Mad Max

Sand. Sand overalt. Før vi sad med Avalanche's nye åbne action-eventyr var vores største bekymring, at den støvdækkede ødemark ville blive kedelig efter et kort stykke tid, at der ikke ville være nok variation. Godt nok kunne spillet da også være mere varieret, men vores bekymringer var ubegrundet; det bliver sjældent kedeligt.

Der er ubestrideligt gentagelser i denne ode til George Millers postapokalyptiske verden, men der er andet end bare at køre frem og tilbage på tværs af det sandede landskab. Der er et udvalg af missioner og aktiviteter som, mens de afviger fra hinanden, dog gentages flere gange i løbet af eventyret. Dette ville være et problem, hvis nogle af disse aktiviteter ikke var underholdende, men næsten alle af dem er overraskende sjove.

Endnu bedre, så er den post-apokalyptiske ødemark vært for en engagerende historie, der tilbyder uforudsete drejninger, og mens en sådan sandkasse har sine begrænsninger, er det ingen forhindring for at levere nogle tilfredsstillende øjeblikke. Max Rockatansky er passende dyster. I løbet af sin rejse møder han et udvalg af interessante, karakterfulde personligheder, nogle mere klichéprægede end andre. Den ene du bliver mest fortrolige med, er den deforme mekaniker Chumbucket, der også er med på det meste af turen og fikser din bil, når det kommer til et uventet stop; en meget nyttig allieret for at sige det mildt.

Hele den måde spillet er sat op på er spændende og ærbødig mod sit kildematerialet, selv om der er ikke de store muligheder for den store innovation når det kommer til den grundlæggende struktur. Du kan finde aktiviteter spredt rundt på kortet, som du har set og gjort før i andre sandkassespil. Der er konvojer at tage ned, baser der kan overtages, balloner der tilbyder overblik over et område, og folk man møder undervejs, der vil uddele quests eller tilbyde en særlig udfordring. Mere interessant end selve opsætningen af de omkringliggende rammer er dog tonen, der er fastsat af Avalance; deres ødemark gør et godt stykke arbejde med at fange essensen af filmene. Der er barske og golde sandklitter, og du vil krydse veje med både dødbringende storme og vandrere døende af tørst, en passende sidestilling mellem naturens kræfter og skrøbelighed af livet.

Dette er ikke et spil der skal gennemføres, men snarere overleves. Selv om der famles til tider, og der kan synes at mangle noget målrettethed, så oplever man stadig frygten ved at leve på kanten, der er stadig stærke øjeblikke der rammer plet lige midt i hjertet. Et sådant øjeblik, der i sig selv har trukket spillet op i karakter, var under plyndringen af et lig i jagten på mad, kun for at indse at vi var i selskab med bange børn der observerede den afstumpede handling. Vi var blevet for fokuseret på den rene overlevelse, og den korte kontakt til en flig af menneskelighed var et øjeblik der blev hos os.

Stjernen i showet er ikke Max eller ødemarken, men snarere den bil, han kører, Magnum Opus. Du begynder spillet med at miste dit tidligere køretøj - og i hele 20 + timers eventyr, bruger du meget af din tid at opbygge et nyt motorbæst med hjælp fra din mekanikerven (og selvfølgelig, planlægge hævn mod den mand tog din bil, den skurkagtige Scabrous Scrotus).

Ud over modifikationer, er du også i stand til at "låne" nye biler. Køretøjer forbedres ved at tilvejebringe in-game valuta - skrot - som bruges på nye dele og opgraderinger.

Max får yderligere kompetencer og bedre grej gennem en blanding af skrot, opgradering af sit udstyr og særlige evner, og naturligvis ved at vinde væddeløb. Han kan derefter besøge en mystisk karakter, der forbedrer Max' evner, til at gøre ting såsom at indsamle flere ressourcer eller bruge nærkampsvåben.

Vi ville have foretrukket en særskilt ressource for personlige opgraderinger, så vi ikke blev tvunget til at vælge mellem Max og bilen, og det at skulle favorisere den ene frem for den anden var en kilde til tidlig frustration.

Progression sker stigende som en løbsk snebold: spillet starter langsomt og opbygger momentum over tid. Som du finder mere skrot og øge din indflydelse på ødemark, er det lettere at få mere, også over tid, og du får flere og kraftigere opgraderinger. Når slutningen af spillet nærmer sig vil du have en kvalitetsbil med massere af forbedringer, og Max vil være mere dødbringende end nogensinde før i nærkamp.

