Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Lords of the Fallen

Lords of the Fallen

Hexworks præsenterer her deres reboot af Lords of the Fallen, der godt nok har samme navn, men som byder på langt mere end vi måske troede...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Med Souls-lignende spil, der er så populære for tiden, kan det være alt for nemt for nogle titler at forsvinde helt fra folks hukommelse. Det originale Lords of the Fallen, som udkom tilbage i 2014, er i hvert fald for mig et eksempel på dette. Det gav et kompetent bud på den Souls-lignende genre, men blev aldrig værdsat på samme måde som genreklassikere som Nioh og Salt and Sanctuary. Næsten et årti senere har Hexworks udviklet et reboot af serien, men kan denne opnå ære, eller er det dømt til samme skæbne som sin forgænger?

Lige fra starten var jeg imponeret over, at Lords of the Fallen tilbyder spillerne ni forskellige karakterklasser til at starte deres rejse. Disse inkluderer en pålidelig allrounder Partisan-klassen, en utrolig tanky Hallowed Knight-klasse og en Pyric Cultist-klasse, som er dygtig til at udføre inferno-formularer fra afstand, for bare at nævne nogle få. Hver af disse klasser er udstyret med deres egen rustning og våben og et sæt startstatistikker, der passer til en række forskellige spillestile. Der er en alsidighed helt inde på rygraden af Lords of the Fallen, og det starter allerede her - så langt, så godt.

Lords of the Fallen
Dette er en annonce:
Lords of the FallenLords of the FallenLords of the Fallen

Lords of the Fallen adskiller sig fra andre Souls-lignende spil, da det indeholder to verdener oven på hinanden, som spillerne kan skifte mellem ved hjælp af en magisk lanterne. Når man rejser rundt i verdenen, vil man ofte støde på en vejspærring i de levendes land, Axiom, og så må man skifte til Umbral, som er de dødes rige. Ved at løfte din lanterne kan du kigge mellem rigerne, men af og til bliver du nødt til at skifte helt til Umbral, hvis der eksempelvis er en vej, som ikke er tilgængelig i Axiom.

At tilbringe for meget tid i Umbral har dog sine konsekvenser. Dette underjordiske rige er befolket med monstre, som man ellers ikke ser i Axiom, og de bliver endnu mere dødbringende, som tiden går, og dit niveau af Dread stiger. Mens du sidder fast i Umbral, giver det Lords of the Fallen lidt af en survival horror-stemning, da du altid skynder dig for at finde sparsomt placerede statuer for at kunne undslippe den stadigt stigende fare. Hvis du dør i Umbral, har det også store konsekvenser, da du for altid mister den Vigor (Souls-ækvivalent), som du bærer på.

Dette koncept med to verdener smitter også af på spillets kampsystem. I lighed med Sekiro: Shadows Die Twice kan du vende tilbage fra graven og få endnu et forsøg til at besejre dine fjender, hvis du bliver dræbt i Axiom. Når din lanterne er opladet, kan du også bruge et træk kaldet Soul Fray, som trækker fjendens sjæl ud af deres krop, så du kan uddele stor skade. Et andet smart element er, at nogle fjender vil få deres helbred beskyttet af en anden entitet i Umbral, så du bliver nødt til at skifte mellem verdenerne og forvise dem med din lanterne.

Dette er en annonce:

Udover at introducere nogle sjove nye koncepter, mestrer Lords of the Fallen også det grundlæggende i kampene. Spillet forsøger at køre med 60fps, hvilket giver en følelse af flydende, dynamisk kamp, og dine angreb har en reel følelse af vægt bag dem, hvilket er noget, der i høj grad forbedres af DualSense-controlleren (på PS5). Fra økser til sværd og spyd er der et stort udvalg af våben, som du kan udstyre dig selv med, og de kan bruges enten med én hånd eller to hænder, afhængigt af om du vil prioritere skade eller hastighed. Igen er det alsidigheden der er den kronede konge her.

Men ingen alsidighed kan undskylde for eller distrahere fra en ujævn sværhedsgrad. Og ja, jeg ved at det er hele konceptet bag en Souls-lignende titel, men problemet er ikke at spillet er svært, som sådan. Det snubler ved at skrue op for sværhedsgraden alt for tidligt, og jeg frygter, at det kan virke afskrækkende på spillere med begrænset tålmodighed. Hver Souls-lignende titel har en "skill check"-boss, der er designet til at teste spillere for at se, om de mestrer spillets mekanikker, men det her "check" kom så tidligt som den første hovedboss. Denne boss har fejende afstandsangreb, en anden fase og angreb, der er i stand til at sende spillere i graven med ét slag. For at overvinde denne trussel var jeg nødt til omhyggeligt at studere dens angrebsmønstre og eksperimentere med mit build.

"Det er jo det man skal", tænker du nok. Jeg forstår, men min anke er ujævnhed, og at mangelfulde balance. Lords of the Fallen formår ikke helt den tuning som FromSoftware er så glimrende til, og at få røven på komedie over 50 gange ved den første boss indenfor den første 1.5 time fremstod hverken synderligt indlevelsesrigt, eller strategisk klogt i min bog.

Lords of the Fallen
Lords of the FallenLords of the Fallen

En anden af Lords of Fallens mangler (i hvert fald i skrivende stund) er dets ydeevne. Ofte sænkes frameraten til et kvalmende tempo, og det gør det muligt for fjenderne at få et par frække slag ind, før spillet har en chance for at komme sig. Spillets mellemsekvenser og loading-skærme hakker også og mangler en følelse af fluiditet, hvilket er med til at trække dig ud af fordybelsen. Jeg spillede spillet før lanceringen, så jeg håber, at disse problemer kan blive løst, før spillet får en endelig udgivelse.

En sidste ting, jeg gerne vil påpege, er, at Lords of the Fallen har multiplayer-funktioner som eksempelvis muligheden for at spille med venner i uafbrudt online co-op. Da spillets servere var inaktive i pre-launch-versionen, var jeg ikke i stand til at teste disse funktioner, men jeg forestiller mig, at det at have en ven med på turen ville hjælpe med at afhjælpe nogle af udfordringerne. Manglen på co-op var også et kritikpunkt i det første Lords of Fallen, så det er dejligt, at udviklerne har lyttet til feedback og implementeret funktionen.

Lords of Fallen er et solidt Souls-lignende spil, som ikke bare er endnu en genrekopi. Kampene føles flydende og har masser af dybde på grund af de ni startklasser, og konceptet med to verdener hjælper bogstaveligt talt med at tilføje endnu en dimension til kampene og udforskningen. Lad os bare håbe, at spillets performance-problemer bliver løst inden udgivelsen, da de i øjeblikket giver et ekstra element af frustration i et spil, der er designet til at teste din tålmodighed.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Kampene er tilpas dybe og dynamiske, den dobbelte verden er et solidt koncept, god implementering af co-op.
-
Der er okay mange tekniske knaster, alt for skarp stigning i sværhedsgrad.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Lords of the FallenScore

Lords of the Fallen

ANMELDELSE. Skrevet af Kieran Harris

Hexworks præsenterer her deres reboot af Lords of the Fallen, der godt nok har samme navn, men som byder på langt mere end vi måske troede...



Indlæser mere indhold