Skip to main content
Previews

LOTR: The War of the Ring

Med War of the Rings ser det ud til at Vivendi endelig har taget licensen alvorlig, og at udvikleren ikke har sparet på kreativiteten og knofedtet.
Steen Marquard 20 juni 2003

Endnu et, er der nok mange der tænker når de ser et spil med Lord of the Rings i titlen, og vi er da også blevet overfuset med en lang stribe af Tolkien-inspirerede titler. Desværre har langt de fleste manglet Gandalfs magiske strejf, og gameplaymæssigt er der blevet trådt rundt i middelmådighedens kolde vand. Vivendi har som bekendt erhvervet sig licensen på bøgerne og dvs., at karaktererne ikke ligner dem vi kender fra filmene (disse har Electronic Arts rettighederne til).

Deres forsøg med licensen har dog ikke været videre sindsoprivende indtil nu, men det ser ud til at der er lys for enden af tunnelen. Vi har længe undret os her på redaktionen over, hvorfor ingen LOTR-spiludviklere har kastet sig over strategi-genren, og det var med stor glæde at vi så annonceringen af War of the Ring. Spillet bringer Frodo, Gandalf, Aragorn & Co. ind i realtime-strategiens univers. Liquid Entertainment har påtaget sig den store opgave, og Gamez fik muligheden for at se og prøve spillet til Vivendis Pre-E3 event i Los Angeles.

I spillet fungerer de prominente karakterer fra bøgerne som heltefigurer, og ikke ulig Warcraft 3 har disse særlige egenskaber. Elveren Legolas har specielle evner med bue og pil, mens Frodo kan skjule sig fra fjenden i underskoven. Liquid har gjort meget ud af at implementere karaktererne i spillets handling, og trods det at genren er RTS, så har titlen et kraftigt rollespils-islæt. Dette ser dog ud til at klæde titlen, og giver historien et interessant krydderi. Vi fik mulighed for at spille en bane, hvor Legolas of Frodo skal opspore Gollum i en af Middle-Earths edderkoppe-inficerede skove. Grafikken er imponerende og er på fuld højde, hvis ikke bedre, end det vi ser i Warcraft 3.

Karaktererne er ligeledes meget levende, og man er ikke i tvivl om hvem de enkelte skal forestille. Spilleren vil kunne kaste sig i kamp med elver, orker, mennesker og ikke mindst de store og frygtindgydende trolde. Sidstnævnte fandt vi hurtigt ud af, at de ikke lige er til at slå af pinden - de smadrer lystigt ens enheder i alle retninger. Du vil kunne give dig i kast med to kampagner, hver indeholdende ca. 15 missioner. Den ene kampagne vil fokusere på de gode styrker og den anden på de onde, så der skulle være noget for enhver smag.

Titlen er fastsat til udgivelse i første kvartal af 2004, og fans af bøgerne/filmene kan allerede begynde at glæde sig. Med War of the Rings ser det ud til at Vivendi endelig har taget licensen alvorlig, og at udvikleren ikke har sparet på kreativiteten og knofedtet. Her på GameReactor ser vi frem til at klikke rundt med det højtelskede Fellowship.

Fuld profil 2.508 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.