Lost Planet 3

Det var omtrent lige da Lost Planet: Extreme Condition var udkommet, at daværende producer Keiji Inafune overraskende slog fast, at hans spil var Gear of War underlegent. Begge var actionspil i tredje person i en ny generation, og ville bane vejen for fremtiden. Og vi kan vel slå fast, at Gears of War virkelig forandrede hele generationen, mens Lost Planets indflydelse blev betydeligt mindre. Men underholdende var det, et friskt pust, og det havde mange oprigtigt gode ideer, som jeg gerne havde set at man fortsatte med at udforske.

Men da Lost Planet 2 udkom, var det co-op der gjaldt, og på mange måder en helt anden type spil. Nu er Lost Planet 3 her, og Capcom er gået endnu længere væk fra det oprindelige koncept og hyret den vestlige udvikler Spark Unlimited. Og dem, der ville have et Lost Planet med styring, der på alle væsentlige måder føles som Gears of War, har fået det nu.

Jeg var på forhånd skeptisk over for Lost Planet 3, eftersom jeg kunne lide den alsidige styring i Lost Planet: Extreme Condition. Det føltes lidt som en bortkommen bror til Bionic Commando, men på en god måde. At slippe det, der giver en spilserie identitet, er et vovet træk, men faktum er at jeg under spillets første minutter får smag for Lost Planet 3. Den gamle Jim Peyton ligger fastklemt under en stenbunke, som hans yngre kvindelige slægtning ikke formår at flytte. En prekær situation, da der er en fjende på vej.

Jim beslutter sig for at hans sidste stund er kommet, og begynder at fortælle sin historie om hvordan alt på E.D.N. III begyndte for hans vedkommende. Lost Planet 3 fortælles fra den fastklemte Jims perspektiv, og fungerer altså som en forløber for de to tidligere spil. Og selvom Jim Peyton på flere måder er en stereotype af rang, så er han en af de mest interessante hovedpersoner længe. Man kommer ind under huden på ham, forstår hans motiver, ser hvordan han bliver rodet ind i tvivlsomme affærer og deler følelsesmættede øjeblikke med sin familie.

Desværre holder resten af spillet slet ikke samme klasse, og jeg tager flere gange mig selv i at have decideret ondt af Jim, fordi han er endt i denne pine, og jeg ved dårligt hvor jeg skal starte med at beskrive alle de ting, der er gået galt. Det mest alvorlige er nok de fattige animationer og de klodsede kampe. Hele spillet fungerer på den måde, at man kommer til en plads hvor der spawner fjender. Det bliver de ved med, indtil man har skudt tilpas mange af dem.

Fjenderne har ingen form for dynamik, gør intet overraskende, og giver mig mest af alt følelsen af at styre et sigtekorn og klikke på de fjender, man vil skyde. Desuden er variationen i modstanderne alt for lille. Læg dertil et fantasiløst banedesign, der ofte består af en anstændigt åben plads, hvor man drejer rundt og skyder fjender, til der ikke kommer flere, inden man går videre. Ofte til et sted, hvor der skal loades, og som derfor slet ikke føles sammenkoblet med det sted, man kom fra.

Overordnet har jeg svært ved at orientere mig i spilverdenen, netop på grund af alle loading-skærmene. Man kastes frem og tilbage, føles det som om, og jeg har ingen fornemmelse for hvordan Spark Unlimited mener verdenen hænger sammen. Og i takt med at historien udvikler sig (eller nærmere indvikler sig), besøger man også mørkere rumbaser - tænk Ishimura i Dead Space - med endnu tristere interiør og en hel del backtracking. Ikke noget der som regel bliver set med blide øjne på i spilkredse.

Et af de store trækplastre ved Lost Planet-serien har altid været de mechs, man kan sætte sig i. Tidligere har de været ganske elegante og let-styrede sager, som de ofte er i japanske spil. Men under vestligt flag er disse robotter blevet enormt store og langsomme. Mens jeg kan sætte pris på hvor tonstunge, Spark Unlimited har fået dem til at føles, når man sidder der i et isoleret cockpit med dårligt udsyn og lytter til country, så har de også mistet noget tempo.

Og eftersom man ikke kan bevæbne dem, uanset hvor mange våben man ellers slæber rundt på, så bliver kampene ganske ensformige. Oftest bliver mechsene kun brugt til kortere transportstræk, der sagtens kunne være klaret til fods, og til trods for de kedelige omgivelser hopper man glad ud af sin mech for at skyde skurke. Det føles trist at man ikke har gjort mere ud af denne del, især fordi E.D.N. III trods alt er så unik en verden i spilsammenhæng. En dybfrossen planet fyldt med insekter, der ville kunne skræmme beboerne i Jurassic Park.

Det spiller ikke rigtig nogen rolle, hvor meget Jim løber ærinder, hacker dørkontakter, laver forposter, fixer stativmonterede kanoner og laver andre vagtmesteragtige sci-fi-ting, han bliver hele tiden modarbejdet mere af spillet end af fjenden Acrid. Jim Peyton er gennemsympatisk, meget af dialogen er desuden ganske god, og stemmeskuespilleren gør et godt arbejde. Men når spillet knapt nok er middelmådigt og helt uden mulighed for at improvisere i kampene, og Spark Unlimited ikke udnytter de muligheder, en isplanet giver dem - så rækker det ikke.

Det spiller ingen rolle, at man pligtskyldigt har slynget lidt banal multiplayer, hvor man af en eller anden grund godt kan bevæbne sine mechs. Grundmekanikkerne er ikke på plads, Lost Planet 3 gør ikke noget bedre end det, man allerede finder i andre spil. Det bliver aldrig dårligt, men det kommer heller aldrig i nærheden af at være spændende eller engagerende, og i sidste ende er spillet absolut middelmådigt. Nu krydser jeg fingre og håber at Capcom kommer på bedre tanker til fireren og giver Lost Planet den behandling, det fortjener. For konceptet fejler intet, tværtimod.