Lock's Quest

Tre... To... En... Sæt i gang!

Uret begynder at tikke ned fra to minutter, og jeg river stenmure og store kanoner på plads i en rasende fart. Jeg ved lige, hvad jeg skal gøre, for inden kampen mod uret begyndte, travede jeg en runde i ruinerne og udså mig de steder, hvorfra fjenderne ville angribe. Rekognosceringen afslørede, at urværkerne, som fjenden kaldes, om et øjeblik vil stige op fra moserne syd og øst for byen, og jeg overvejer kort at tage kærligt imod dem med mine allerstørste kanoner placeret helt nede ved mosen.

Men jeg beslutter mig i stedet for at fodre mosebredden med syrefælder, som langsomt men sikkert vil dræne enhver fjende, der krydser dem, for deres kraft. På den måde vil de være nemme ofre, når de til sidst når frem til mine tilbagetrukne kanoner, og så undgår jeg samtidig, at bruge ret meget kraft på at reparere fæstningen efter slaget. Naturligvis vil urværkerne vende tilbage igen og igen, for de vil gøre alt for nå frem til kraft-brønden, som jeg beskytter, men de skal nok få kam til deres hår.

Det er kraftbrøndene i landet, der er årsagen til, at vi overhovedet er i krig. Urværkerne er blevet vakt til live af Lord Agony, som tidligere var en af de store arkitører og derfor mestrede kunsten at bygge fæstninger. Alle troede, han var død, men nu er han tilbage med sin hær af kraft-tørstende urværkere. Kraften er vores livsnæring og kan kun tappes fra brøndene rundt i landet. Urværkerne har allerede erobret mange af dem, og nu raser kampen for at få dem tilbage og forhindre Lord Agony i at blive uovervindelig.

Heldigvis har jeg opdaget, at jeg har mere end gode anlæg for at blive en stor arkitør, og derfor er jeg blevet indlemmet i krigen på kongerigets side. Rundt i krogene hvisker folk om, at min bedstefar var en af de helt store arkitører, men jeg kan næsten ikke tro det. Han har aldrig nævnt noget om det, men det er rigtigt nok, at det virker, som om han skjuler noget. Og det gør chefarkitøren Kenan også. Hvis jeg gør mit arbejde ordentligt, skal jeg nok komme til bunds i det hele, men lige nu lider landet, og mit fokus er på urværkerne. Jeg skynder mig at placere de sidste syreminer, og fuldender til slut min fæstning med et par frysefælder lige foran hovedporten. Hvis fjenden mod forventning skulle nå frem hertil, fryser han fast til jorden i et par sekunder, så kanonerne kan gøre det endegyldig af med ham.

Der! Tiden, hvor jeg kunne opføre mit forsvarsværk, er udløbet, og nu myldrer urværkerne frem fra mosen. De stolper lige mod syrefælderne, og jeg gnækker lystigt. Jeg skal garanteret ikke røre en finger. Men hvad er nu det?!? Der kommer også fjender fra nord. Jeg skynder mig derop for at se det med egne øjne, men jeg ved det godt allerede: I min iver efter at slagte fjenden har jeg overset mosen nord for byen, og det, der skulle have været en walk-over tegner nu til at ramme mig tungt i nakken. Jeg gør mit bedste for at affeje fjenden fra nord med håndkraft, men de er alt for mange. Mine kanoner peger mod syd, og selv om de udfører deres opgave perfekt, så kan de ikke forhindre katastrofen mod nord. Der går kun få øjeblikke, og så har fjenden slået hul i muren ind til kraft-brønden, og kongeriget er fortabt...

Lock's Quest er realtime-strategi, så det basker. Ved første øjekast synes oplevelsen at ligge på niveau med så mange andre strategi-spil på den lille DS, men lige pludselig vågner man og indser, at spillet er en fantastisk oplevelse, som uundgåeligt vil stjæle time efter time, lige så snart man forstår spillets sjæl. Øjeåbneren for mig var, da jeg eksperimenterede med de forskellige fælder, man kan overstrø banen med. De er uhyggeligt effektive og giver en balance, som sidder lige i skabet. Selv om fjenderne myldrer frem fra moserne i tal, som umiddelbart varsler nederlag, så giver fælderne og kanonerne tilsammen den helt rigtige effekt; nemlig at man sejrer, hvis man benytter dem rigtigt. Og skulle man tabe, kan man lynhurtigt forsøge sig igen med en anden taktik.

Kort fortalt så går hver bane ud på at beskytte en kraft-brønd eller en person. Derfor skal de beskyttes med mure og kanoner og fælder. Dem har man et par minutter til at opføre, hvorefter fjenden angriber. Under angrebet kan man både angribe fjenderne og reparere de skader, de forårsager undervejs, og det gør man ved at udføre små minigames på den trykfølsomme skærm. Fx at dreje et lille hjul rundt tre gange, eller ramme tre tal i den rigtige rækkefølge. På den måde supplerer man sin fæstning ved at hjælpe der, hvor der er mest brug for det, og det fungerer til ug. Holder man stand i tre minutter, har man slået første angrebsbølge tilbage og skal så reparere og udbygge fæstning og fælder, inden næste bølge begynder. Sådan gentager handlingen sig fire-fem gange i hver bane. Og det er faktisk spillets største problem.

Fordi lige så imponerende ideen bag og udførelsen af Lock's Quest er, lige så åbenlyst er det også, at oplevelsen kunne have været endnu bedre, hvis udviklerne havde strammet eventyret op på et par væsentlige punkter. Man kan regne med, at Lock's Quest vil stjæle i omegnen af tyve timer af ens liv, hvilket er en pæn levetid, men det er samtidig også på en lidt billig baggrund. Fordi når fjenderne angriber fem gange i hver bane, så føler man for ofte, at man blot gentager sig selv igen og igen, og det trækker historien ned i tempo, lige som det også gør oplevelsen ensformig. Spillet kunne med fordel være kortet ned i gentagelser. Det ville også have trukket den flotte fortælling om Lock og arkitørerne mere frem i forgrunden. Det er en spændende historie med flere plotdrejninger, men desværre tager den først fart, når man er halvvejs inde i spillet.

Man bruger stylus'en til at styre alt med bortset fra kameraet, som dirigeres med styrekrydset. Til tider vil man opleve, at placeringen af mure og kanoner driller, fordi det er svært at ramme den ønskede placering som følge af det isometriske univers. Derfor skal man rykke rundt på elementerne flere gange, og det er lidt irriterende, men på den anden side kan man leve med det, fordi spillet derudover er så gennemført, som det er.

Grafisk er Lock's Quest også en lille perle. Huse, fjender, kanoner og fælder er flot og sprødt designet, og lyden matcher den farvestrålende verden. Masser af gode lydeffekter og velklingende melodier strømmer ud fra de små højttalere og gør sit til at fastholde en i Locks magiske univers. Og Lock's Quest kan varmt anbefales til alle - også selv om man normalt ikke er til realtime-strategi. Det er jeg som regel ikke, men i dette tilfælde har jeg måttet overgive mig. Lock's Quest er ganske enkelt et forrygende og underholdende spil.