Deck Nine lærer af deres fejl. Efter en sløv opstart med en "rebelsk" hovedperson, der mere virkede som en 40 årigs version af en teenager end en levende person, en handling der ikke helt vidste, hvor den skulle hen, opgaver der kun gik ud på at gøre handlingen længere og en diskussions-mekanik der var helt til grin, så har de lyttet til feedback. Episode 2 viste allerede tegn på fremgang, og heldigvis har de fortsat udviklingen, og runder nu deres historie af med en episode, der rammer (næsten) alle de rigtige takter.
Episoden starter stærkt ud. Hvor tidligere episoder har formidlet dialog som vi er vant til med kameraet fokuseret på personen der taler - du ved, som en film - så vælger Deck Nine at gøre den første monolog interaktiv samtidig med at sende en fin hilsen til seriens første episode. På samme tid fungerer selvsamme monolog som en forløsende konkretisering, af det serien hele tiden har handlet om. Da jeg spillede episode 1 og 2 sad jeg konstant med en følelse af, at handlingen bevægede sig rundt om den varme grød uden at turde tage en bid af den. Der var ting der skete, bevares, og det manglende fokus gav tid til at Chloe og Rachel kunne udvikle et troværdigt forhold, hvilket ikke skal undervurderes. Men samtidig gav det episoderne en følelse af, at scenerne stod alene, uden at de samlet bevægede sig mod en konkret afslutning. Den sidste scene i episode 2 lagde op til et fornyet fokus i den afsluttende episode, og Deck Nine griber ivrigt muligheden uden at spilde tiden.
Og jeg kan sjældent understrege hvor forfriskende det er. Jeg vågner stadig op med koldsved om natten med mareridt om alle de ting, jeg blev bedt om at hente i den første episode. Der skulle hentes nøgler, taske, mobil, DVD og værktøj, og ikke nok med det stopper handlingen op, så er det også et skamfuldt forsøg på at gøre spilletiden længere. I Hell is Empty blev jeg ikke bedt om at hente noget. Handlingen ved hvor den vil hen, og behøver derfor ikke konstant at stoppe op for lige at gøre dit og dat. Det gør episoden til seriens korteste, ja, men det gør også episoden til seriens bedste.
Karakterer der tidligere har været en smule stereotype, viser pludselig nye sider af sig selv. Især David, der hidtil har fungeret som "den onde stedfar", åbner pludselig op og man ser hvorfor Joyce har lyst til at tilbringe sin tid med ham. Desværre ser vi også nye sider af en anden karakter: Eliot. Hvor både det originale Life is Strange og Before the Storm begge har homoseksuelle karakterer i hovedrollen, så insisterer serien på at tilføje muligheden for en mandlig interesse. Hvor han i den originale serie hed Warren, går han her under navnet Eliot, og jeg forstår det ikke. Omdrejningspunktet for begge serier er to piger mod verden, så jeg har svært ved at se, hvordan handlingen udspiller sig, når man er mere interesseret i fyren der går i baggrunden, end pigen man tilbringer 90% af sin tid med. Uanset hvad, så har jeg behandlet Eliot som jeg behandlede Warren - flink, men gjorde det ret tydeligt, at jeg ikke var interesseret - og jeg troede naivt, at det ville være det. Men nej, Eliot får en scene i episode 3, og den er forfærdelig. Ikke nok med, at den stopper handlingen fuldstændig op, så er den også noget af det mest påklistrede drama, jeg længe har været vidne til. En slem fejltagelse i en episode der var så tæt på.
Jeg tror, det mest sigende for Hell is Empty, er hvordan hele episoden bliver skåret ned til én beslutning. Både episode 1 og 2 brugte Telltale-formlen, og havde en række beslutninger undervejs, hvor man afslutningsvis kunne se, hvilke valg andre spillere havde taget. En god idé, men desværre gør den det også nødvendigt at have 5-6 beslutninger i én episode - selv om handlingen måske ikke havde brug for det. I episode 3 er der én beslutning. Ikke et unødvendigt side-drama med en dreng der bliver mobbet i skolegården, ikke et unødvendigt side-drama med en ond stedfar. Bare en fokuseret god historie.
Deck Nine har endelig taget en bid af grøden, og den smager overraskende godt.