Der foregår en fjollet diskussion om, hvad der egentlig er næste generation inden for spilleverdenen. Er det Nintendos nye styringsmetode, eller er det kraften i de højopløste grafikmonstre, som Sony og Microsoft har udgivet på markedet? Svaret er naturligvis ikke så nemt som et valg mellem disse to yderligheder. Svaret handler om hvad man rent faktisk udretter med den nye teknologi. Et platformspil med muligheden for at skabe sine egne baner, er et godt eksempel på hvordan spil kan udvikles. Velkommen til Little Big Planet.
Kunstnere har indset det for lang tid siden. Der er ikke nogen grund til at efterstræbe realisme. Virkeligheden findes allerede, og den er altid bedre end de forsøg der gøres på at emulere den. Her mener jeg ikke, at man skal forringe den nye teknologi. Jeg holder meget af højopløste miljøer og spændende fysik. Men kun når den bruges fantasifuldt og kreativt. Når den giver os mulighed for at opleve noget, der ikke findes i vores rigtige verden. For det er jo netop det der er selve kernen i spil. Eller i hvert fald burde være det.
Alle objekter er ikke lavet i det materiale, som de består af i virkeligheden. Se for eksempel på husene i baggrunden der er bygget i karton og malet med tusch. Det kan føles, at meget tid er lagt på det æstetiske. Nogen af os på Game Reactor synes at Little Big Planet er det overlegent flotteste spil til PlayStation 3.
Skaberne af Little Big Planet har forstået det her. Deres værk stræber ikke mod realisme, snarere mod stof. Det er nemlig teksturerne, der opbygger den hyggelige følelse, der er nærværende i dette spil; træ, metal, sten og naturligvis det tidligere omtalte stof. Disse elementer fra virkeligheden opbygger en kulisse, et dukketeater, hvor spilleren kan skabe og lege. Det er samspillet mellem disse hverdagsmaterialer og den lavmælte og bizarre scene, som spillet udspiller sig på, der giver en grafisk oplevelse, der er anderledes.
Samarbejde er det sjoveste der findes i spil. Jo flere man er desto sjovere har man det, hver gang. Det er klart, at man hellere vil fejre triumfer og sørge over fiaskoer sammen med sine nære og kære. At løbe omkring med sine tre venner på baner, man selv har designet, føles ret fantastisk. For spilleren uden venner findes der desuden et onlinemode hvor man kan stifte nye bekendtskaber. Men da må man nøjes med digitale ørefigner, i stedet for den rigtige vare i sofaen. Måske er det mere behageligt for det svageste led i kæden. Platformsspil har traditionelt set sjældent handlet om samarbejde, noget der nærmest er standard i actionspil. Det er på tide at ændre på dette.
Det er svært at forklare lige præcis, hvad Little Big Planet er, da der ikke findes nogen tydelige referencerammer. Først og fremmest virker det som et platformspil i to dimensioner. Men det lader også spilleren bevæge sig i dybden, når det er nødvendigt. Det er ligeledes et værksted.
Spil giver os en frihed til at selv få lov til at lave ting. Det er grunden til, at vi ikke bare åbner op for vores tv, vi tænder også for vores konsoller. Little Big Planet handler om at være kreativ, at lave sine egne baner. Skabendet i sig selv er opbygget smidigt således at hver en appelsin, træ eller tandhjul, kun er et par enkelte tryk væk. Grimme menuer og lange tutorials er borte - der er fokus på legesyghed og direkte skabende. "Det handler ikke om komplicerede værktøjer, det handler om at give spillerne magt til at udføre det, de vil", fortæller Alex Evans, en af personerne bag spillet. Når man har færdiggjort sin vision kan man uploade sin bane, så andre kan downloade den. Så hvis man mangler kreative evner, findes der masser af færdige baner at lege med. Hvis den færdige version ser ud som det grænsesnit, Media Molecule fremviste på Game Developers Conference, så vil der være toplister over baner, lister over venner og mulighed for at sende meddelelser til hinanden. Man kan desuden se, hvor mange der har spillet på ens bane og hvad de har skrevet om den.
Da jeg var lille, var jeg ikke meget for at pusle med ting. Pusleri bliver ikke bedre end de dele, man bruger som byggesten til det færdige værk. Mange kyllinger og nisser så kun marginelt flottere ud end de toiletruller og vatkugler, de stammede fra. I Little Big Planet når mine kreationer nye højder. Det er umuligt at mislykkes, når materialet man bruger ser så flot ud. Det hele går op i en højere enhed, til trods for at de enkelte dele har et så forskelligt udseende. Til dem der i endnu højere grad har lyst til at sætte sit eget personlige præg på spillet, er der også plads til skamløs selvpromovering. Man kan bruge sine egne fotos og tegninger ved at sætte dem fast til forskellige objekter. Billeder der ligger på ens harddisk kan bruges, og Alex Evans fortæller, at man endda kan tage billeder med sit Eye Toy-kamera og bruge dem i spillet. Systemet fungerer godt, et billede der puttes på et stykke stof bliver ligesom en del af stoffet, får samme slags overflade og ser derfor næsten broderet ud.
I en tid, hvor mange fordømmer PlayStation 3 som dyr og unødvendig, har Sony behov for noget trækhjælp. Hvad de frem for alt har behov for, er et spil, der viser hvad maskinen kan præstere rent grafisk. De har også behov for at vise, hvilke muligheder der findes online. Little Big Planet er oplagt til jobbet.
Men hvad skete der egentlig? Ud af ingenting kommer det mest interessante og absolut flotteste platformspil i rigtig lang tid. Media Molecule, hvem er de? Mange forskellige talenter trænges ind i det nye firma, og på medlemmernes samlede meritliste finder man spil som Burnout 3, Magic Carpet, Black and White, Fable og den gamle klassiker Syndicate. Sammen har de tidligere lavet Rag Doll Kung Fu, et fightingspil med majonetdukker, der kan downloades på Steam. Det er en samling af mennesker, der har været med længe, må man sige.
Figurerne der løber rundt på den lille teaterscene, er bedårende. De ser ud som en blanding mellem en dukke og en bamse, og har et stort udtryk i deres udtryksløshed. Jeg tror det har noget at gøre med den let hakkende animationsstil. Der er mange følelser i et dødt materiale af stof. På samme måde som resten af den store lille verden kan også de udsmykkes. Personligt føler jeg, at jeg vil gøre på samme måde som med min Mii. Jeg vil have en lille dukke-bamse der ligner mig. Kald det forfængelighed eller fantasiløshed, men en lille bamse med skæg og briller, kommer til at løbe rundt inde i min fremtidige PlayStation 3.
Grunden til at alle figurer er ens. Alle er egentlig lynlåsekviperede bamser med knapper som øjne. Alligevel er det muligt at give dem et meget varieret udseende. Dette gøres på samme måde, som når man skaber sine egne baner. Alt laves inde i selve spillet med hjælp af det smidige designværktøj. Så der er ingen undskyldning for ikke at give sin dukke et personligt præg.
For på et lille dukketeater vil jeg løbe rundt med mine venner. Det har nogen indset længe før jeg selv indså det. Og der har vi Sonys bedste trumfkort for at få mig til at betale en masse penge til endnu en elektronisk legeting.