Lies of P

Fans har hungret efter en efterfølger til Bloodborne i mere end otte år nu, men efter From Softwares gigantiske succes med open world-spillet Elden Ring er det usandsynligt, at der er en på vej. Derfor har udvikleren Round 8 Studio påtaget sig opgaven at give gamere deres næste store Bloodborne-fix. Lies of P er et Souls-lignende spil, der stræber efter at genskabe den samme gotiske atmosfære og det risk/reward-baserede kampsystem, der fik os til at forelske os i PS4-klassikeren. Men det er ikke nogen nem opgave, eftersom Bloodborne betragtes som et af sidste konsolgenerations allerbedste spil. Er Lies of P en værdig substitut for en efterfølger til From Softwares gotiske mesterværk?

Ikke alene er Lies of P inspireret af Bloodborne, det er også løst baseret på den populære roman The Adventures of Pinocchio fra 1883. Du spiller som en menneskeliggjort version af alles yndlings trædukke og befinder dig i en dyster verden, hvor vanvittige, morderiske dukker hærger gaderne. Som nævnt er spillet løst baseret på bogen, hvilket betyder at du kommer til at møde velkendte karakterer såsom Geppetto og Jesper Fårekylling på din rejse, men forvent ikke at genopleve ikoniske scener som for eksempel at blive forvandlet til et æsel på Pleasure Island.

Allerede fra første øjeblik fortjener spillet ros for sit banedesign. Ud fra det, jeg så i demoen, frygtede jeg, at jeg udelukkende skulle kæmpe mig gennem dystre gader inspireret af det victorianske England, men det er heldigvis ikke tilfældet. I løbet af min tid med spillet har jeg blandt andet kæmpet mig gennem forladte fabrikker, øde kirker og skove fulde af bjørnefælder. Disse vidtstrakte baner indeholder, som de bedste i genren, også masser af genveje, der fører tilbage til stjernekiggerter (spillets svar på bonfires/lanterner), og der er mange samleobjekter og nye våben at finde, når man går på opdagelse.

Kampsystemet minder ikke overraskende utroligt meget om From Softwares spil, og jeg føler, at Lies of P leverer et blandet resultat i denne afdeling. Hvis jeg skal starte med det positive, så giver spillet dig et hav af muligheder for at forme karakteren efter det, der passer bedst til din spillestil. Det krydrer også kampsystemet med egne ideer, der hjælper det med at stå ud i en genre, der er blev ret overmættet gennem det sidste årti.

Den første af disse originale ideer er muligheden for at kombinere håndtag og klinger fra forskellige våben, så du kan få det bedste ud af deres individuelle egenskaber. Tidligt i spillet kombinerede jeg eksempelvis et giftigt sværd med en hårdtslående skruenøgle for at skabe et dødbringende nyt supervåben. Det var altid sjovt at lege med forskellige kombinationer, og du kan altid transformere brugerdefinerede våben tilbage til deres standardversioner ved det sidste gemmested.

En anden ny mekanik, som minder lidt om Sekiro, er muligheden for at udstyre sig med forskellige armproteser, der har unikke fordele i kamp. En af dem indfanger eksempelvis fjender som en lasso, mens en anden fungerer som en flammekaster. Selvom mange af disse først virkelig indfrier deres potentiale efter at være blevet opgraderet, så er de en god måde at uddele ekstra skade, og de kan også redde dig i nødsituationer.

Udover at opgradere din karakters forskellige stats med Ergo (spillets svar på Souls) er der også et sekundært færdighedstræ, som du låser op for efter spillets prolog. Ved hjælp af det sjældne materiale Quartz får du adgang til yderligere opgraderinger og evner, såsom at øge din genstandskapacitet eller gøre specialangreb mere dødbringende. Du kan til enhver tid omarbejde disse, hvilket giver dig frihed til at eksperimentere.

Det største problem, jeg havde med kampene og spillet som helhed er, hvor uretfærdigt det til tider kan føles. Nu himler du måske med øjnene og tænker, at det burde jeg have forventet af denne type spil, men tillad mig at forklare! Selvom det til en vis grad er sandt, så oplever jeg, at størstedelen af min frustration i Souls-spil kommer fra min egen inkompetence og ikke fra selve spillets systemer.

I Lies of P dræner det at blokere angreb ikke bare din stamina, men også dit liv, medmindre du formår at udføre ekstremt risikable og veltimede perfekte pareringer. Derfor er du afhængig af at undvige for at overleve, og det æder hurtigt din stamina-bar og gør dig ekstremt sårbar. Dit våbens skarphed forringes også, jo mere du anvender det, hvilket tvinger dig til at trække dig tilbage og slibe det, før du vender tilbage til kampens hede. Det tager ulideligt lang tid for dit sværd at blive helt skarpt igen, og som du sikkert kender fra denne type spil, kan nogle få sekunder være forskellen mellem liv og død.

Som jeg var inde på før, omfatter denne straffende sværhedsgrad alle områder af spillet, og der var nogle sektioner, som føltes designet til at være decideret sadistiske. I ét område skulle jeg eksempelvis balancere på en smal bjælke over en giftsø, mens en fjende uden for min rækkevidde skød projektiler efter mig. Hver gang jeg trådte forkert, styrtede jeg direkte ned i den giftige sø og var tvunget til at starte forfra. Det lykkedes mig endda at indstudere de perfekte pareringsmønstre i denne sektion, men det forhindrede mig ikke i at miste balancen og styrte i døden.

Når det så er sagt, synes jeg stadig, at Lies of P bidrager med nogle spændende nye ideer til genren og er værd at tjekke ud for fans af Souls-spil og særligt Bloodborne. Friheden til at eksperimentere med forskellige våbenkombinationer og armproteser gjorde, at kampene altid føltes engagerende, selv om de til tider var for frustrerende at udholde. Lad os krydse fingre for, at det kvalitetsniveau, der er etableret i grundspillet, kan overføres til det kommende DLC-samarbejde med Team Ninja og deres actionspil Wo Long: Fallen Dynasty.