Lord of the Rings: The Battle for Middle Earth II

Jeg elsker at drage ind i Tolkiens fantasifulde verden og svinge sværdet som Aragorn, knuse goblins med Gimlis økse og ikke mindst få pile til at svirre gennem luften som Legolas. Lige siden den første film tordnede over det hvide lærred og jeg sad og savlede i Imperials bløde sæder, har jeg været bidt af filmenes univers. Indrømmet: Jeg har længe været kæmpe fan af bøgerne, men efter filmene forbinder jeg nok altid fremover Aragorn med Viggo Mortensen. Det er derfor altid med stor spænding, at jeg rejser tilbage til det fascinerende univers fra Ringenes Herre-filmene. Som sagt er jeg begejstret for at tage kontrollen over de velkendte personer, men denne gang er det ikke blot enkeltfigurer eller små grupper, som står til min disposition, denne gang er det massive hære. Som sin forgænger er Battle for Middle-Earth II nemlig bygget op på en grundpille af dyb strategi.

Som det er blevet en standard i denne slags spil, starter du med at udvælge dig en side i kampen. Da jeg netop havde været de skinnende helte i så mange af EA’s tidligere spil indenfor Lord of the Rings-verdenen, valgte jeg den onde hær som et frisk pust. Inden længe blev jeg kastet ud i en kamp mod menneskeheden og jeg samlede hurtigt en større hær af småluskede goblins og store stenkastende huletrolde. Så var det ellers at de duksedrenge til elvere og mennesker skulle have en ordentlig røvfuld i bedste Mordor-stil. Med det afsæt gik jeg i gang med en traditionel omgang RTS, som i mere eller mindre grad følger trilogien og nogle de mange personer, der i glimt farer hen over skærmen i filmene. Der er dog lidt overraskelser og drejninger, heldigvis, så det hele ikke bliver alt for forudsigeligt. Løbende oparbejdede jeg mig derfor større hære og flere territorier, og jo længere du kommer i kampagnen, desto flere type enheder får du adgang til - ja, jeg ved det, sådan har det været i de seneste mange RTS-spil, og sådan er det også i Battle for Middle-Earth II. Grundliggende starter hver bane med en gedigen omgang lindolie og basebyggeri, hvor barakker og lignende, er vigtige når en hærfører skal hverve horder af soldater til krigen mellem den lyse og den mørke side. Ikke overraskende er denne efterfølger fyldt med spændende nye enheder, miljøer og bygninger - alle skabt i Tolkiens ånd.

Jeg er stor fan af RTS-spil, men jeg må tilstå at min foretrukne platform til den slags er foran min Pc. Jeg blev dog glædeligt overrasket over styringen, der fungerer næsten lige så godt med en kontroller, som med min trofaste mus. Det kræver lidt øvelse, men efter få timers spil sidder det på rygraden. Styringen er ganske intuitivt opbygget og tillod mig at udføre langt de fleste ting med blot få tryk. Du skal godt nok have samtlige knapper i spil og lege blæksprutte, når hærene støder sammen på slagsmarken, og der er flere egenskaber og features at holde øje med end jeg er vant til på konsoller, men det er fornøjelse at ligge på sofafronten og hygge med lidt strategi. Når jeg nu er i gang, hvad er så mere oplagt end at logge på Xbox Live og dyste mod andre spillere, som også er gået i ly for den beske sommerhede?

Her kommer spillet til sin fulde ret, fordi det er på multiplayerfronten, at der virkelig spilles med musklerne. Ikke alene er der et væld af sjove og udfordrende typer af spil, men når du fra første klik kan benytte dig af dit headset, gør det oplevelsen endnu mere indlevende. Nu er du ikke længere isoleret i en lukket offline-verden, men har i stedet muligheden for at kæmpe med og mod andre. Så selvom singleplayer-kampagnerne er underholdende, så ville det være ærgerligt at snyde sig selv for de oplevelser Xbox Live rummer og det er her, at denne toer viser hvorfor den er en næstegenerationskonsol værdig.

Når der nu er tale om en franchise, så kan du roligt forvente klip og soundtrack fra filmene, som du sikkert efterhånden er blevet vant til fra EA-spillene. Her er der ikke rigtig mulighed for, at sætte finger på noget som helst. Musik, mellemsekvenser og stemning fungerer som altid glimrende og støtter godt op omkring begge kampagner. Grafikken er ydermere flot og prangende, ikke uventet når man tænker på forgængeren. Det er dog muligt at det alt sammen er flot og nydeligt, men hvad hjælper det når hastigheden ofte lider drastisk? Bogstavelig talt, så knækker filmen så snart jeg zoomer ud og ser mange enheder på samme tid, og den hær jeg har brugt godt med knofedt for at tilrane mig, virker en anelse mindre majestætisk når "billedstammeriet" forstyrrer fremmarchen. At et spil lider under disse problemer ser jeg ofte på Pc-fronten, hvor jeg så ved at jeg skal ud og købe nyt grafikkort (igen, igen) men et spil bygget til en fastlås platform, der er disse fejl ret kriminelle.

Indrømmet: Der findes ikke specielt mange strategispil af denne skuffe til Xbox 360, om nogen, hvorfor BFMEII sikkert vil have mange købere på den konto, også hvis der ses bort fra populariteten af Ringenes Herre generelt. Udviklerne har dog også skabt en hæderlig oplevelse, som hverken prøver at være nyskabende, eller på at undlade nogle af de obligatoriske og skabelonsskårne RTS-elementer. Spillet er poleret i gameplayet, og på lyd- og billedsiden (med undtagelse af de førnævnte hastighedsproblemer), så søger du efter mere af Ringenes Herre pakket ind i et spil, som ikke spæder noget nævneværdigt nyt til genren, så kan BFMEII være et oplagt spil.