkuleret veludvikling af den tidligere udgave. Team Reptile har formået et spil du både kan sidde ned og nørkle med i lang tid, for at låse op for alle tilstande, baner, alt musik, og alle karakterer, og ligeså et spil der bærer en pick-up-and-play mentalitet. Kampene tager ikke lang tid, og styringen er simpel og intuitiv. Der er, som sagt, ikke meget andet, end at slå til bolden egentlig. Hvad angår styringen, har jeg dog en enkelt aber dabei. Faktisk snarere en ærgerlig konstatering. Lethal League Blaze er et spil med fart på. Et spil hvor boldhastigheden kan nå en million mil i timen, hvis du er præcis og hurtig nok. Derfor går det ikke at styringen føles tung. Det er ikke nok til at ligge hele spillet ned, men nok det mærkes på de mere skræmmende sværhedsgrader, og det er frustrerende.

Det er frustrerende, fordi (næsten) alle andre elementer i Lethal League Blaze er anderledes, spændende, på sin vis nostalgiske, men ligeså ikke ofte noget du ser eller oplever andre stedet. Som koncept, findes der heller ikke noget andet. I hvert fald ikke hvad jeg kender til. Musikken er skåret perfekt til spillets stemning, banerne er varieret i udseende, persongalleriet skiller sig ud, og spillet er fængende grafisk og æstetisk. Forhåbentligt, med fremtidige opdateringer, får Team Reptile rettet op på styringen, for Lethal League Blaze fortjener virkelig at blive en succes. Når du kan få en legende som Hideki Naganuma, der har leveret en hel solid banger til lydsiden, til at sige god for dit spil, så skylder du også at gøre det fantastisk. For Lethal League Blaze er, i udgangspunktet, præcis det.

Det er en sjælden set sjov oplevelse, og selvom ligaen allerede føles tom, under enhver fan af Smilebits klassiker at opleve Lethal League Blaze. Stay funky fresh, homies.