Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring

Ringenes Herre er for mange mennesker en af de mest storslåede eventyr de overhovedet har læst, ja for nogle har universet og figurerne antaget nærmest bibelske dimensioner. Men der er samtidig penge i skidtet - så der er ikke overraskende udviklet indtil flere forskellige spiltitler, der - sjovt nok - lanceres op til julehandelen.

Som Tolkien skrev det?
Vivendi Uniservals Fellowship of the Ring er ikke, som man måske skulle tro, et produkt, der følger den første film i Ringenes Herre-trilogien. Spillet er faktisk, til forskel fra EA’s Two Towers, særskilt licenseret efter bøgerne, hvilket først og fremmest betyder, at figurerne og omgivelserne ikke må efterligne filmen. Det forhindrer nu ikke, at man i allerførste scene - Frodos hjem - har en fornemmelse af, at man har set det på lærredet. Spillet indledes selvfølgelig med, at Gandalf opsøger Frodo for at fortælle historien om den specielle ring, som Frodo har arvet efter sin onkel Bilbo. Gandalf har som figur den fornødne patos til at tilføre både spilleren og stemningen karakter og dramatik. Desværre er animation noget grov, og i lave opløsninger med et jævnt 3D-kort afsløres mærkbare knaster i skyggevirkning og belysning.

Nu skal du hente æbler, og derefter...
Snart er Frodo på vej ud for at løse den første simple opgave: at sælge hus inden han tager ud på sin store opgave. Spilleren styrer nu figuren rundt i huset for at lede efter skødet, med en styring, der lægger sig tæt op af en traditionel first-person-shooter. Den aktive figurs bevægelser styres med piletasterne og et kamera, der er placeret lige bag figuren. Hertil kommer muligheden for at skiftet til et førstepersons udsyn, der også benyttes til under kamp at sigte på modstanderne. Desværre ender man ofte med at kigge ind i en væg, eller i hvert fald at være handicappet af et kamera, der ikke følger den aktive figurs bevægelser alt for hensigtsmæssigt. Indendørs, eller under jorden i Morias miner, giver hæmmer det i hvert fald spillerens muligheder for at få og bevare overblikket over den horde orker, der er godt på vej til at gøre figurens liv i historiens betragteligt kortere.

Mellemscenerne i Fellowship of the Ring er animeret direkte i spillets game engine, så overgangen til selve spillet foregår smidigt og flydende. Desværre afslører nærbilleder af figurerne, hvor flade og grovkornede textures, de er tegnet med. De storslåede og stemningsmættede landskaber bidrager fint til den overordnede stemning, men ved nærmere eftersyn ryger meget af charmen, selv når man har slået alle detaljer til i højeste opløsning. Til gengæld har designer sikret sig en stemme-underlægning, der er tilpas svulstig og frem for alt britisk til at sikre en afgørende del af stemning og lydbillede. Til gengæld har man ikke, som i filmen , samme udsving i musikken mellem sart og munter lethed på den ene side og buldrende Wagnersk drama på den anden. Lydbilledet ender derfor med akkurat at slæbe sig op over middel.

Spil dine helte
Man har mulighed for at spille som Frodo, krigeren Aragorn eller som troldmanden Gandalf. Ved starten af Fellowship of the Ring skal man i rollen som Frodo udføre en del simple søg-og-find-opgaver, mens man senere i spillet kan prøve kræfter med Aragorn. Bue og pil er én måde Aragorn kan uskadeliggøre sine modstandere, mens en håndfuld enkle bevægelser med sværdet er en anden. Desværre har Aragorn en tendens til at miste overblikket i kamp med flere modstandere, samtidig med at han generelt reagerer langsomt. Gandalf lider noget under den samme skavank, om end man med ham måske kan undskylde det med den træghed, der hører hans høje alder til.

Fellowship of the Ring i øvrigt mangler en afgørende mulighed for at auto-gemme spillet, hvorved kritiske situationer medfører, at man skal gemme sit spil meget tit. Desuden har spillet en begrænset varighed. Opgavernes omfang og sværhedsgrad holder simpelt ikke gnisten tændt hos spilleren længe nok. For de nyankomne i Tolkiens univers, kan spillet virke både nydeligt og spændende. Og bevares, spillet er da ganske medrivende, indtil man lidt for tit nærmest bogstaveligt har stødt panden mod en mur. Det begrænsede indhold og kameraproblemerne trækker i hvert fald alvorligt ned i den samlede oplevelse, så der langt fra er tale om den stortitel, som Tolkiens værk vel i grunden fortjener.