Dansk
Gamereactor
previews
Little Big Planet 2

Little Big Planet 2

Play, Create, Share var de nye buzzwords der blev taget i brug omkring udgivelsen af Media Molecules fortræffelige gør-det-selv-kasse Little Big Planet. Vi tog et kig på efterfølgeren, læs om vores første indtryk her...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Det meste af pressen var enige om Little Big Planets åbenlyse kvaliteter, men der manglede stadig hul igennem til de brede masser. Fysikken var efter manges mening for svævende mens andre spillere gik tabt i vivaret af snore og muligheder.

Nu to år efter vender Sackboy og vennerne tilbage. Platformsverdenerne gør også comeback, men denne gang er der mange flere muligheder end der lige møder øjet. Sackboy-universet har fået et nyt læs værktøjer og på trods af at grundopskriften er den samme, er det let at se at 2'eren er en ganske anden oplevelse.

Little Big Planet 2

Vi er hoppet på beta-udgaven af Little Big Planet 2 og er parate til at fortælle alt om vores indtryk af de første dages spil. Spillet byder stadigvæk på en god omgang baner som man kan gennemspille alene eller sammen med andre. Her prøver man kræfter med Media Molecules egne kreative baner. Selvfølgelig har man også mulighed for at lave sine egne baner, som i forgængeren. Som mange sikkert husker er udgangspunktet for kludedukken Sackboys eventyr et hyggeligt rumskib. Herfra har man adgang til de forskellige dele af spillet. Man kan gå igang med historiedelen, tjekke andre spilleres kreative visioner eller lave sine egne baner.

Dette er en annonce:

I betaen får vi mulighed for at prøve tre af Media Molecules nye baner, plus en bonusbane, der serveres som en ekstra godbid for netop at vise fleksibiliteten i den nye designdel.

Little Big Planet 2

Når man første gang træder ind i en af disse baner, føler man sig straks hjemme. Den første bane vi starter op er lavet af en Sackboy, som kalder sig Larry Davinci. Sackboy skal i denne omgang klatre op på toppen af Larry's tårn. Allerede i denne bane får vi en forsmag på nogle af Little Big Planet 2's nye værktøjer, nemlig den nye klatrekrog. Denne krog fungerer akkurat som man kunne forvente, hvis man er bekendt med Bionic Commando-spillene: Sackboy skyder krogen ud og griber fat i dele af banen og kan derefter lystigt svinge sig rundt eller trække sig op til afsatser, han ikke kunne før. Naturligvis kan krogen ikke bruges på alle materialer, men alene inkluderingen åbner op for helt nye muligheder i det lille kludedukkeunivers.

Sackboy har stadig den lidt flydende styring, som gør at han er ikke altid opfører sig som spilleren vil have det, og man kan stadig bevæge sig i tre forskellige niveauer på banerne. Begge dele er dog blevet strammet en anelse op, og da vi tager udfordringen om tårnbestigningen op, klarer vi den også uden de store problemer.

Dette er en annonce:

Davinci byder på en bonusbane, og her er der tænkt multiplayer. Dette er nemlig ikke en traditionel platformsbane, men en bane fyldt med rør. Sackboy og hans venner befinder sig ud for hver sit rør. I røret er der X´er og O´er. Når banen starter skal man så trykke på X på sit joypad eller O, alt efter hvilket tegn der er nederst i røret. Trykker man den rette tast får man point og tegnet forsvinder, og næste tegn falder ned. Spillerens opgave er, så at ramme de rette taster hurtigst og lave lange kombinationer uden at ramme den forkerte tast. Tænk en simpel udgave af Dancing Stage og du nærmer dig grundideen. Banen går naturligvis på tid, og når tiden er løbet ud findes en vinder. Denne del er måske simpel, men implikationerne er lang fra små. For denne bane viser netop, at man denne gang kan lave meget mere end bare platformsbaner. Hvilket hurtigt bringer os til endnu en anderledes udfordring: Cosmos.

I Cosmos er Sackboy kommet en tur i rummet, og bevæger sig rundt på et rumskib. Dette rumskib er fyldt med små spilautomater, som alle kan betjenes. Placerer man Sackboy ved sådan en spilautomat og trykker trekant, så kan man spille på automaterne. Her er spil som Pong, Breakout og mange flere. Med andre ord: her har du spil i spillet, og en ren opsamler af retroklassikere. Cosmos banen viser med dens enorme størrelse ganske godt en stor del af de nye redskaber i Little Big Planet 2.

Little Big Planet 2

Pludselig går der hul på rumskibets skrog, og tyngdekraften ændres. Sackboy svæver nu endnu mere og kan hoppe højere. Dette er en utrolig væsentlig detalje, og kan hurtigt vise sig at gøre en enorm forskel for Little Big Planet. Og især for modstanderne af den let svævende fysik fra forgængeren. For med denne funktion vises det tydeligt, at man kan ændre på Sackboys egenskaber.

