Luminous Arc

Luminous Arc er faktisk forbløffende simpelt. Tjen 100 experience points med en af dine karakterer, og spillet kvitterer med en lille fanfare, idet karakteren stiger i level. Gentag succesen nok gange, og du vil til sidst nå igennem på den anden side af spillets verden. Såre simpelt.

Luminous Arc er et japansk rollespil fra yderst til inderst. Lige fra den lækre, håndtegnede indledningssekvens til de fine baggrunde, som dukker op bag still-billederne af eventyrets hovedpersoner, når de snakker stolpe op og stolpe ned for at drive handlingen lige så stille fremad. Udviklerne har valgt at indtale omkring halvdelen af dialogen, og selv om spillet skifter noget usystematisk mellem tekst og tale, så er det alligevel imponerende at høre DS'en tale i så lang tid, som det er tilfældet.

Men historien er en rimelig kønsløs omgang, som omhandler Havens Børn, som arbejder for Lysets Kirke og bliver sendt i aktion mod de hekse, som er begyndt at fremmane frygtelige uhyrer over det ganske land. Det foregår i turbaserede kampe, hvor man styrer sine helte rundt på en art stort skakbræt, hvor også fjenderne har deres gang. Og selv om der er masser af egenskaber at udbygge hos karaktererne, så er Luminous Arc nemt at gå til, og det er spillets største styrke. De fleste kan samle spillet op og i løbet af kort tid være i gang med at spille et ægte, turbaseret rollespil uden at have de store forudsætninger.

For det enkle gameplay giver stort set sig selv, lige så snart de snakkende hoveder skiftes ud med kampscenerne, som udspiller sig i isometriske baner - det vil sige, at man ser dem skråt oppefra. Her vælger man først sin karakter, og vælger så, hvilken fjende man vil angribe, og så angriber man. Et, to, tre. Helt i centrum for kampene er karakterernes move-egenskaber, som dikterer, hvornår i hver runde de får lov til at angribe fjenden. En høj move-værdi giver plads på første parket til at angribe, mens man pænt må vente på både venner og fjender, hvis man har en lav move-værdi. Det gør, at man hurtigt lærer at økonomisere med sine bevægelser og angreb, da man også kan "spare" sig højere op i rækkerne. Det fungerer udmærket, om end det er en langsom affære.

Det største problem i kampene skyldes rent faktisk styringen. I hvert fald hvis man har valgt at styre slagets gang med stylus'en. Alt for ofte rammer man forkert, når man dirigerer sine små kæmpere rundt på skærmen, hvilket skyldes perspektivet, som banen er set fra. Derfor lærer man hurtigt at styre med knapperne på DS'en, hvilket fungerer noget mere gnidningsfrit, men samtidig fjerner noget af den følelse, det er at have direkte kontrol over spillet med stylus'en.

Luminous Arc består altså primært af de to elementer snak og kamp. Kampdelen fungerer nogenlunde, om end det er en relativt langsom oplevelse. Men hvad så med strømmen af pseudo-replikker, som man skal igennem, hvis man skal have hele persontegningen med? Tjah. Den kunne i hvert fald være bedre. Og en del af den ville jeg personligt gerne have været foruden. Luminous Arc besidder nemlig sin del af lummer drengesnak, som på ingen måde passer ind i helheden. Jeg mener - hvad får jeg ud af, at en af hovedpersonerne ved hver given lejlighed kommenterer pigernes bryster, som ellers er pænt pakket ind bag tøjet? Ja, jeg spørger bare. Derudover kunne replikkerne sagtens være skåret kortere og skarpere, men hvis man har erfaring med japanske rollespil, så er det heller ikke noget, man bør lade sig afskrække af.

Det giver sig selv, at Luminous Arc er en lidt langsom størrelse. Turbaserede kampe, hvor man både skal flytte sine helte rundt på et skakbræt og angribe med dem en efter en holder selvsagt ikke tempoet skræmmende højt. Det er der nogen, der elsker og nogen, der hader, og det er derudfra, man skal vurdere, om Luminous Arc er et køb værd. Der er 15-20 timer gemt i det lettilgængelige eventyr, og hvis man er fan af japanske rollespileller bare godt kunne tænke sig at prøve kræfter med et, med alt hvad det indebærer, så kan man få meget værre spil end dette.