Lionheart: Legacy of the Crusader

Det første indtryk er rigtigt positivt. Black Isle Studios logo troner på æsken, og antyder, at der muligvis gemmer sig en solid RPG-oplevelse på de to skiver. Black Isle Studios har tidligere været ansvarlige for klassikere såsom Baldur’s Gate og Icewind Dale, der var med til at redde den stagnerede genre. Udviklingen er dog lagt i hænderne på relativt ukendte Reflexive, hvilket ikke nødvendigvis har været et klogt valg. Lionheart indeholder en række gode ideer, men ender som værende passé.

Første møde er med en ganske glimrende manual, der beskriver den verden vi bevæger os ind i. Vi spoler tiden tilbage til korsriddernes middelalder, hvor en episode omhandlende Richard Løvehjerte går frygteligt galt. Han bliver lokket i en fælde, og kommer uforvarende til at udføre en ugudelig handling, som åbner en port til dæmoner og andet skravl. Som efterkommere til den selvsamme engelske konge, træder vi ind i inkvisitionens højborg. I denne alternative dimension kæmper menneskeheden med ondsindede væsner samt indre dæmoner. Magi er bandlyst, hvilket medfører ens tilfangetagelse i spillets start. Nu skal man forsøge at slippe bort, og finde sin plads i et større puslespil.

karaktersystemet "special", som oprindeligt blev udviklet til Fallout, lægger grundstenene for resten af begivenhederne. Man kan vælge mellem fire forskellige racer, der hovedsageligt divergerer i deres forhold til magi. De mere magiske væsner vil selvsagt møde kolde skuldre fra den generelle befolkning. Ud over de gængse karakterer til styrke, intelligens med videre , så kan man også definere op til to særlige egenskaber. Dette dækker over såvel en positiv som et negativt aspekt. Eksempelvis kan man blive relativt mere resistent med ild - hvilket har den skyggeside, at man bliver modtagelig for frost. Man er endvidere ikke bundet af snævre karakterklasser, hvilket er utroligt rart. Der er altså rig mulighed for at sammensætte en unik figur.

Desværre så finder man hurtigt ud af, at spillets balance er vægtet mod mere aggressive figurer. Dette skyldes i høj grad AI’en på de NPC’ere, som man kan insluse på holdet. Modsat eksempelvis Baldur’s Gate, så levnes man ingen kontrol over de folk, der af og til slutter sig til tropperne. Dette kan sammenlignes lidt med Neverwinther Nights, dog med en endnu mere knap AI. Man har ingen mulighed for at justere folkenes kampmæssige instillinger - de løber direkte i flæsket på modstanderne, og hugger indtil een ligger på jorden. Modstandernes AI er dog heller ikke noget at råbe hurra for. Så snart de bliver synlige på skærmen, så sætter de tilsvarende retning direkte mod een selv og slæng. Derfor bliver kampene lynhurtigt et spørgsmål om tilfældigheder, hvor man må belave sig på at hente spillet gentagne gange efter dødsfald.

Efter at have undsluppet sit fangenskab stryger man direkte ind i Leonardo da Vinci, der transporterer èn til Barcelona. Her udfolder den første del af eventyret sig, mens man støder på en masse andre personligheder såsom Shakespeare, Galileo og Machiavelli. Disse gemmer på små missioner, som man kan udføre til gengæld for guld og livsvigtig erfaring. Her er tale om klassisk RPG, hvor der er tonsvis af dialog, objektiver og erhvervelse af udstyr. Der er dog også problemer med sværhedsgraden, hvor der ikke er nogen som helst indikation om, hvor svære de enkelte opgaver er. Utroligt ofte vil man kaste sig ud, hvor man absolut ingen chance har for at bunde. Det er underligt, at adgangen til missionerne ikke er limiteret - på den ene eller anden måde. Efter Barcelona bliver det endnu mere besværligt. Her stryger man ud i en decideret gang hack’n’slash, som slet ikke passer ind i det indledende forløb.

Det mest bemærkelsesværdige er dog grafikken. Baggrundene gengives maksimalt i 800*600, og er ingenlunde tidssvarende. Det føles uhyre passé, atter at træde rundt i disse 2d verdener. Der er dog en nogenlunde gengivelse af den tematiske æra, hvor især arkitekturen i Barcelona er flot. Værre er det dog med animationerne, her føler man sig hensat til de klassiske Ultima spil. Éns hovedperson stavrer af sted nærmest i strækmarch, hvor han sågar har et ben strittende, når han står stille. Der er en gennemgående mangel på animationer, hvilket gør begivenhederne utroligt stive og utroværdige. Dertil så bevæger alle figurer sig utroligt hurtigt. Nærmest som når man får et DOS spil transporteret til en spritny maskine. Positivt så er musikken utroligt stemningsfuld, og de talte dialoger virker meget professionelle. Det er bare ikke nok til at redde en titel, der føles utroligt tung og kluntet.