Little Big Planet

Jeg tænkte på, at indlede denne anmeldelse med en konstatering: Den, der ikke faldt pladask for den uimodståelige charme i Media Molecules mesterværk Little Big Planet, har en meget sort sjæl. Det er en planet der her, et år senere, stadig summer af liv. Over en million baner skabt udelukkende af spilpublikummet. Dertil kommer de mange kostumer, spilmæssige rettelser og nyheder. Langt flere udviklere burde tage hånd om deres publikum på samme måde som Media Molecule gør det. Det her er ægte fanservice.

Og nu skal hele oplevelsen så presses ned i en PSP. Det lyder på forhånd umuligt. Vi var allerede på PlayStation 3 meget imponerende over, hvor omfattende værktøjet til spillet var - og ikke mindst teknikken bag var, så det er fantastisk at se, hvordan Studio Cambridge, har lykkes med at fastholde PSP-versionen i samme legeglade univers.

Det elementære er det samme. I hovedmenuen kan jeg vælge mellem tre forskellige himmellegemer. Min måne, hvor jeg ved hjælp af baneeditoren kan lade kreativiteten få frit spil. Community-planeten, hvor jeg kan hente andres kreationer via WiFi-funktionen i min PSP, og sidst, men ikke mindst historiestedet, hvor jeg kan kæmpe mig igennem 30 velfungerende platformbaner.

Netop historiedelen i Little Big Planet PSP er fyldt med øjeblikke, der nærmest får mit hjerte til at smelte. Med hundred kilometer i timen, fragter en skæg kamel mig gennem en steghed ørken, hvor jeg hjælper en sheik med at få en magisk lampe tilbage fra et tyvagtigt kobbel af aber. Jeg hopper og hopper, som aldrig før faktisk, præcis som i de gode, gamle dage.

Men det er ikke bare den uberørte sødhed i designet eller min hang til klassiske platformspil, der gør at jeg elsker Little Big Planet PSP så meget. Det er også de små, hyggelige og altid logiske opgaver der fænger. Fra tid til anden er de fysikbaserede, andre gange ikke - men de findes på hvert et niveau i spillet. Jeg bøjer mig i støvet for Media Molecule og Studio Cambridges ret ud sagt mageløse kreativitet og designløsninger.

I filmverdenen snakker man ofte om Feel Good-film. Amelie fra Monmartre, Love Actually, Sleepless in Seattle - listen kunne fortsætte i den uendelige. Skal vi lave en institution for spilverdens modsvar, er det uden tvivl Little Big Planet, der er fanebæreren. Jeg har det godt, når jeg ser på det. Jeg bliver glad, når jeg spiller det. Det er noget jeg kan go' nat-spille (har netop fundet på udtrykket for to sekunder siden) inden jeg lægger mig til at sove, for derefter at have fredfyldte drømme.

Det bedste er, at det aldrig rigtige ender - ikke engang til PSP - og det skyldes ene og alene Community-planeten. Her kan hvem som helst lægge deres egne kreationer op, så vi andre kan bruge dem. Og da banerne, uanset hvordan du bygger dem, aldrig fylder mere end et par hundrede kilobyte, så kan du hente dem indenfor et par sekunder. Du kan så siden, fuldstændigt uafhængigt af et trådløst netværk, spille dem når det passer dig.

Indtil videre har jeg set, at Mirror's Edge-banen allerede er tilbage i en PSP-udgave, og jeg har i en bane, skabt til den kommende juleperiode, delt gaver ud til glade børn sammen med julemanden. Hvis PSP-udgaven følger samme trend som PlayStation 3-spillet, så vil Community-delen hurtigt eksploderer i nye kvalitetstilbud. Tilbud der sagtens kan matche det udvikleren selv kan lave, og i flere tilfælde baner, der er bedre end Media Molecules egne.

Du kan ca. have 250 baner ad gangen på maskinen (forudsat at du har nok plads naturligvis), og når du er træt af udbuddet, så er det bare at slette hele dynen og hente en række nye baner. Her snakker vi holdbarhed i verdensklasse.

Ind i mellem gør formatet dog opmærksom på sig selv. Det er ikke en version helt uden kompromisser. På PlayStation 3 kunne man opbygge niveauerne i tre lag, da man også kunne arbejde i dybden. På PSP findes der kun to. Allerede fra starten føler jeg mig en smule begrænset i mine muligheder for udfoldelse, men så gælder det i stedet om at tænke rundt om disse begrænsninger. Eftersom byggeværktøjet er meget omfattende og kompetent og du hele tiden indsamler nyt ting, er det egentlig kun fantasien der sætter grænser.

I det store Little Big Planet, kunne jeg spille sammen med en række venner - det kan jeg ikke på PSP, desværre. En del mener, at det kan sidestilles med at spille Call of Duty uden våben, og mens jeg nok ikke vil gå så langt, så er det altså et minus. Desuden har man også fra spilhusets side indrømmet, at styringen, fra tid til anden, er en kilde til frustration.

Heldigvis rager det positive højere end det negative. Grafikken er fantastisk, fysikken imponerende, musikken velvagt og helhedsindtrykket er nærmest perverst varieret. Jeg stortrives i denne hyggelige verden, uanset om det er i stort eller lille format.