Et arkade-inspireret bilspil med et gameplay skræmmende lig det berømte Wacky Wheels og med hovedpersonerne fra Disney-universet som kørere. Det lyder desværre meget som et budgetspil, der forsøger at spinde guld på en efterhånden opbrugt opskrift, men er Looney Tunes Racing kun et billigt forsøg på at score kassen, eller gemmer der sig virkeligt en kærkommen nostalgisk oplevelse under det tegneserieovertrukne karrosseri?
Gammel vin på nye flasker
Førstehåndsindtrykket, et spil efterlader, er yderst vitalt for den samlede spiloplevelse, idet man altid vil kunne referere til den som rammen om spillet. Heldigvis formår Looney Tunes Racing med en kort, uddybende og let genkendelig indledning, præget af dynamiske tegneseriefarver og overdrevne lydeffekter, at vække spillerens interesse, uden dog at imponere yderligere. Selve spillet er meget traditionelt opbygget med de sædvanlige løbsformer (enkeltløb eller turnering) og nogle ret indskrænkede indstillingsmuligheder. Spillet genbruger dog det efterhånden klassiske koncept fra kultspillet Wacky Wheels, hvilket groft sagt går ud på, at man kører rundt på diverse specialdesignene baner og forsøger at eliminere hinanden med forskellige kasteskyts, som kan akkumuleres rundt omkring på banen.
De traditionelle, uoriginale spilmuligheder henrykker langtfra, om end muligheden for at deltage i turneringer og derved frigøre de klassiske karakterer fra Disney-universet ikke er uden en vis charme. De nostalgiske Wacky Wheels-inspirerede "deathmatches" er dog utvivlsomt en af spillets stærkeste forcer, og underholdningsfaktoren ved at ramme ens intetanende venner holder stadig små ti år efter, at konceptet så lyset for første gang. En videreudvikling af konceptet ville dog unægtelig have skaffet spillet en endnu højere karakter, fordi Looney Tunes Racing dybest set ikke er meget mere end en audiovisuel opgradering af PC-klassikeren, tilsat Disney licensen.
Holdbart eller døgnflue?
Til trods for dets relativt klichéfyldte indgangsvinkel og den manglende originalitet, er Looney Tunes Racing dog stadigt et gedigent platformsspil, selvom det hovedsageligt henvender sig til børn og barnlige sjæle. Den stuerene, men trods alt charmerende, stemning fra de verdensberømte tegneserier er blevet flot implementeret, og selv den mest indædte modstander af tegneserierne må trække på smilebåndet, når prærieulvens overlegne attitude endnu engang resulterer i, at han kører galt. Det er dejligt at se en konvertering, hvor det endeligt er lykkedes at skabe en rimelig spiloplevelse, uden at stemningen sættes over styr samtidig.
Visuelt er Looney Tunes Racing desværre en noget blandet fornøjelse. Mens farverne er dejligt dynamiske og afvekslende fra bane til bane, og kørernes forskellige størrelser er flot afspejlet, er omgivelserne desværre noget skuffende og uden den nødvendige variation. Banedesignet er desuden lidt forudsigeligt, og antallet af virkeligt udfordrende sving og lignende forhindringer er desværre meget lavt. Det er ærgerligt, men heldigvis er AI'en til gengæld tilstrækkelig intelligent til at give en ordentlig modstand, og på det sværeste niveau vil selv den mest hærdede bilspilfanatiker unægtelig få problemer.
For den yngre generation
Der vil givetvis være delte meninger om Looney Tunes Racing. Undertegnede vil være så uforskammet at forholde sig rimelig neutral i diskussionen, men den yngre generation og tegneseriefanatikerne vil utvivlsomt kunne får timevis af underholdning ud af denne udgivelse til trods for den åbenlyse middelmådighed.
Den ældre generation af computerspillere bør dog i stedet overveje at investere i et mere langtidsholdbart og audiovisuelt tiltrækkende spil som eksempelvis Rollcage, Wipeout eller lignende. Looney Tunes Racing bliver nemlig hurtigt ensformigt, og til trods for den spændende genoplivning af Wacky Wheels-konceptet formår Infogrames på intet tidspunkt at få denne anmelder til at øse ud af de flatterende superlativer.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 6 / 10
- Lyd
- 6 / 10
- Spilbarhed
- 5 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 6 / 10