Du tænker sikkert ikke særligt ofte over det, men kombinationen af en håndholdt konsol og det rigtige spil, kan være en fordømt farlig cocktail. Med øjnene fikseret på den lille skærm, alt imens toget eller bussen snegler sig af sted, er det alt for nemt at glemme tid og sted. Pludselig er du ved endestationen og må forundret konstatere, at du er kørt tre stop for langt. Den bidende kulde samarbejder med regnen i at give dig en metrologisk lussing i det du stiger ud, alt imens en elektronisk latter kan høres fra konsollens inderste kredsløb.

Hvis en synder skal udpeges, i denne konspiration mod alle spilelskende brugere af den offentlige transport, må det være det nærmest absurd enkle og vanedannende Lumines. Hvor Sony fra første gang, de annoncerede den håndholdte lillebror til PlayStation-imperiet, gjorde et stort nummer ud af at snakke om maskinens utrolige formåen inden for 3D-grafik, var det blandt andet Q Entertainments lysende mesterværk, der solgte maskinen til masserne. Ligesom Tetris i sin tid overbeviste mennesker verden over om, at de ikke kunne leve foruden en Game Boy, viste Lumines med lignende selvsikkerhed et spil, med et ligeså uimodståeligt gameplay, men pakket moderne ind.

Med populariteten taget i betragtning var det aldrig rigtig nogen overraskelse, da bekræftelsen af en opfølger endelig blev officiel, men spørgsmålene om, hvordan dette skulle foregå var der fra dag et. Mere end nogen anden genre hviler puzzle-spillene alene på ideen om det enkle men logiske gameplay, og kan derfor yderst sjældent peppes op med nye ideer, uden at det forstyrrer det essentielle gameplay. Hvis du som spiller har prøvet en af de mange såkaldte forbedringer, eller videreudviklinger af det originale Tetris, ved du præcis, hvor hurtigt en god idé kan ødelægges af små justeringer.

Som Lumines-fan kan du dog godt puste ud nu, for der er intet sket med gameplayet og Tetsuya Mizuguchi har i stedet valgt at pudse del to af andre steder. Mainstream er med del to blevet filtreret, alt er kørt igennem, og det skinner igennem fra første gang, de cremebløde farver toner frem på skærmen. De ikoniske, tofarvede kvadrater nærmest synker frem og et smilende Lumines II logo byder dig velkommen. Efterfølgende menuer og et drivende beat, lader dig navigere gennem de farvekodede valgmuligheder, der på enkel vis sørger for at lade dig vide, hvad der helt præcis sker, uanset om du nogensinde har haft en konsol i hånden før.

Har du aldrig prøvet serien før, tages du i hånden af en tutorial, der tydeligt forklarer dig reglerne samt de forskellige små tricks, som skal bruges på de senere niveauer. Herfra er det op til dig selv, og er du endnu usikker på dine evner er det nu blevet muligt, at vælge mellem flere forskellige sværhedsgrader. Selv på laveste niveau har Q Entertainment dog været så smarte, at temposætte spillet ordentligt, så du, uanset erfaring, vil opleve nogle af de fantastiske nye baggrundstapeter, eller baner, for at bruge et mere forståeligt begreb. Seriens store fokus på musik er denne gang endnu mere i højsædet, og således bydes der nu på baner bestående af Chemical Brothers, Junkie XL og Ken Ishii, for nu lige at nævne nogle af mine personlige favoritter. Lidt mere poppet bliver det dog med Black Eyes Peas, Junior Senior og Gwen Steffani. Fælles for dem alle er, at de hver især har deres egne tematiske baner, som foruden grafik afspejles i fart og strategi.

Dette er en annonce:

Og det er egentlig det, for hvis du lige nu, efter at have læst teksten, sidder med en tanke, der lyder nogenlunde sådan her: "Altså et spil, der ikke har ændret noget ved gameplayet, men i stedet prøver med et design og indpakning stilet mod masserne", så har du fat i den lange ende. Lumines II vil ikke nødvendigvis være for alle, der kunne lide del et, for det kan simpelthen føles for afrundet og tilpasset engang imellem. Musikvideoerne som akkompagnerer de tilføjede musikere, distraherer ofte mere fra selve spillet, end de øger til helhedsindtrykket, og af de resterende stykker musik er få ganske enkelt for abstrakte, til at kunne kaldes andet end lydeksperimenter. Ikke desto mindre bliver jeg dog nødt til at bøje mig i støvet for en udvikler, som bevidst har forsøgt at lave en pakke, der vil introducere flere til et spil, som alle burde kende.

Har du det første spil, bør du prøve dette inden du køber del to, men ejer du en PSP og mangler et godt spil, som vil kunne give dig timevis af underholdning, er her et godt bud. Men sørg nu for at kigge efter det rigtige stoppested engang imellem, lige meget hvilken sang spiller.