Men selv da er der stadig øjeblikke hvor du er tvunget til at forlade historiemissionerne og dykke tilbage i den åbne verden for at arbejde dig op på det krævede niveau.

Det skal bemærkes, at vores vildmarksekspert tydeligvis har gået på Arkhams kampskole, og hvis du har spillet Batman: Arkham Knight eller Shadow of Mordor for nylig, vil du straks føle sig hjemme med styringen der er blevet implementeret her. Max undviger, parrerer, og slår derefter sine modstandere, og ofte, er der store skarer af fjender, der skal nedkæmpes, noget der sikre at der er masser af undvigelser, mens at antallet af fjender langsomt reduceres.

Uden for bilen er det stort set altid nævekamp, for det eneste våben Max bærer rundt på er et haglgevær med stærkt begrænset ammunition. e. Du kan gemme en kniv i dit ammunitionsbælte, men så heller ikke mere. Der er godt nok en snigskytteriffel, men den lever i bagagerummet på Magnum Opus, og kan kun blive affyret når du er i bilen. Selvom du kan bruge lidt skrotm og låse op for et par ekstra bevægelser, er der ikke en enorm mængde af dybde til kampsystemet, og efter et stykke tid føler du nogle gange at du bare gennemgår beslutningsforslagene (dette gælder også for boss kampe). Det er et solidt system, og det virker helt sikkert, men det vinder ingen priser for nytænkning.

Kamp i bil er betydeligt mere interessant, hovedsageligt på grund af mængden af muligheder der er tilgængelige for spilleren. Du kan udstyre bilen med pigge for at stoppe fjender i hoppe op på din bil, eller sætte pigge på fælgene at makulere enhver, der vover at køre ved siden af dig, eller forstærke kofangeren og smadre dine modstandere langt ind i næste uge, angribe dem fra siden og brug en harpun til at trække dem fra deres egne køretøjer.

Du kan forbedre udrustning, hastighed, acceleration; alle de sædvanlige ting. Der er en anstændig række muligheder, og nye tilføjelser vil markant ændre den måde du interagerer med din bil på. Selvfølgelig vil sværme af fjender du vil støde på også ændres, og da dette er et Avalance-spil kan du være sikker på, at de resulterende eksplosioner er mange og tilfredsstillende. Du kan opgradere i forskellige retninger, og på tværs af en række af biler, og oplåse de dele du har brug for løbende.

Der er en række forskellige måder at låse op for nyt udstyr. På tværs af de forskellige regioner kan du sænke trusselsniveauet ved at aflive snigskytter og udkigstårne. Konvojer kører omkring i forudbestemte kredsløb, og venter på at blive kapret. Der er baser fuld af skrot (og fjender) der skal møde en krank skæbne, og ofte indeholder de en meget velkendt chef, der blot venter på et meget velkendt slagsmål. Der er ikke et stort antal aktiviteter, og lignende udfordringer venter dig på tværs af hele ødemarken.
Det eneste der ændrer sig er vanskeligheden, som stiger jo mere nordligt du kommer.

Gentagelser og kendskab til hvad der skal ske vil være din største fjende her, hvilket er grunden til vi foretrak historiemissioner over side aktiviteter, der i øvrigt er nok af. Historien er solid uden at være spektakulær, men det er nok til at drive handlingen fremad, selv om Max er gådefuld til det punkt hvor det er ulideligt. Når det er sagt, selv en engagerende historie er ikke nok til at maskere det tilbagevendende gentagende indhold, og distrahere os fra den endeløse knaptrykning (tryk og hold X for at aktivere kasse, trykke X flere gange for at knække kassen åben, tryk og hold på X for at tage kassens indhold ud).

Der er en masse at beundre i Avalanches åbne sandeventyr, og vi havde en god tid i denne, ja, sandkasse.

Selvom der var sand i støvlerne undervejs i form af tekniske mangler (frame-rate nedgang under sandstorme, nogle fejlmærkede knapper) var det ikke nok til at ødelægge vores nydelse. Dette er en levende og engagerende verden, brutal og ubøjelige i samme grad - bare vent til du ser hvad der er på menuen til frokost. Det kan føles standardiseret i nogle henseender, gentagne i andre, men det har også masser af personlighed. Der er et godt spil her, og mens det måske ikke har potentiale til at fortsætte i det uendelige, er det en fest mens turen varer.