Lost Odyssey

Det kommer næppe bag på nogen, at det at være en seriøs konkurrent på det benhårde konsolmarked, er dyrt. Hundedyrt for at sige det mildt. Det er også derfor det er alfa og omega for enhver udgiver, at have et så bredt appel som overhovedet muligt, hvis bundlinien på regnskabsopgørelsen skal skrives med grønne tal. Jo flere spillere, jo flere velbetalende kunder - det siger sig selv. Derfor er det også et must for enhver konsoludgiver at sikre sig et publikum i alle de tre vigtige regioner: Japan, Staterne og Europa.

Publikummet i Europa og USA har altid oplagt forholdsvis tæt på hinanden hvad angår smag, mens japanerne har en mere aparte smag og kultur, noget der virkelig har givet Microsoft grå hår i hovedbunden over årene. For mens Nintendo, Sony og også Sega i sin tid, har haft et stramt greb om Østen fra dag ét, har Microsoft som den eneste ærkeamerikanske konsoludgiver kæmpet med regionen lige siden den første Xbox udkom. Også efter lanceringen af Xbox 360 hvor det eneste spil, der bare nogenlunde fangede japanernes interesse var Dead or Alive 4, havde Microsoft ikke den indflydelse de ønskede og mere end alt andet har det nok været det, der har ført til købet og sikringen af Hironobu Sakaguchi, manden bag Final Fantasy, og hans netop opstartede udviklerhold, Mistwalker. På trods af at Blue Dragon, holdets første eksklusive Xbox 360-spil, manglede både nytænkning og dybde og mange var skuffede over den lidt for nuttede og børnevenlige stemning, gik den blå drage rent ind hos mig. Denne gang er tonen og retningen dog en helt anden, men desværre er der andre elementer, der halter gevaldigt efter.

I Lost Odyssey indtager du hovedrollen som krigeren Kaim. Han er udødelig, men det uendelige liv er blevet opnået ved en høj pris, nemlig hukommelsestab. På trods af at Kaim har vandret verden tynd i knap tusind år, er hans hukommelse hullet som en si, og minderne kommer kun med mellemrum op til overfladen. Lost Odysseys åbningsscene er en gigantisk slagmark, hvor to rivaliserende hære, den ene med Kaim som hærfører, har travlt med at nedslagte hinanden, da himlen åbner sig og en mystisk kraft slår begge hære ihjel på stedet. Kaim overlever som den eneste og derefter kan han ikke længere holde sin hemmelighed om sin udødelighed skjult og hans politiske overordnede hjemme i hovedstaden, finder hurtigt en mission kun han egner sig til.

Historien og tonen er klart mere moden end tidligere, højst sandsynligt for bedre at kunne give fans og Microsoft den Final Fantasy-klon mange havde håbet allerede ville ankomme i form af Blue Dragon. Desværre falder den seriøse tone hurtigt i jorden, i hvert fald i europæiske ører, da stemmeskuespillet gør det meget svært at leve sig ind i bare den mindste scene eller følelse. De engelske stemmer er ringe og karaktererne er rene stereotyper. Et af dine sidekicks, Jansen, er gennemarbejdet irriterende med den der japanske humor, der alligevel ikke er nogen der fatter, og spillets skurk er så åbenlyst ensidet ond fra første øjekast, at han ligeså godt kunne have haft et rødt lyssværd og åndedrætsproblemer eller et træben og en klap for øjet.

Til at løfte stemningen og til at akkompagnere de til tider flotte billeder, har Lost Odyssey heldigvis haft et musikalsk geni til hjælp. Nobuo Uematsu er atter manden bag et både smukt og varieret soundtrack, der både imponerer og fortryller. Nogle vil måske mene at Uematsu endnu ikke har leveret kompositioner værdige nok til at blive sammenlignet med hans arbejde på Final Fantasy, men hvis man ikke kun målrettet lytter efter hvor catchy de enkelte melodier er, men i stedet lytter til musiksiden som helhed, er der ikke en finger at sætte på den.

Desværre så skuffer den billedside, som musikken følges af. Mens strenge og strygere blidt smelter sammen så flydende som varm honning, der løber nedad en nøgen kvindekrop, må jeg tilstå at grafikken ikke glider ligeså uhindret af sted. Langt fra endda.

Mistwalker har brugt Epics berygtede Unreal Engine 3, men Lost Odyssey er et klokkeklart eksempel på at det ikke handler om størrelsen på hammeren - det handler om den måde den rammer sømmet på. Udviklerholdet har ikke formået at tæmme motoren ordentligt og det er svært at sluge de mange loadetider og baggrundene, der er holdt meget stillestående og lidt tamme, for at undgå nedsættelser i hastigheden. Desuden opstår der også enkelte øjeblikke, hvor et bjerg eller lignende dukker op ud af den blå luft i baggrunden og enhver der har den mindste kendskab til kraftfulde grafikmotor, ved hvor atypisk det er for den. Der er flotte øjeblikke, især i de mange cutscenes, men manglen på liv og dynamik, tager hurtigt pusten ud af den verden, der ligger for Kaims og dine fødder.

Det er dog tydeligt at mærke at det er erfarne kræfter, der står bag oplevelsen. Det er gennemprøvet og stort set renset for dårlige designvalg. Kampsystemet, der er turbaseret med et snært af quicktime-event over sig, er velfungerende og gameplaymæssigt er der heller ikke mange sure opstød, om end et enkelt: Kaims fortid kommer langsomt op til overfladen igennem spillet i form af minder, men i stedet for flotte filmsekvenser, bliver de fortalt gennem tekst. En næsten endeløs række tekst, der snegler sig over skærmen, blot tilsat nogle lydeffekter og det er simpelthen for kedeligt.

Resten af Lost Odyssey er så ærkejapansk som det næsten kan være. Det er op til den enkelte om det er positivt eller negativt, men jeg er i hvert fald ikke i tvivl: Japanske rollespil trænger til en saltvandsindsprøjtning. Jeg efterlyste det samme, da jeg spillede Blue Dragon og her er en åbenlys lejlighed til at sige det igen. Det er alt for traditionelt og ensporet, både i handling og i gameplay. Mistwalker har både finansieringen og erfaringen til at tage genren i nye retninger - nu mangler de bare det vigtigste, nemlig modet til det.

Lost Odyssey er det tredje ærkejapanske rollespil jeg har spillet mig igennem på bare et halvt år og med den lykkelige oplevelse fra Biowares Mass Effect stadig frisk i hukommelsen, er det tydeligt hvor stor en forskel nationaliteten på udviklerholdet gør. Der er rutinerede kræfter hos både Bioware og Mistwalker, men hvor førstnævnte har både modet og tålmodigheden til at udvikle genren, anser jeg faktisk Lost Odyssey for at være et tilbageskridt for Hironobu Sakaguchi og hans hold. Jeg ved ikke hvad Microsoft håbede på, da de overtalte ham til at udvikle på Xbox 360, men jeg tvivler på at de forventede en skuffelse som Lost Odyssey.