Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Lord of the Rings: The Two Towers

LOTR: The Two Towers

For mange var det lidt af en overraskelse, som New Line Productions valgte til instruktør på Tolkiens storslåede trilogi om ringen.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

The Lord of the Rings: The Two Towers er på gaden d. 11. marts 2003

HQ

For mange var det lidt af en overraskelse, som New Line Productions valgte til instruktør på Tolkiens storslåede trilogi om ringen. Det blev den flamboyante visionære Peter Jackson, som mildest talt havde en broget skare af film bag sig. Jackson er netop kendetegnet ved fuldstændigt at gå egne veje, uden tanke for kommercielle interesser. Arbejdet har indtil videre bragt os to episk storslåede eventyr, som få ville være foruden. I tilfældet, med oversættelsen til den interaktive virtuelle verden, er der satset på et mere sikkert kort. Her er pengemaskinen Electronic Arts kørt i stilling, hvilket borger for en storslået opsætning. Det er jo ingen hemmelighed, at PlayStation 2 ejere længe har kunne boltre sig i filmens univers. Nu får også Xbox ejere endelig et alternativ til VivendiUniversals noget tamme udgivelse. I skikkelse af enten Legolas, Gimli eller Aragorn slippes du løs mod horder af Saurons mørke hær.

The Two Towers strækker sig over 13 forskellige baner, der er taget mere eller mindre direkte ud fra de to første film. De første fire baner er fra den første film, mens de næste seks baner er fra den stadig biografaktuelle blockbuster. De resterende tre baner er særlige missioner, som hver har én af de tre helte i hovedrollen. Disse kan åbnes ved at spille særligt godt med en given figur. Licensen til filmene er i dette tilfælde implementeret fint ind i spillet. Dette ses allerede fra første mission, hvor du præsenteres for den storslåede scene foran Mount Doom. Bedst som man sidder, og følger handlingen, så flyder filmens scener over i in-game grafik. En trinløs og glidende bevægelse. Pludselig er man selv i fuld kamp på sletten. Luften er tyk af kampstøj og hvislende pile. Angrebene bølger frem og tilbage i bugtende bevægelser. Man styrer her Isildur i hans paniske kamp mod mørket.

Styringen er intuitiv, og man har hurtigt fuldstændig styr på begivenhederne. Ved simple tryk kan du gøre udfald af mere eller mindre kraft mod omkringstående fjender. Du har dertil muligheden for at parere, skubbe folk bort eller lave et "finishing-move" mod liggende fjender. Det hele minder i stil om titler, som Golden Axe og det mere nutidige Dynasty Warriors. Bedst som man har fået tillært sig kontrollen - og man lystigt flænser orker til højre og venstre - blander Sauron sig i kampen. Her flyder vi tilbage i filmens univers, og vi ser Isildur hugge fingeren - og derved magtens ring - af Sauron.

Herefter fortsætter vores færd gennem filmene. Alle de mest actionmættede scener er valgt ud, og som oftest giver de en god hektisk baggrund for begivenhederne. Du kommer blandt andet til at genopleve kampene i Moria’s miner, Rohan’s stepper og indenfor Helm’s Deep. Især Moria og Helm’s Deep er mindeværdige, og de optager da også samlet halvdelen af missionerne. På nær de to første missioner, med Isildur og Strider, så har du hver gang muligheden for at vælge mellem Aragorn, Gimli og Legolas. Alle deres signatur bevægelser fra filmene er fanget via motion capture og overført flot til spillet. Dertil så gives du erfarenhedspoint ved at gennemføre banerne. Disse kan så benyttes til at købe nye combos til din valgte figur. Dette giver dem alle et yderligere særpræg, og øger incitamentet til at gennemføre med alle de tre figurer.

Dette er en annonce:

Erfarenhedspoint indtjenes ved at uskadeliggøre modstanderne på særlig opsigtsvækkende vis. Hver gang en fjende falder for dit slag, så belønnes du med én af fire udtalelser. Alt efter om dit udfald var Fair, Good, Excellent eller Perfect, vil der tikke point ind på kontoen. Udover at inddrage orker, trolde, Nazgul og Uruk-Hai i nærkamp, så har de tre helte også muligheden for at pille modstanderne ned fra afstand. Henholdsvis bue eller kasteøkser hentes frem ved en simpel trigger-knap kombination, og er decideret nødvendige mod nogle modstandere.

The Two Towers er uhyre lineært. Du bevæger dig konstant fremad, mens du fjerner alt der bevæger sig på skærmen. Tempoet er hektisk, og efterlader ingen tid til at trække vejret. En god ting er, at du aldrig er alene. Konstant har du venner ved din side, der er til mere eller mindre gavn. Det giver en meget god fornemmelse af, at være en del af et større eventyr. Især scenerne i Helm’s Deep er imponerende. Et minus er, at du skal starte forfra på banerne hver gang du dør. Det er underligt, at der ikke er lagt save-points ind undervejs. På den anden side, så ville dette betyde, at man havde trampet igennem alle begivenhederne hurtigere, end det allerede er tilfældet. Selv på sværeste niveau tager det ikke meget mere end otte timer. Det er dog en lidt underlig måde at tilføje spillet levetid på, og det er mere frustrerende end givende. Belønningen efter en fuldført mission er dog til at få øje på. Nye scener fra filmene åbner sig for dig, samtidig med at du også løbende åbner op for små ekstra features. Du kommer blandt andet til at få adgang til en fjerde spilbar figur.

Der efterhånden gået nogle måneder siden PlayStation 2 versionen ramte gaden, og man burde kunne forvente, at der var føjet mere til denne version. Dette er dog ikke tilfældet, det virker mest af alt som en direkte konvertering - hvilket er betænkeligt. Dertil så er den grafiske gengivelse til tider tvivlsom. Flere af figurerne er nærmest uigenkendelige - her er især Gimli slem. Flere polygoner og også gerne noget bump-mapping ville have været rart. Der skal dog gå ros til de mange figurer, som motoren kan håndtere samtidigt. Lydsiden byder på det fremragende soundtrack fra filmene, og en række effekter der generelt er i orden. Dog er der til tider noget knas med lyden, hvor kvaliteten svinger drastisk. Disse beklagelser til trods er det stadig en underholdende titel, der dog er overstået lidt for hurtigt.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Lækker implementering af filmene. Let at gå til. Enkelt kontrolsystem. Fængende. Flere mindeværdige sekvenser.
-
Meget hurtigt gennemført. Direkte konvertering fra PlayStation 2. For simpelt. Det går for hurtigt med at åbne de ekstra features.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

LOTR: The Two TowersScore

LOTR: The Two Towers

ANMELDELSE. Skrevet af Alan Vittarp Rasmussen

For mange var det lidt af en overraskelse, som New Line Productions valgte til instruktør på Tolkiens storslåede trilogi om ringen.

LOTR: The Two TowersScore

LOTR: The Two Towers

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Tanggaard

På årets E3 messe, var Electronic Arts spilstand og i særdeleshed The Lord of the Rings: The Two Towers værd at kigge nærmere på.



Indlæser mere indhold