Lost Records: Bloom and Rage Preview: Life is Strange genfødes

Der er en grund til, at mange holder af serien Life is Strange og bevarer den i en særlig del af deres hjerte og sind. Det skyldes, at i en branche, der for 10 år siden (ligesom de fleste andre brancher) blev opfattet som værende rettet mod en meget specifik demografi - med letpåklædte kvindelige figurer, maskuline mænd og meget lidt, der gik ud over det status quo, som samfundet gradvist er blevet mere og mere accepterende over for i de efterfølgende år - fungerede Life is Strange som et vendepunkt og en dristig påmindelse om, at mennesker er komplekse og unikke, og ikke kan pakkes ind i stereotyper. Udover kampspil og japansk udviklede titler føles karakterer i videospil i dag mere og mere som rigtige mennesker, som du kunne møde på gaden. Selvom det ikke alene kan tilskrives Life is Strange, kan man ikke benægte, at serien har haft en betydelig indflydelse.

Jeg nævner dette, fordi jeg har haft mulighed for at teste omkring en time af Don't Nods kommende projekt, Lost Records: Bloom and Rage. Det er et fortællingstungt eventyr, der drejer sig om fire kvinder, som mindes en særlig mindeværdig sommer tilbage i 1995 og den hændelse, der formede deres liv for altid. Det er i virkeligheden et karakterstudie, der præsenterer fire utroligt detaljerede og skræmmende autentiske individer, der udgør fundamentet for en bredere historie om selvudforskning, om at overvinde teenagelivets udfordringer og om at skabe nye venskaber. I den forstand minder det meget om Life is Strange.

Historien er lineær og følger en bestemt sti, som du kan forme ved at udforske, opdage nye dialogmuligheder og hemmeligheder, og derefter bruge dem i samtaler og vigtige øjeblikke for at styre hovedfortællingen i en anden retning. Dette er ikke unikt, da vi ser lignende tiltag fra horror-entusiasterne hos Supermassive, men det betyder, at du kan sætte dit præg på en historie, der ellers ville have begrænset spillerinteraktion. Som i Supermassives spil, Don't Nods andre værker, Telltale-projekter osv., skal du være opmærksom, mens du spiller, da mange dialogmuligheder er tidsbegrænsede, hvilket sikrer, at du forbliver fokuseret, selv i de langsommere perioder.

I modsætning til andre fortællingstunge eventyrspil minder Lost Records mere om Life is Strange i tempo. Det betyder, at du får en historie, der ikke haster nogen steder hen, som lægger vægt på de mindre og mere ubetydelige interaktioner og forsøger at tegne et komplet billede af sine karakterer og den verden, de lever i. Don't Nod har igen leveret et skræmmende autentisk karakterstudie, hvor hver af de unge piger (husk, at historien veksler mellem nutiden og 1995, da pigerne var teenagere) er troværdige modeller, der føles ægte og ikke fabrikerede. De er fejlbehæftede, ængstelige, findes i forskellige størrelser og proportioner og er gode eksempler på rummelighed - som man ville forvente af et Don't Nod-cast.

Lost Records opfordrer spillerne til at fordybe sig i de små øjeblikke mellem de store begivenheder. Du udforsker hovedpersonen Swanns soveværelse og lærer mere om hendes personlighed og fortid ved at samle genstande op og mindes, før du går videre til Noras garage og gør noget lignende der, før du forbereder dig på at lytte til Nora og Autumns band i aktion, noget du kan påvirke ved at rode med en trommesamplingsmaskine. Derefter tager du ud i vildmarken for at filme en musikvideo og få de medvirkende til at interagere med hinanden, hvilket afslører personlighedstræk som Kats indadvendthed og Autumns vanskelige forhold til sin far. Det er de små dele, der binder helheden sammen, og som får dette spil til at skille sig ud, men det er ikke for alle.

Det skyldes, at Lost Records er et spil med et meget langsomt tempo. Det er faktisk så langsomt, at du til tider vil kæmpe for at bevare fokus og engagement - noget, der uden tvivl ville være et større problem, hvis ikke det var for videooptagelsesmekanikken og den slående art direction og scenografi.

For at holde tingene friske kan Swann frit optage, hvad hun vil, mens hun udforsker hvert kapitel af historien. Nogle optagelser er obligatoriske for den overordnede fortælling, men der er også mange muligheder for at indfange ekstra elementer i verden, som kan hjælpe med at fuldføre opgaverne. Det kan være at dokumentere forskellige fuglearter i lokalområdet, filme det usædvanlige vandtårn fra forskellige vinkler, eller optage Swanns kat, når den gør noget særligt. Du skal ikke kun gøre det for at samle objekter, men også fordi dine hjemmeoptagelser i slutningen af hvert større kapitel bliver brugt i en opsamlingsvideo (som den musikvideo, jeg nævnte tidligere) som en slags opsummering og nostalgisk blik på, hvad der netop er sket. Det bedste ved dette er, at mens selve spillet er smukt med levende og farverige udendørs miljøer og detaljerede interiører, præsenteres de optagede optagelser som et 90'er-kamera ville gøre det - med et stramt billedformat, kornet kvalitet og dårlig kontrast, der får det til at føles endnu mere autentisk.

Ja, der er nogle underlige karakterbevægelser og animationer, og ja, spillet kan måske bedst beskrives som en larmende indie-titel, men det er også meget overbevisende og endnu et godt eksempel på, hvorfor få udviklere kan matche Don't Nods ekspertise, når det handler om at skabe troværdige og følsomme karakterer. Hvis du kan lide Life is Strange (hvor True Colors måske er det nærmeste eksempel på, hvordan Lost Records spiller), så vil du også føle dig hjemme i Lost Records: Bloom & Rage.