Lips

En kilometer lang kø, der vrider og drejer sig som en sulten slange. Håbefulde unge mennesker, der synger eller skriger deres versioner af tidstypiske pophits ud, mens de venter på at blive lukket ind foran dommerne. Indenfor udvælges dette års døgnfluer. Ingen kan synge, og pludselig så kan alle synge. Alle har et kæmpe og uforløst talent. Der spottes kommende stjerner fra fjerne flækker, mens mere aparte folk i havfruekostumer gøres til landsbytosser på nationalt tv. Og vi elsker det - specielt tosserne, for de er slet ikke halvt så gode som os. For vi kan nemlig selv synge, vi mangler bare lige at nogen derude opdager det.

Men hvor er det da så godt, at vi har Lips. Det er Microsofts udgave af SingStar, skamløst løftet over på Xbox 360, med lidt hjælp fra lidt kalkerpapir og den japanske udvikler Inis. Uden SingStar havde der ikke været noget Lips, længere er den ikke. Heldigvis kan det betale sig at komme nummer to i ræset, for det giver én tiden til at få lidt flere ting under kontrol. Det er også tilfældet for Lips, der sælges med to fnuglette, trådløse mikrofoner, der lyser op i skæret fra fladskærmen, og som samtidig kan rystes som en tamburin til visse af numrene. Ja, de kan endda bare ligge hen på sofabordet, mens Lips afspiller musikvideoer i baggrunden, og så kan du samle dem op, ryste dem og med ét være med i løjerne.

Desværre er det nok også det mest opsigtsvækkende der kan siges om Lips, da det udelukkende forsøger at følge SingStar, i stedet for at overgå eller forbedre jukeboks- succesen. Nok er der tre spilmodes i menuerne kaldet Kiss, Time Bomb og Vocal Fighters, der til nøds kan spilles et par gange, men ingen af dem har nogen reel langtidsholdbarhed. Dog er Time Bomb en god idé, hvor du ved hjælp af dit stemmebånd skal fylde et glas op med vand, for at slukke en spruttende lunte på en bombe. Med det rette fokus og lidt mere afpudsning kunne det være et godt tiltag. Kiss er aldrig mere end en distraktion, og Vocal Fighters er generelt bare kedelig.

Der hvor Lips skal måles og vejes er bl.a. på udvalget af sange, og sat op mod SingStar, blegner det naturligvis. Men det er heller ikke rimeligt, at lave den slags sammenligninger, når Lips udkommer nu og SingStar har eksisteret i noget, der føles som et årti. SingStar har nået et imponerende verdenssalg på alt for mange millioner eksemplarer og alene over PSN-tjenesten, er der i øjeblikket omkring 350 sange. Imens er der 40 pakket med Lips. Heldigvis er udvalget varieret og ganske rimeligt. Du kan skråle med på Queens "Another one bites the dust", Duffys "Mercy", Depeche Modes "Personal Jesus" og Leona Lewis' "Bleeding Love" - og de kan vælges med alt fra originalvideoen til en Inis-produceret udgave, samt i sin fulde længde eller en noget kortere. Til gengæld skal du lede forgæves efter sværhedsgrader, og uden dem er 40 numre pludselig ikke så meget, at tumle rundt med.

Og det ved Inis, for de har givet dig muligheden for at overføre numre fra din egen MP3-afspiller til den interaktive jukeboks, så du har lidt mere at synge med på. Det lyder godt på papiret, men når forbindelsen mellem min afspiller og Xbox 360-konsollen fik spillet til at fryse en del gange, så var det knap så gnidningsfrit eller sjovt. Fire gæster med lidt alkohol i blodet, har i hvert fald ikke tålmodigheden til det, og da de senere opdagede, at man hverken fik tekster eller videoer med over i processen, så gik turen tilbage til biblioteket på de 40 numre.

I øvrigt bedrager skinnet en smule, når det kommer til mikrofonerne. De er lækkert designet og ligger godt i hånden, og det faktum at de er trådløse, gør det en fornøjelse, at give den gas til en fest, uden at vælte glas og skåle med chips på gulvet. Men teknikken bag dem, eller rettere selve Lips, er ikke prangende. Uanset hvad der er sagt om Lips, så er det muligt at brumme sig gennem et helt nummer og stadig opnå en god samling points. Spillet opfanger aldrig din toneart eller ordene, men udelukkende rytmen og din evne til at holde tonen i et vist antal sekunder, og det gør bl.a. et nummer som Young MC's "Bust A Move" hysterisk morsomt, fordi man kan vælte igennem det, uden nogensinde at sige andet end "Dam, dada, da..dam da dada!", som var det selveste morfar, der havde grebet mikrofonen.

Lips er et rimeligt forsøg på at gnubbe skuldre med verdensstjernen SingStar, og sekstallet er en indikator for at Inis, trods visse begyndervanskeligheder, har fat i noget af det rigtige. Meget er betinget af jukeboksens størrelse, og med et projekt, der lige er blevet lanceret, er denne naturligvis smallere, end hvad godt er. På det punkt er musikspil som MMO'er, de bliver bedre med tiden. Jeg håber også at tiden vil udvide den noget dovne onlinedel, der udelukkende giver dig mulighed for at sende dine andre Lips-ejende venner en udfordring, for det er simpelthen for lidt her i slutningen af år 2008. Lips har kimen til noget godt, men nu skal Microsoft vise, at de kan pleje projektet på samme måde, som Sony gør det med SingStar. Sker det, så kan fremtidige udgivelser blive interessante. Kan de ikke, så ender Lips som en vaskeægte døgnflue.