En af de helt store salgsargumenter ved Little Big Planet var helt sikkert bane-designeren. I det første spil var denne del af spillet med til at skabe millioner af utrolige platformsbaner. Mange prøvede også kræfter med at lave musikbaner, regnemaskiner og andre typer spil end platformspil. Ved hjælp af et sindrigt snoresystem kunne man skabe sine egne mekaniske dele. Og naturligvis var dette til stor glæde for de spillere der tog sig tiden til at lære systemet at kende. Det har Media Molecule åbenbart taget sig til hjertet. For designerdelen i 2'eren er meget mere alsidig end i det første spil. Nu kunne man naturligvis frygte. at det ville betyde endnu flere snore og komplicerede skærme, men rent faktisk er LBP2 gået i den modsatte retning, og skulle det alligevel blive for meget til at overskue, er der en lang række grunde tutorials til at guide spilleren.

Stephen Fry vender tilbage som den hyggelige fortæller, og hvis man syntes om ham vil det ganske sikkert være en fornøjelse at blive guidet igennem spillets nye mekanikker.

Little Big Planet 2

Det første vi prøver kræfter med er noget Media Molecule har døbt "the creationator". Dette er en hjelm som man kan placere i en af sine baner. Når spilleren tager denne hjelm på, kan deres Sackboy bruge hjelmen som en slags pistol. Man kan samtidg have defineret typen af ammunition, og her er det nærmest fantasien der sætter grænserne. Ild, vand eller en ko - mulighederne er mange. Hjelmen kan bruges til utroligt varierede opgaver.

Hvis du har skabt figurer i det første Little Big Planet har du sikkert også bemærket manglen på intelligens. Dette rådes der også bod på i efterfølgeren med Sackbots (yup endnu et ordspil). Sackbotterne er små robot-lignende størrelser. Disse Sackbots kan man klæde ud som man ønsker, og man kan ændre deres størrelser. Når man er tilfreds med deres udseende, kan man begynde at indstille deres handlemønstre. Har du f.eks. lyst til at lave en Sackbot som følger spilleren igennem banen, så indstiller du Sackboten til at følge efter spilleren. Samtidig med dette kan du også bestemme om den skal være bange for noget, eksempelvis ild, vand eller højder.

Man kan med andre ord skabe fjender eller venner med en vis form for intelligens ved hjælp af Sackbots, og det tager os ikke mange minutter at komme igang. Snart har vi en flok små Sidney Lee-agtige skabninger, programmeret til at hoppe i døden hver gang de ser ild. Fem minutter om ni skabninger - så hurtigt kan det klares.

Create-delen af Little Big Planet 2 indeholder naturligvis meget andet end disse to nye redskaber. Det er en utrolig stor pakke, som blandt andet giver aspirerende musikere mulighed for at komponere sin egen musik, hvis de ikke vil benytte eksempelvis Christopher Learys elektroniske og ret svævende musikstykker. Eller hvad med at skifte kameravinkel på banen. Eller hvad med køretøjer. Eller. Der er så mange muligheder at det hurtigt bliver tydeligt, at vi uanset mængden af tid vi bruger, kun vil kunne skrabe overfladen let.

Vi begiver os tilbage til rumskibet med vore nyudklædte ridder-Sackboy, for at tage fat på community-banerne. Det er let at se både anmeldelser og billeder af brugernes kreationer, og snart falder vi over en bane der hedder Sacro Machines 2.0. Den skarpsindige læse kan nok godt gætte hvilken type spil, der her er tale om. Det er naturligvis det hædekronede racingspil Micro Machines i kludedukkeklæder. Og det virker. Det eneste der mangler, for at man kan kalde det en tro kopi, er våbnene man kunne samle op i det oprindelige spil.

Det tager ikke lang tid før vi har været igennem Space Invaders, Tetris og yderligere et par bilspil. Faktisk er det overraskende hvor få baner, der ligner noget fra etteren. Og det kan vise sig at blive Little Big Planets 2's store styrke: mangfoldigheden.

Little Big Planet 2 er ganske sikkert mere af det samme, som gjorde Little Big Planet til en succes verden over. Om de nye tiltag er nok til at sikre en større publikumssucces vil tiden vise.

Vi glæder os til 2´eren og vi glæder os til at fortælle mere om denne lovende efterfølger på et senere tidspunkt.

Little Big Planet 2
Little Big Planet 2
Little Big Planet 2
Little Big Planet 2
Little Big Planet 2
Little Big Planet 2
Little Big Planet 2
Little Big Planet 2
Little Big Planet 2
Little Big Planet 2
Little Big Planet 2
Little Big Planet 2
Little Big Planet 2
Little Big Planet 2
Little Big Planet 2
Little Big Planet 2
Little Big Planet 2

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold