Lord of the Rings Online: Shadows of Angmar

Jeg har altid drømt om at være en hobbit. At ligge under et træ hele dagen, mens en let sommerbrise danser hen over de friske græsstrå og kilder de lange hår på mine tæer. I min ene hånd ville jeg have en pibe - stoppet med herredets fineste tobak - og i min anden, et stykke nybagt græskartærte, som lillemor derhjemme i hobbithulen har bagt til mig. Når solen så engang ville gøre plads til månen, ja så ville jeg bevæge mine små ben ned til den lokale kro, nyde en kop hjemmebrygget mjød og danse til tonerne af bardernes vidunderlige musik.

Og det var præcis det jeg gjorde, sådan nogenlunde da. For jeg skabte mig en lille tyk, fregnet herre af en hobbit og besluttede mig for at leve og ånde i Tolkiens univers - i et par dage. Disse dage bød på eventyr lig dem, jeg allerede har haft i andre online-odysseer, men alligevel kunne jeg ikke andet end at sidde med et smil på læben, da jeg var ved vejs ende. The Lord of the Rings Online: Shadows of Angmar har potentiale til at blive stort, men det kræver, at arkitekterne fra Turbine kan lokke en pæn samling spillere til.

Turbine spiller allerede fra starten af med de store kort på hånden; og således fik jeg lov at spille mig igennem en temmelig innovativ historiemission, der bød på møder med ringånder, farlige edderkopper og ondskabsfulde banditter - lige fra min hobbits spæde skridt. Missionen blev præsenteret på cinematisk vis, men jeg savnede indtalte dialoger til at trække mig helt ind i universet. Det føltes lidt som nyheder på tegnsprog, bortset fra at det ikke var ham den irriterende med overskægget, men en ringånd, der stod og famlede med armene.

Men det gjorde egentlig ikke så meget, for da jeg endelig havde kæmpet mig vej til herredet, så var jeg solgt. Jeg var der selv. Jeg kunne næsten dufte den famøse græskartærte, og ved hjælp af et enkelt tastetryk, kunne jeg få min lille hobbit til at hive en pibe frem og begynde at ryge. Men det bliver bedre endnu. Hvad er mad og pibe uden en god omgang musik? Det er velsagtens som et æg uden salt og peber. Derfor har Turbine udtænkt et helt fantastisk musiksystem, der lader beboerne i Middle-Earth spille musik - sammen eller alene. Det hele foregår i real-time ved hjælp af tastaturet, og man kan spille lige nøjagtig det, man måtte have lyst til. De tonedøve af os kan så benytte denne mulighed til at skræmme andre spillere væk, lidt ligesom en famøs bard fra Monthy Python. Men nok om det.

I kan nok tænke jer til, at min musik ikke var særlig populær på den lokale kro. Jeg kan ellers lige klare at spille Greensleeves på et klaver, men når det skal gøres på et tastatur, ja så bliver luften pludselig tyk af råddent kasteskyts. Dette resulterede i, at jeg blev lettere udstødt fra herredet - men det skulle ikke ødelægge min dag. I stedet drog jeg ud for at udforske de mere end halvtredstusinde kvadratkilometer, som spillet byder på. Lige for tiden fokuserer spillets geografi og historie udelukkende på den første bog, men som bog to og tre tilføjes, bliver der endnu mere at udforske - og flere kvadratkilometer bliver føjet til det i forvejen imponerende cv.

Et af områderne, Ettenmoors, tjener som spillets eneste spiller-mod-spiller zone. Da det ikke er muligt for det frie folk at kæmpe mod hinanden, har Turbine kompenseret med et system, der lader spilleren tage kontrol over monstre - midlertidigt. Med andre ord kan du hoppe bag øjensoklerne på orker, uruk-haier, edderkopper eller worger - og så ellers forsøge at nedkæmpe andre spillere. Men det er ikke permanent, og det hele er afgrænset til Ettenmoors. Når du første gang stikker dit hoved i en såkaldt 'scrying pool', der lader dig kigge indenfor i Ettenmoors, så får du muligheden for at skabe dit helt eget niveau 50 monster komplet med udstyr og færdigheder, som du så kan styre og avancere med. Du kan naturligvis også bare vælge at kæmpe som din egen avatar, og smadre de spillerstyrede monstre i stedet. I det hele taget virker det rigtig lovende og godt gennemtænkt. Sådan!

Hvis man ikke er så krigslysten, så kan man altid blive i de hjemlige gemytter og passe sin gård. Der kan høstes marker, skabes værktøjer eller findes ressourcer i de omkringliggende områder - det er sågar muligt at skabe helt enestående genstande, som ingen andre spillere vil kunne lave. Endvidere er spillet er et sandt grafisk mesterværk, og jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig har været på et så smukt online eventyr før. Alt, lige fra regnbuen der titter frem i horisonten, til blomsterne der svajer i vinden, ser så virkelighedstro ud, at jeg blev nødt til at stoppe hvert femte minut for at nyde omgivelserne. Vi snakker en spilmotor, der giver selv The Elder Scrolls: Oblivion baghjul - og så har jeg ikke sagt for meget.

The Lord of the Rings Online: Shadows of Angmar, kan hurtigt gå hen og blive en succes uden lige. Det kan godt være, at spillet ikke kan opnå at have otte millioner brugere, hvoraf halvdelen er kinesere, der lever i sweatshops, men jeg er helt sikker på, at der nok skal opstå et stærkt community, når spillet går i luften den 24. april. Jeg vil i hvert fald være en af dem, der hiver den gamle vandrestok ud af skabet og begiver mig på nye eventyr - især hvis der er mere græskartærte i vente. Jeg glæder mig!