Lost Horizon

Mine største spiloplevelser kommer fra adventurespillene, og jeg har længe anset mig selv som en fan af genren. Det var derfor en underlig følelse at vende tilbage til et helt traditionelt peg-og-klik-spil igen for første gang i mange år.

I Tyskland er genren ligeså levende som i 90'erne, og årligt produceres der et utal af klassiske adventure-spil - traditionelle eventyrspil som ikke er gået igennem nogen større udvikling, og praktisk talt ligner spil der stadig retter sig efter de tekniske restriktioner computerne havde for 15 år siden. Tyskerne holder med stolthed live i de traditionelle adventurespil i en slags vakuum-lignende tilstand hvor de fleste nye impulser holdes udenfor.

Lost Horizon er en slags blanding af Indiana Jones og... hmm Indiana Jones. Vi er i Hong Kong i 1930-tallet, hvor den kæphøje smugler Fenton Paddock, får at vide at hans bedste ven og tidligere soldaterkammerat fra det engelske militær, er forsvundet på en ekspedition et eller andet sted i det relativt uudforskede Tibet.

Nazisterne er også interesserede i det den forsvundne ekspedition var på jagt efter, og Paddock finder sig hurtigt involveret i et verdensomspændende kapløb mod verdenshistoriens værste fjende, ledet af en iskold videnskabskvinde.

Strukturen i spillet er ikke overraskende totalt linært, og fans af genrens ældre spil vil hurtigt finde sig til rette i spillets rammer. Der er dog blevet plads til et par opdateringer af formularen, som knappen der markerer alle relevante objekter på skærmen og ikonerne som dukker op rundt om musemarkøren. Disse betyder at man ikke længere behøver systematisk at gå skærmen igennem med museklik, for at finde et tip til hvordan man kommer videre. Sværhedsgraden på den lille bid af spillet som jeg fik testet var ikke høj, hvilket dog sikkert vil passe de mindre erfarende spillere.

Grafikken er vekslende i kvalitet. 3D-figurerne glider til det tider mageløse sammen med omgivelserne, men er alligevel af så simpel kvalitet, at jeg til tider følte det som om jeg spillede et fem år gammelt spil. De håndtegnede 2D-baggrunde er nydelige, og tilfører virkelig spillet en god atmosfære. Det skal også nævnes at jeg hurtigt glemte den noget primitive 3D-grafik, og i stedet hurtigt blev opslugt 100% af gåderne og eventyret.

Historien er overraskende velskrevet, og selvom det virker som om noget af dialogen har mistet en smule liv i oversættelsen til engelsk (jeg regner med at spillet oprindeligt blev skrevet på tysk), er den for det meste letforståelig, uprætentiøs og underholdende. Det er derfor også synd at stemmeskuespillet ikke lever op til samme niveau. Kineserne lyder slet ikke som kinesere, og nazisterne har en vældig nedtonet accent i modsætning til hvad vi normalt er vant til i spil og film. Jeg forventer udsagn som "ze vorld vil trrremble viz fear", men fik i stedet ikke serveret meget andet end et par tilfældige slåfejl i taleform.

Jeg har som tidligere udtrykt, kun fået en prøvesmag på begyndelsen af spillet og selv med en åbenlyse fejl, på jeg alligevel indrømme at jeg stadig glæder mig en smule til spillet er klart næste år. Om det er af nostalgiske grunde, eller måske fordi jeg savner en Indiana Jones-lignende oplevelse nu da Uncharted 2 er gennemført, aner jeg ikke. Men jeg kan sagtens se mig selv bruge flere timer på Lost Horizon når det dukker op, og det er selvom spillet allerede har åbenlyse fejl som jeg ikke regner med bliver fikset inden spillets udgivelse - man er vel fan af genren.