Loco Roco

"Pocaratja am bernee, pocareef tjika darie tree..." synger de små stemmer, mens ekstrem funky guitar og et par klappende hænder ligger rytmesporet. Jeg er på vej hen over en skrigende grøn græsplæne i jagten på blomster, blomster der vil få mig til at blive lige den tand større end jeg allerede er. Med et halvfjollet smil på læberne, presser jeg skiftevis højre og venstre skulderknap ind for at tippe den verden min Loco Roco, et nærmest uformeligt, men også ekstrem nuttet orange væsen, lever i. Jeg når efter et par hop og en lille trilletur frem til den røde blomst og æder den grådigt. Pludselig har jeg fordoblet min vægt, og jeg er lidt tættere på at have reddet min hjemverden fra en faretruende sort masse. Ti minutter senere er jeg rundet 18 fundne blomster, været transporteret gennem slugter, over klippeafsatser og ned gennem smalle rør. Men modsat hvad jeg selv tror, har jeg ikke set alt, hvad Loco Rocos første bane har at byde på. Spillet opregner min score, håner mig nærmest for ikke at have fundet det hele og presser så mit ego så meget, at jeg trykker restart. Jeg skal nok finde det hele. Fanden stå i det.

Loco Roco er et ekstrem vanedannende puzzle-spil. Intuitivt, ligetil og blødende smukt. Ganske vist er ideen måske ikke helt ny, jeg kan i hvert fald huske at have spillet noget lignende i Yoshi Topsy-Turvy, men hvor Nintendo aldrig rigtig fik skudt raketten af og leverede noget virkelig holdbart, så har Sony ramt midt i dartskiven. Loco Roco tiltaler alle. Min kæreste har spillet det, min ældste søn forelskede sig straks i det og jeg er selv faldet pladask for de små, overnuttede orange, lyserøde, blå og mange andre farvede Loco Rocos. Og hvorfor ikke? Loco Roco leder ikke efter en undskyldning for at bruge alle PSP’ens knapper, det overdynger dig ikke med undermenuer eller komplekse analoge mekanismer, der skal mestres for overhovedet at komme nogle vegne. Alt det beder dig om er at tippe den verden som væsnerne bor i, enten mod højre eller venstre, resten klarer din lille klat. Fra tid til anden skal du dog dele dig i mindre stykker, så du kan komme ned i små huller eller gennem snedigt udtænkte maskiner, men det er også det længste spillet går i at kræve noget af dig. Og det er netop det, der gør Loco Roco så djævelsk dragende. Alle kan spille det og på hver deres måde.

Selv er jeg en af de der irriterende kompletister, der slet ikke kan lægge hovedet på puden, før selv den mindste ting er fundet, og det gjorde i mere end en uge Loco Roco til et dagligt mareridt - om end et godt et af slagsen. For mens Loco Roco reelt kan gennemføres på en enkelt dag, og stort set bare ved at tippe geleklumpen mod enten højre eller venstre, så er det først når hele landskabet udforskes med millimeters nøjagtighed, at spillets sande væsen viser sig. Sonys puzzle-perle er fyldt til randen med hemmelige huler, små og nærmest uigennemtrængelige passager, usynlige mure og gemte bonusting. Nogle er endda placeret sådan, at du præcis kan se dem, men ikke har den fjerneste anelse om, hvordan du nogensinde skal få fat i dem. Og når du så lærer nuancerne i styringen og for alvor begynder at hoppe rundt i landskabet, springe fra platform til platform og svinge dig i frodige lianer, så kan du ganske enkelt ikke lægge spillet fra dig igen. Loco Roco bliver en ting der jager dig, når PSP’en ligger på bordet i sit etui og venter på en åreladning, før du igen kan spille. Det bliver et spil du har i inderlommen og som trækkes frem til selv familiefødselsdagen eller barnedåben. Også selvom det til tider er så svært, at du har lyst til at kaste din PSP gennem et stuevindue.

At Loco Rocos billede- og lydside også er en af de stærkeste, jeg er stødt på i årevis, gør kun oplevelsen så meget bedre. Kun en måned efter jeg erklærede branchen krig og krævede kunstnerne tilbage i spilindustrien, overrasker Loco Roco med et fabelagtigt design af stærke farver, gennemførte karakterdesigns og en nærmest organisk verden i 2D, der med en lækker håndanimation, virker ekstrem overbevisende. Fra de glinsende snelandskaber til de frodige, grønne enge og til de krogede, døde træer og den ildevarslende røde aftenhimmel, er Loco Roco et mindre mesterværk. Glem bump-mapping, utallige lyskilder og fotorealisme, det hele smides over bord for et uforglemmeligt glansbillede af pangfarver og skarpe konturer. Musikken er ligeledes et kapitel for sig selv. Det ene øjeblik er lydsporet funky, upbeat og dansabelt, det næste uhyggeligt med klagende skrig og hånlig latter, og kun et par baner senere er det dæmpet, drømmende og nærmest utydeligt. Alle melodier følges til dørs af barnestemmer, der i ren volapyk synger dig gennem opgaverne. Deles din klump i flere dele, bliver koret til en reel kakofoni af børnestemmer. Der er tænkt på det hele i Loco Roco, og for fanden hvor jeg elsker det.

Ud over selve spillet er der også inkluderet en række mini-spil. Ingen af dem er epokegørende, men når du har brug for at stresse af, kan det være sjovt f.eks. at fange Loco Rocoer med en kran, ikke ulig den du finder i det lokale tivoli og som grådigt æder dine tyvere, uden nogensinde at forære dig en bamse. Der er også et Loco Roco-hus, der bygges op af de dele du finder undervejs. Reelt er det muligheden for at lave din egen bane, men jeg fandt det ikke synderligt morsomt. Loco Roco har også muligheden for at blive en total landeplage, en slags spilvirus. Det færdige spil har intet mindre end to demoer, der kvit og frit kan gives videre til vennerne. Og hvis disse demoer ikke overtaler dem til at købe Loco Roco, så er der intet der gør.

Sonys PSP har længe været udskældt, ikke mindst fordi mange har savnet noget der gjorde maskinen nødvendig, noget der ikke bare var en lommeversion af et spil, de allerede har stående på hylden til PlayStation 2. Og med Loco Roco får de præcis det. Smukt, vanedannede, chancetagende, ekstrem godt designet og aldeles fremragende. Loco Roco er helt fantastisk.