Luigi's Mansion 3

Luigi's Mansion 3 adskiller sig fra de forrige spil ved for første gang ikke at foregå i et palæ (som titlen insinuerer) men i stedet et hotel, hvilket bringer en del nye muligheder med sig. Hele spillet er nemlig noget større end de forrige to. Mens man i 3DS-spillet Dark Moon fra 2013 var begrænset til fem palæer, som alle skulle støvsuges fri fra genfærd, har man i dette spil omtrent 20 etager at arbejde med. Lig 3DS-spillet, hvor palæerne var indrettet efter forskellige temaer, er dette koncept videreudviklet i dette spil, men i stedet for at have fem forskellige temaer, har dette spil over femten. Selvom de ikke alle er lige veludførte (tydeligvis er der lagt mere arbejde i nogle bosskampe og generelt design) er langt de fleste utroligt charmerende, og en stor del af glæden ved at spille spillet er at glæde sig til den næste etage.

Som nævnt omhandler spillet igen Luigi, som skal i gang med at give et hotel en god omgang forårsrengøring. Og modsat Ghostbusters-temasangen, er vores helt utroligt bange for spøgelser. Det kan umiddelbart lyde mærkværdigt, men dette personlighedstræk viser sig at være en stor del af drivkraften bag spillet. Havde man i stedet spillet som Mario, ville spillet ikke have været nært så charmerende. Det er Luigis rysten, skælve og dirrende stemme, der sælger stemningen. Det er derfor ikke et problem, at Nintendo for længe siden besluttede sig for, at Mario selv skulle være en blank tavle, hvis primære karaktertræk bestod i at hoppe og et ønske om at redde prinsesser. Dette medførte blot, at resten af karaktertrækkene røg i broderen, som til gengæld virker super likeable og personlighedsrig. Derfor er det lidt synd, at den grønne bror længe er blevet nedprioriteret i forhold til selvstående spil. Men ikke i år. Luigi's Mansion 3 er nemlig et super fint spil, man kan spille uden at controlleren skal holdes i et jerngreb.

Gameplayet ligner meget de forrige titler udover, at kampene har fået en ny komponent: man kan nu svinge om sig med fangede spøgelser, for at smække dem ind i hinanden. Dette gør umiddelbart kampene lidt mere spændende, end blot at holde sug-knappen nede indtil alt gennemsigtigt er forsvundet. Efter man har spillet i noget tid, er det dog tydeligt, at man savner måden man fangede spøgelser i de tidligere spil. Dengang skulle man godt nok kun suge, men det krævede flere evner, at trække dem ind, som om man havde en utæmmelig og stor fisk på krogen. Nu skal man bare fylde sit smække-meter op, og derefter trykke A et par gange. Det er lidt synd, at de har gjort dette så meget nemmere.

Til gengæld, har de gjort det mere brugbart at skifte imellem Luigi og den grønne slimklon Gooigi, hvilket er nødvendigt for at løse visse puslespil. Spillet tilbyder generelt en fin balance mellem kamp, puslespil og udforskning og endda en multiplayer-del, hvor man kan være op til otte personer. Desværre er spillet særdeles lineært, og hver gang man tror man kan vælge en etage før tid, viser det sig, at man alligevel bliver sendt tilbage hertil senere. Derfor anbefales det at efterlade sin "try-hard"-kasket derhjemme og bare følge de børnevenlige instruktioner, hvilket også gør alle bosskampe utroligt let overkommelige.

Spillet overlever i stor grad på at henvende sig til dem, som betegner sig selv som "completionists". Der er utroligt mange samlerobjekter, som skjuler sig rundt omkring på hver etage. Nogle er nemme at finde, mens langt de fleste kræver længere tid og er først ved genbesøg, at man finder dem. Det er her de fleste timer i spillet kan lægges. Hvis man springer alt dette over, og bare tonser afsted mod næste kamp samt efterfølgende boss, er spillet ikke voldsomt langt, men dette er i sig selv nemmere sagt end gjort. Ikke fordi spillet som sådan forsøger at begrænse denne tilgang, men nærmere fordi det virkelig er vanskeligt at stoppe sin impuls for at støvsuge.

Selvom det i starten kan virke som komplet meningsløst arbejde, at gå rundt at støvsuge alt, som kan støvsuges, medfører de mange skjulte skatte gemt rundt omkring, at det hurtigt bliver spændende at lede efter den næste. Det er en utroligt afslappende men rar opgave at gå og lede i hver afkrog efter noget man ikke har set før. Spillet vinder nemlig stort på, at de fleste af os er blevet dopamin jægere. Men i stedet for likes, eller hvad man nu går op i til daglig, er det guldmønter og juveler man jagter. Så den trivielle aktivitet, at holde ZR nede, for at støvsuge, bliver hurtigt noget man vælger at gøre af egen fri vilje. Og det er dybt frustrerende, når man ser en skattekiste som man ikke kan regne ud, hvordan man kommer ind til. Selvom det højst sandsynligt kan forklares som en evne man endnu mangler, før kisten er mulig at nå. Det skal dog siges, at det ikke altid er i spillet, hvor evnen savnes, men nogle gange i hovedet, som skal lægges i blød. Forhåbentligt går det efter et par etager pludselig op for en, hvordan man kunne nå ind til de forrige skatte, hvorefter man må tilbage og hente dem. Spillet er derfor så langt som man ønsker det, og det er svært ikke at lade hovedmissionen vente, mens man går rundt og gør rent i et par timer.

Luigi's Mansion 3 er Nintendos udviklingsstudier når de er mest direkte. Spillet er af uhyre høj kvalitet, og er både pænt at se på, og fyldt til renden med charme. Dog er det samtidig tydeligt, at de ikke har haft noget ønske overhovedet om at opfinde den dybe tallerken, og derfor fremstår denne, måske ligesom Yoshi's Crafted World, som en kende sikkert, og måske sågar lidt kedeligt for nogle. Det lader til at være en uhyre bevidst designbeslutning at gøre spillet både lettere, og ikke at implementere skelsættende nye features.

I stedet er Luigi's Mansion 3 en efterfølger efter bogen, og det er jeg som sådan ret tilfreds med, for al charmen fra Luigi som hovedperson, alt det kække design er her stadig væk. Men man kunne måske ønske at Nintendo havde taget lidt flere chancer.