
Først synger vi den her: "Karma karma karma karma karma chameleon / You come and go, you come and go...". Så bagefter denne her: "And she goes nanananana nanananana nanananana nanananana, she's got the look". For lige at runde af med det her monsterhit: "Just dance, gonna be okay, da da doo-doo-mmm / Just dance, spin that record babe, da da doo-doo-mmm." Og så er det jeg må sætte foden ned og sætte en stopper for galskaben. For det er nemlig min kone der, for første gang nogensinde, har taget kontrollen over min Xbox.
Det er aldrig, aldrig sket før. Normalt har jeg min elskede lille og larmende boks for mig selv. Men da dette spil dumpede ind af brevsprækken, skal jeg da lige love for at piben fik en anden lyd. Nu er der ingen vej tilbage, og jeg frygter, at sangambitionerne tager overhånd, løber løbsk og ender fatalt med optrædender på diverse blokvogne og i dårligt ventilerede shoppingcentre rundt omkring i det ganske land. Jeg føler mig som en udvandet version af det mandlige indslag i duoen "Sussi og Leo", der må slæbes igennem den ene dårlige coversang efter den anden. Ak og ve!
Spillet jeg taler om, er selvfølgelig Microsofts Singstar-klon, Lips, der nu er kommet i en ny udgave kaldet "Number One Hits". Selvom den helt dominerende spiltrend på Microsofts konsol mestendels handler om våben og store eksplosioner, har Microsoft lugtet Singstar-lunten hos konkurrenten. Singstar-konceptet har nemlig ramt plet hos et publikum, der ikke kan karakteriseres som hardcore gamere. Dette publikum - "casual gamers", som de også kaldes - sætter snarere den sociale funktion i centrum, og derfor bliver spil som Singstar, Lips, Guitar Hero osv. som oftest også kun sat på som festlige indslag ved sociale sammenkomster (eller når konen lige synes det er tid til at synge "Barbie Girl" med sin husbond).
Første udgave af Lips kom til kort i sammenligning med konkurrenten, Singstar. For det første indeholdt Lips ikke mulighed for at optage ens optræden med et kamera, som man kan i Singstar. Dernæst var det, af uforklarlige årsager, heller ikke muligt at synge med og mod andre over Xbox Live. I det hele taget var det så som så med funktionaliteterne i spillet. Udover småjusteringer, som menuopdateringer hist og pist, er der rent faktisk intet nyt under solen i "Number One Hits". Intet. Det er stadig ikke muligt at synge mod andre over Xbox Live, og der er stadig ingen understøttelse af kamera. Og det er i virkeligheden nok den støreste skuffelse ved spillet; der præsenteres intet nyt, og det på trods af at udviklerne har haft gode mulighed for at forbedre spillet på indlysende punkter.
Derfor kan man ikke sige, at der er tale om en egentlig fortsættelse til karaoke-spillet. Snarere er der blot tale om en ny samling sange (40 i alt), der tematisk har det tilfælles, at de, som titlen indikerer, er top-hits. Det primære fokus er med andre ord på de nye sange, som tidsmæssigt er forankret i 1980erne og frem. Man kan altid diskutere sangvalget, men anskuet ud fra hit-parameteret, som er spillets fokus, kan man dårlig tillade sig at være skuffet. Selvfølgelig kan man savne Madonna eller Michael Jackson i hit-ligningen, men når alt kommer til alt, synes jeg, at genrespredningen og de valgte kunstnere og sange er fine.
Savner man alligevel en sang eller en kunstner, så er der også hjælp at hente i spillet. Hele den nye menustruktur er nemlig bygget op som en butik, hvor man på den måde kraftigt signalerer, at man gerne vil sælge flere sange. Når man første gang drøner igennem sangudvalget, kan man godt blive imponeret over alt det materiale, der er tilgængeligt - indtil man opdager, at man skal betale for sangene. En brøkdel er gratis - resten må man punge ud for. Sådan er det, og det er vel fair nok. Ønsker man ikke at punge ud, er der også i denne udgave af Lips mulighed for at koble ens iPod-bibliotek til spillet. På den måde kan man - selvfølgelig uden karaoketekster og videoer - brøle med på ens favoritsang.
Selvom "Number One Hits" langt fra kan siges at være spækket med indhold, så fungerer kernen i spillet utrolig godt. Lips er tænkt som et partyspil, og derfor er det genialt lavet, at man let og enkelt kan hoppe ud og ind af enhver given sang på ethvert givent tidspunkt; man skal blot give den ledige mikrofon et let ryst - og så er man igang. Ikke noget besværligt bøvl med at logge ind og ud af profiler før sange. Nej, her er det blot "ryst og syng". Sådan skal det gøres.
Jeg har det meget ambivalent med Lips: "Number One Hits". På den ene side kan jeg jo se på min kones begestring, at Microsoft har fat i et koncept, der virker og holder. Hun er opslugt af sangen og stemningen i spillet. Og jeg kan også sagtens se, at "Number One Hits" vil være et super indslag ved festlige lejligheder. Anskuer vi blot spillet ud fra dette og det rent sangmæssige, så er der intet at komme efter. Det fungerer upåklageligt. Men så meget mere ærgerligt er det også, at der tilsyneladende ikke er lagt flere ambitioner ind i udviklingen af konceptet.
Specielt når man sagtens kan pege på flere åbenlyse funktionaliteter, der af mærkværdige årsager ikke er integreret. Måske misser jeg pointen, men når koncerten er slut og Elvis har forladt bygningen, sidder jeg alene tilbage med en tom følelse, der fortæller mig, at dette spil mangler dybde og indhold.