Little Nightmares

Med Playdeads to moderne mesterværker, Limbo og Inside, og med Unravel sidste år, lader det til at den fysiske, konceptuelle 2D-platformer er tilbage i fuld sving. Og det giver faktisk ganske god mening. Spil bliver løbende mere komplekse, og netop med denne unikke opsætning kan mindre udviklingshold lave noget mekanisk solidt, samtidig med at de får lov til at lade kreativiteten løbe frit på den visuelle front. Med andre ord, simple men visuelt distinkte platformere er som skabt til holdet med de begrænsede midler, og i stimen på de ovennævnte successer forsøger svenske Tarsier Studios nu at ligge sig i slibstrømmen med Little Nightmares.

Og som udgangspunkt er det slående præcis hvor meget deja vu der egentlig er tale om når man åbner den stilfulde platformer. Du er Six, et barn i en gul regnfrakke, der emmer at barnagtig uskyldighed, som taget ud fra M. Night Shyamalans The Village, og du befinder dig i The Maw, et bizart, grotesk feriested for ondsindede fiktionelle skabninger. Navnene på stedet og på hovedkarakteren er dog taget direkte fra spillets synopsis, for i sand Playdead-form insinueres narrativitet i stedet for at blive eksponeret for spilleren via dialog - ingen siger noget, ingen lader som, der er intet der får lov til at komme i vejen for din oplevelse af dine surrealistiske omgivelser, og det, ligesom det har gjort tidligere, passer fuldstændig perfekt. Man ønsker nemlig ikke at blive forstyrret, fordi selve miljøet, de groteske skabninger, den intense stemning, der kommer alt sammen som en forlængelse af stilheden - det fungerede i Inside, det fungerer her.

Men når nu spillet rent strukturelt ikke består af synderligt meget, så lad os tage fat på de to primære bestanddele. Little Nightmares er, som de ovenstående inspirationskilder som det ligner til forveksling, en 2D-platformer i 3D, altså at alle objekter har en tredimensionelle, men at du kun kan bevæge dig sidelæns til højre eller til venstre. Til tider kan der være en smule lodret frihed, og der er også vertikalitet at finde hist og her, men hovedsageligt presser du analogpinden én af de to veje, igen, har du spillet Limbo eller Inside, så ved du præcis hvad der er tale om her. Jeg har allerede adskillige gange beskrevet den fysiske dimension i spillet, og det er fordi at selve puslespillene, de udfordringer der placeres imellem dig og målet for det mest er fysiske af natur. Du trækker skuffer systematisk ud i skuffedarier for at lave en stige, placerer en nøgle oven på en mølædt kuffer som du så trækker henover gulvet, hiver en tung metalgenstand fra den ene af et rum og hen til det andet for at bruge den som springbræt - du kender opsætningen, og ligesom med spillets subtile historiefortælling, så fungerer det fortrinligt. Godt nok mangler puslespillene en ekstra mekanisk dimension hvis man netop har gennemført Unravel, men puslespillene, udfordringerne, fungerer uden at være prangende, udfordrer uden at frustrere og er åbenlyse når først man tænker sig om.

Dernæst er der, igen som i Inside, en række formidable fjender som du udelukkende skal undslippe. Der er ingen kamp, og det er netop fordi du er skrøbelig, et offer for en ondsindet verden der udelukkende er ude på at skade dig, så det at kunne gemme sig, bruge objekter til at skærme de ondsindede fjenders opmærksomhed er essentielt. Men igen, her kommer simpliciteten igen spillet til gode, for der er aldrig så meget at Little Nightmares snubler oven sine egne ben. På tværs af de cirka seks timers indhold mister spillet aldrig sit fokus, vier aldrig fra sin mission om at præsentere dig for denne verden på den mest ærlige og fokuserede måde. Det er tilnærmelsesvis ydmygt, og det holder hele vejen igennem.

Dog kræver det at trække og skubbe at man holder R2-knappen nede på PlayStation 4, men det er samme knap man bruger til at holde fast i nået, og eventuelt skal klatre op ad. Så hvad sker der når man ønsker at klatre op ad noget man også kan skubbe? Ja, det ved spillet heller ikke rigtig selv, lader det til, og var spillet uendeligt komplekst, ville en mekanisk petitesse som denne blegne som duk for solen. Men i et fokuseret produkt som Little Nightmares der mærkes det, og det er værd at nævne.

Den anden bestanddel, den der gør at vi netop husker spil som Limbo og Inside er den visuelle identitet, den verden spilleren placeres i, og hvordan denne udtrykkes fra rum til rum, fra genstand til genstand. Hvis du forsøger at forestille dig det lidt industrielle islæt fra Inside, de kolde, mørke metalgenstande og ekkoet af kollaps, og så blander det med et forskruet Brødrene Grimm-eventyr, og til sidst et lille nip Tim Burton, og så har du det mærkværdigt makabre univers der er The Maw. Man kan ikke lade være med at føle sig lidt som Alice i Eventyrland når man, iført sin uskyldige gule regnefrakke, begiver sig ind i dette groteske univers, og præcis på samme måde som i Inside, formår verdenen at virke så skræmmende, så ude efter dig, at man konstant kigger sig over skulderen - der er en fabelagtig stemning her.

Spillet er godt nok udviklet i Unreal Engine 4, og har da også det fysiske design som motoren er kendt for, men Tarsier har heldigvis formået at drukne den visuelle genkendelighed i tonsvis af stil og unikke visuelle karaktertræk. Særligt monstrene imponerer, og de placeres med nøjagtighed og præcision, så man aldrig bliver træt af at se på dem.

Lyden mangler dog den unikke dimension som Playdead har brilleret med, og det mærkes endnu en gang fordi de kunstneriske aspekter er så meget i fokus. Spillet forsøger sig med de rungende ekkoer der også kendetegner Inside, men det er gjort uden samme sans for detalje. Lydsiden formår hverken at gøre væsen af sig, eller at understøtte oplevelsen på simpel vis, og det er en skam når der ikke er nogen dialog til at bryde den op. Det er det eneste man hører, og man bliver ærlig talt lidt træt af det.

Når alt kommer til alt så er Little Nightmares dog præcis som titlen beskriver, et lille mareridt, en simpel, smal spiloplevelse der godt nok står på skulderene af lignende successer, men fortsat benytter sin simplicitet og kunstneriske design til at imponere og skræmme. Tarsier Studios viser sig fra deres bedste side her, og jeg krydser fingre for at vi får lov til at vende tilbage til The Maw.