Little Big Planet Vita

Jeg har altid sat pris på spil der forsøger sig med originalitet og nye vinkler på kendte spilmekanikker, og derfor kunne det førhen være lidt svært at indrømme over for mig selv, at jeg efterhånden syntes Little Big Planet-serien manglede en pause.

Media Molecules kærlighedsbarn, der nærmest overvældede os alle med det første eventyr, har aldrig tabt pusten for alvor, men alligevel virkede det på mig som vi nu havde set alt hvad serien havde at byde på. Og alligevel har jeg har svært at give slip på den nye PlayStation Vita-version.

Krydsningen af den iderige serie og den opfindsomme lommekonsol er så åbenlys, at man må forvente det var en af de første spil-bestillinger Sony lavede idet de havde sat den sidste finger på konsollens hardware. Derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at man efter kort tid bliver introduceret for baner hvor der skal trykkes både foran og bag på konsollen for at flytte klodser, åbne passager og sende Sackboy flyvende gennem luften.

Næsten lige så snedig er muligheden for at tage billeder med konsollens kamera, som sidenhen kan bruges som teksturer på stort set alt i spillet. Har man tænkt sig at gå online med spillet, betyder den slags ganske givet at man inden længe vil støde på kreationer af den mere perverterede slags, men for alle os der bruger systemet som det er tiltænkt, er det en åbenlys men virkelig sjov mulighed.

Udvikleren er ikke længere den samme, og selvom den slags ofte resulterer i spil der ikke helt lever op til originalerne, er det heldigvis ikke situationen her. Tarsier Studios har tidligere stået for udvidelsen af Rag Doll Kung Fu og ekstra indhold til Little Big Planet 1 og 2, mens Double Eleven er en ny udvikler startet af tidligere Rockstar Games-folk.

Udviklertalentet skinner da også igennem hurtigt, og hvor man i første omgang blot er glad for at det hele minder om de tidligere spil i serien, måtte jeg efter et par verdner erklære mig overrasket over at dette faktisk er den mest underholdende samling baner, jeg endnu har oplevet i et Little Big Planet.

Hovedindholdet i seriens to første kapitler til PlayStation 3 føltes ofte i højere grad som demonstrationer af de imponerende muligheder, end det gjorde som afrundede spiloplevelser, og her klarer Vita-versionen sig bedre. Banerne er stadig opgjort af en lang række forskellige ideer, der alle bunder i et platformspil. Men når man denne gang bliver bedt om at deltage i et racerløb, guide missiler, smide rundt med enorme objekter og lege Indiana Jones, er det dog tydeligt at der er gjort mere for at få de forskellige komponenter til at passe sammen.

Selv den hyggelige historie om dukkeføreren, der en dag blev buhet ud af scenen og sidenhen har besluttet sig for at stjæle alt morskab fra verdenen, samt de mange skæve personligheder man møder på sin vej, er mere underholdende end tidligere.

Spilmekanikken er også blevet pudset af, selvom det stadig ikke betyder at Sackboy er lige så præcis i sine bevægelser som Mario - en kritik som mange i lang tid har kastet efter den sammenstrikkede spilhelt. I stedet har udvikler-duoen lavet et automatisk system, der eliminerer en stor del af de problemer der tidligere kunne opstå, når der skulle skiftes mellem de tre forskellige dybder som Sackboys verden består af. Det lyder måske lidt kryptisk, men at lade konsollen hjælpe med at finde ud af, om der skal hoppes ud eller ind i billedet, giver en langt bedre platformspilsoplevelse og bliver svært at undgå at bruge i seriens fremtidige kapitler.

Det er sjovt at bruge de trykfølsomme overflader til at skubbe til platforme, aktivere knapper og dets lige, men hvor alligevel er det først når du selv begynder at klippe og klistre i den digitale verden, at det virkelig bliver tydeligt hvor meget muligheden for at "røre" ved spilverden betyder. Således at det væsentligt mere intuitivt at placere sine elementer ved blot at trykke på skærmen, samt ændre deres størrelse, rotere og kopiere med et par simple fingerbevægelser.

Præcisionen synes engang i mellem at mangle, men mulighederne for dem, som tager sig tiden til at udforske systemet, er igen tæt på uendelige, hvilket også demonstreres af de bonusbaner som udviklerne selv har vedlagt.

Det bør dog nævnes at det stadig ikke er alle og enhver, der blot vil kunne sætte sig ned og skabe lige hvad de vil. Systemet kræver stadig en del indlæring for at give rimelige resultater, og de medfølgende træningsmissioner kunne godt have været en smule mere udførlige i deres forklaringer af de mere komplekse muligheder.

Little Big Planet Vita gør alt hvad man kan forvente, og gør det endda med seriens måske bedste banedesign, samt en intelligent integration af alle konsollens unikke muligheder. Innovationen gælder dog kun alt det, vi allerede kender og forventer fra serien, og rækker altså ikke til egentlige nye spilændrende tiltag, hvilket er ærgerligt. Havde Vita-versionen kunne byde på noget helt nyt, kunne det her have været noget helt specielt. I stedet er her "blot" tale om en gang bundsolid underholdning til din lommekonsol.