Som du måske husker, tog vi et stort kig på EA Sports' kommende SSX i februar-nummeret af vores magasin. Hent PDF'en hvis du ikke allerede har læst artiklen.
Der er sket et par ting med SSX siden da - blandt andet er undertitlen Deadly Descents blevet droppet. Derfor skød vi et par spørgsmål af til Duke Indrasigamany om spillet. Læs med og bliv klogere!
Det oprindelige navn til det kommende spil var "SSX: Deadly Descents". Hvorfor besluttede I at ændre det til bare "SSX" ?
Siden vi begyndte udviklingen af det nye SSX, har vores mål været at levere varen med hensyn til de to primære typer gameplay, som SSX altid har været kendt for - racing og trick events - og introducere en ny type gameplay til SSX-universet - overlevelse. En af vores tidligste taglines var "Race it, Trick it, Survive it", og det mål har vi opnået ved at have fart-nedkørsler (race), stil-nedkørsler (trick) og dødelige nedkørsler (survive), der alle spiller en stor rolle i spillet. Derfor følte vi, at det var for begrænsende kun at kalde spillet Deadly Descent, da det ikke indfangede hele oplevelsen i spillet. Så det navn droppede vi.
Der er ikke blevet sagt meget om spillets multiplayer/online-funktioner. Hvad kan vi forvente?
I kan forvente en rigtig stærk multiplayer/online-oplevelse, der er utroligt innovativ, inspireret af hvad Autolog-funktionen i Need for Speed: Hot Pursuit bragte til racing-genren. Udover det kan vi ikke afsløre nogen detaljer endnu.
I genstarter en engang så populær serie. Hvorfor følte I at tiden var inde til et comeback til SSX?
SSX er en af de sidste store serier fra den forrige konsolgeneration, der ikke har taget springet til denne generation. Det har ikke været på grund af manglende indsats, der har været adskillige forsøg på at bringe det frem over de sidste fem år, men mere fordi at vi ikke ville bringe det tilbage, før vi følte at vi havde det rette design og det rette hold, der kunne lancere det på en stor måde og give os noget at bygge på i fremtiden. Det er ikke bare en hurtig efterfølger til de tidligere spil, men en ægte genstart, bygget fra bunden med noget af den mest avancerede teknologi i branchen. Vi vil gerne se det som starten på en ny stor franchise for EA Sports.
I har endnu ikke vist så meget fra spillets overlevelsesdel. Kan du fortælle lidt mere om hvad vi kan forvente os med hensyn til gameplay der?
Det er den simpleste form for gameplay, du kan forestille dig - kom ned til foden af bjerget uden at slå dig selv ihjel. Hvis racing er dig mod de andre løbere, og trick er dig mod dig selv, så er overlevelse dig mod bjerget. Så vi har kigget på alle de måder, et bjerg kan vækkes til live og aktivt forsøge at ødelægge din dag.
Stenskred, laviner, bidende frost, tynd luft, mørke, snestorm, tåge, tunge sten, vind... Alle disse bliver personificeret i en episk overlevelsesudfordring per region, kaldet et deadly descent.
Så undertitlen er ikke helt forsvundet, den er bare en del af noget større som ganske sikkert vil appelere til både nye og gamle spillere.
Læs meget meget mere om SSX allerede på mandag!