At kalde Mario universet for Nintendos flagskib, ville være en mindre underdrivelse. Mario og Co. er Nintendo, så simpelt kan det siges. Den lille røde rørlægger og hans venner har været med lige fra starten, og bredt sig på samtlige platforme Nintendo nogensinde har haft. Dette skyldes ikke kun, at de små figurer har personlighed, det er der så meget der har, men mestendels skyldes det at Mario spillene, altid har haft den kvalitet der skal til for at skabe en klassiker. Lige fra Mario Bros, over Mario Kart og til Mario 64, har spillene været af en helt særegen karakter, og skabt tusindvis af sjove spilletimer - samt selvfølgelig tusindvis af plagiater.
I et gammelt hus
Ved lanceringen af Nintendos nyeste skud på konsolstammen, den lille lækre GameCube, præsenteres endnu en titel i det altomfattende Mario univers, Luigi’s Mansion, som titlen antyder denne gang med lillebror Luigi i hovedrollen. Luigi har aldrig før haft et helt spil tilegnet ham, og det må siges at være synd for den forsmåede lillebror. Forestil dig selv hvordan det ville være, først at se din storebror tage al hæderen og æren, hvorefter en lille grøn øgle springer dig over i køen lige da du troede det var din tur. I hjerterne hos GameReactor redaktionen hersker der i hvert fald ingen tvivl om, at Luigi’s debut som hovedperson er fuldt ud fortjent.
Spillet tager sin start i den mærkelige historie om hvordan Luigi vandt en konkurrence som han slet ikke havde været med i. Præmien var et stort, dystert hus på toppen af en bakke, og selvfølgelig skal man da se sin præmie når man har vundet noget. Mario er taget i forvejen, men da Luigi endelig kommer derud er storebror væk, kidnappet af onde spøgelser som har overtaget huset. Luigi får hjælp af en lille gal videnskabsmand, der står bag en helt speciel støvsuger som kan suge spøgelser op. Bevæbnet med den og en lommelygte, skal du som spiller træde i de grønne overalls og redde Mario fra de onde spøgelser. Dette gør du i et konventionelt platforms-univers med begrænsede muligheder. Dog virker det traditionelle oplæg i denne omgang velvalgt, da de begrænsede muligheder samtidig er yderst veludførte.
Let og ligetil
GameReactor har kigget lidt på den kommende titel, og det virker som om at Nintendo har gjort det igen. Luigis Mansion er umiddelbart nemt at gå til, med en stabil styring, simple opgaver og en konstant fremdrift, der gør spillet svært at slippe. Blandingen af en lommelygte og en støvsuger som våben, virker i første instans lidt konfus, men der skal ikke meget træning til førend Luigi styrer showet med lys og sug. I det hele taget er hele grundlaget for spillet ret lækkert udført, selv den tynde historie virker sjov og velplaceret. Samtidig er grafikken suveræn og loadetiden lig nul. Allerede her ved fødslen af Nintendos nye maskine er det overraskende hvor flot det hele glider, det skal blive spændende at se hvordan maskinen vil gøre sig når først programmørerne lærer den ordentligt at kende. Familier med hang til god, politisk korrekt underholdning, må spås at gå en lysende fremtid i møde.
Luigis Mansion er GameCubens introduktion til hele Mario universet, og på den led er der mange krav til spillet. Det skal vise at Mario på trods af sin alder stadig er en gangbar salgsvare, og at Nintendo stadig kan deres kram. Umiddelbart virker Luigis spøgelssjagt fuldt på højde med tidligere titler i den uendelige serie, fraregnet selvfølgelig alle tiders største Mario spil - Mario 64. Det lette gameplay samt den familievenlige humor skal nok vise sig at være garant for succes. GameReactor glæder sig i hvert fald som et lille kuld spædbørn til at bruge flere timer i selskab med Luigi og hans nye spøgelseshus.