Mace Griffin: Bounty Hunter

Det er efterhånden længe siden man første gang stødte på presseomtale omkring Mace Griffin. Ørerne blev tudet fulde med superlativer, og der blev sågar draget en direkte pendant til GTA - nu bare i rummet. Produktionsproblemer bredte sig dog som tjære på titlens vej, og udgivelsen fik skudt et ekstra år i rumpeten. Hvis man forventer sig et fuldstændigt åbent rumeventyr, så bliver man meget slemt skuffet. I stedet bliver man trukket af sted ved næsen i et uhyre lineært forløb, der ydermere - trods udskydelsen - fortsat er præget af tekniske problemer.

Af uvisse årsager har Warthog valgt udelukkende at lancere Mace Griffin som en singlespiller oplevelse. Med Xbox Live i sin tidlige opblomstring, og en hungrende masse der kræver alskens former for multispillersjov, så virker det som en noget vovet satsning. Det sætter samtidig store krav til spillets kampagne, der om noget skal være afvekslende, gribende og spændende. I stedet dykker vi ned i en noget triviel fortælling, hvor omdrejningspunktet er den omvandrende actionman Mace Griffin. Med en tindrende følelse af Deja vù følger vi ham i hans kamp mod en højere uretfærdighed. Gennem tunge mellemsekvenser præsenteres vi for hans hævnmotiver; tidligere spaceranger der er uskyldigt dømt for en forbrydelse. Nu skal man så finde ud af, hvem der har givet den kære Mace en gedigen røvtur.

Dette er så undskyldningen for at bevæge sig ud i et univers, der er såvel snævert som gennemskueligt. Der har været skreget meget om de gnidningsløse overgange fra FPS til rumkamp, og konceptet er da også såvel originalt som spændende. Desværre ender udførelsen som en ærgerlig gang ruskomsnusk, hvor man sidder med en utilfredsstillet sugen i mellemgulvet. Der er ellers øjeblikke, hvor det kører på skinner. Sekvenser hvor man suges ind i begivenhederne, og hengiver sig til herlige dueller såvel til fods som iblandt stjernerne. Overfladen brydes dog af sprækker, der konstant giver bump på turen, og afbryder intensiteten.

Handlingen udspiller sig på en række planeter og asteroider, hvor man bevæger sig rundt i et tilsyneladende labyrintagtigt væv af gange. Illusionen brydes dog hurtigt af, at man reelt set altid kun har een vej frem - døre er lukkede og gange ender i blindgyder. Det føles tamt, og man føler sig - retvist - uden påvirkning på forløbet. Fremdriften blokeres af og til af emsige homonyme fjender, der dog fra tid til anden viser tegn på eftertanke. Det er i disse sekvenser, at der bobler lidt liv op til overfladen. Der bydes op til dans af strategisk placerede modstandere, der forstår begrebet teamwork. Tænkeren bliver tændt for en tid, mens man overvejer, hvordan man bedst ondulerer modstanden. Desværre er der også her slanger i paradis, hvilket kommer til udtryk i momentært sanselammede væsner. Samtidigt føles det hele hurtigt gammelt, og med det manglende historiemæssige incitament, så driver interessen bort som dug for en skyfri himmel.

Der bydes dog heldigvis på en anelse afveksling. Dette sker gennem en række kampe i dit trofaste rumskib. Warthog har tidligere stået for det glimrende Starlancer til Dreamcast, og ophavet lader sig ikke fornægte. Kampene er umiddelbart hektiske, styringen er god - om end lidt simpel - og grafikken hurtig. Efter noget tid går glansen dog også lidt af disse sekvenser. Igen bliver vi nemlig ledt gennem begivenhederne - absolut uden fri vilje. Det eneste man skal koncentrere sig om er lidt manøvrering, og ellers pumpe modstanderen fulde af skud. Her er ingen mulighed for at udforske omgivelserne eller måske køre lidt ud af et andet spor. Nej, i stedet holdes man i et stålfast greb. Det ender bare som en form for interaktive mellemsekvenser, hvor spændingen er fordampet. Man kan ikke lade være med at ærgre sig over, at der ikke er lagt mere vægt på rumkampen. Det er tydeligt at udviklerne kan deres kram, og der ligger helt sikkert en effen gang lasershow under overfladen. I stedet for at udnytte potentialet, trakteres man bare med en halv oplevelse - rigtigt ærgerligt.

Grafikken er ellers ganske glimrende, og viser på nogle områder virkeligt klasse. Især udførelsen af de forskellige våbenmodeller er god - selv om våbnene i sig selv måske er en kende kliche for genren. Omgivelserne er dog en kende udetaljerede og virker flade. Dette giver på den anden side mulighed for et meget stabilt forløb, hvor såvel FPS- som rumdelen flyder af sted med habile 60 frames i sekundet. Oplevelsen suppleres fint af et medrivende soundtrack, der på fin vis understøtter den øjeblikkelige handling. Talen er ligeledes professionel, om end den kan virke noget overspillet og selvsmagende til tider. Markedet er efterhånden godt befolket af titler af denne type, og når titlens særpræg ender som en fodnote, så er der ikke meget, der kan redde helheden. Det er ikke fordi, det er et dårligt spil, der er helt sikkert mange gode momenter - alternativerne virker bare mere tillokkende.