Den franske udvikler Dontnod valgte Gamescom som stedet, de ville løfte sløret for deres kommende actionspil, der bærer arbejdstitlen Adrift. Sådan da. For de fire grundlæggere, som vi mødte på messen i et trangt mødelokale, var stadig meget hemmelighedsfulde. Vi så ingen screenshots fra spillet, og de var ikke meget for at gå i detaljer om gameplayet. Alligevel formåede de at fange vores interesse.
Hvad er Adrift for et spil?
Adrift er et sci-fi tredjepersons actionspil. Det er under udvikling til PS3 og Xbox 360, og udviklerne har været i gang i nogle år. Alle gameplay-elementer skulle være på plads, og omkring halvdelen af banerne er færdige. Det er planlagt til at udkomme i efteråret 2012. Der er ikke nogen multiplayer. Flere gameplay-detaljer var svære at hive ud af udvikleren.
Hvordan er universet?
Univers, koncepter og perspektiver. Adrift foregår i året 2084, i Neo Paris. Det er ingen tilfældighed, at årstallet ligger så tæt op af George Orwells dystopiske roman 1984. I 2084 er minder blevet en handelsvare. Så godt som alle har fået indopereret en chip, der gør at de kan optage deres minder og dele dem med andre, købe og sælge dem som var de et fysisk produkt. Det er de sociale netværk taget til ekstremerne. Men det er også en ny type overvågningssamfund, da alt kan registreres, selv tanker og følelser, og det gør selvfølgelig den lille gruppe mennesker, der er herre over produktionen af disse minde-chips og distributionen af minder, afsindigt magtfulde. Orwell møder Philip K. Dick til en velsmagende cyberpunk-gryderet.
Udover de gængse mekanikker for genren, vil chippen i ens hoved og minder også have indflydelse på gameplayet, men igen vil udviklerne ikke tale for meget om denne del - endnu.

Hvem er Dontnod?
Dontnod har base i Paris, og består af erfarne folk. Adrift-holdet består af udviklere med en fortid hos udviklere som Ubisoft, Activision, Rockstar, Sony og 2K, og har blandt andet arbejdet på Splinter Cell, Grand Theft Auto, Max Payne 2, Ghost Recon og andre. Dertil kommer art director Aleksi Briclot, der blandt andet har illustreret Magic: The Cathering og World of Warcraft-kortspillet, har tegnet for Marvel og arbejdet på Splinter Cell-serien. Adrift-holdet har omkring 70 medlemmer.

Er der billeder fra spillet?
Indtil videre er der offentliggjort en håndfuld concept art-billeder og en teaser-trailer, der ligesom udviklerne ikke fortæller meget om gameplayet. Til gengæld havde vi en livlig snak om cyberpunk (som Adrift helt bestemt hører under), om forskellen mellem dets univers og det i blandt andet Deus Ex: Human Revolution, og og hvordan de bedste spil har mange lag at dykke ned i. Creative Director Jean-Maxime Morris gav det eksempel, at et spil som Bioshock både er en præsentation og en skarp kritik af Ayn Rands objektivisme, men også hvordan det først og fremmest er et godt skydespil. Ambitionen for Adrift er lidt den samme. Det er let at se hvordan spillet er en kritik af sociale medier som Facebook, hvordan vi i langt mindre grad værner om vores privatliv og deler vores minder og glade stunder med resten af verden - indtil videre kun gennem en social webside i stedet for en chip i hovedet, men i det store perspektiv er forskellen måske ikke så stor.
Men samtidigt skal Adrift også være et solidt actionspil. Hvis ikke gameplayet holder, kan alle de store tanker og motivationer bag være nok så ligegyldige, forklarer Jean-Maxime.
Og det er omtrent hvad vi ved om Adrift lige nu. Ambitionerne og målsætningerne er store, men når man snakker med folkene bag, er det også tydeligt at deres ideer er velovervejede og gennemtænkte. Forhåbentlig får vi snart noget mere konkret at se fra spillet, men vores nysgerrighed er bestemt pirret.
