Madagascar 3: The Video Game

Et filmkoncept baseret på elementer som en hypokondrisk giraf, en forfængelig flodhest samt en løve med oppustet ego, er unikt og basis for grin og god underholdning. Formlen er så anvendelig, at tredje omgang af Madagascar 3 ramte biograferne her i år. Som reglen mere end undtagelsen følges filmudgivelsen af et spil. Med et spil-CV pakket med licenstitler er jeg ikke den første, som hiver klaphatten og flagene frem - der er langt imellem de store oplevelser indenfor denne kategori, som generelt består af pinlige forsøg på at malke filmideer og intetanende forældres hårdt optjente sparepenge.

Det er derfor ikke med den største iver, at jeg åbner kuverten fra redaktionen og smider skiven i min Xbox 360. Oplevelsen starter og jeg falder ikke omkuld over graden af innovation, og finder ganske nemt ind i rollen som en af de fire spilbare figurer fra filmen. Nys som giraffen Melman, stød med din anseelige bagdel som flodhesten Gloria, spark som zebraen Marty eller brøl som løven Alex. Vi er i gang.

Scenen er sat i forskellige storbyer, hvor man som start skal lave den store reklamekampagne for en cirkusoplevelse. Cirkusset er vores venners nyeste ide - ikke overraskende er historien baseret på filmen. Hver bane slutter her med selve forestillingen, hvor man via forskellige minispil kæmper sig til publikums klappesalver.

Et klassisk spil helt i vinkel med film og tilhørende spiltitler såsom UP, Det Regner med Frikadeller og flere andre begivenheder i samme kategori. Tredjepersonsoplevelse med indsamling af forskellige objekter som det primære formål. Lav disse udfordringer alene - eller smid dig i sækkestolen med en god ven. Begge ting fungerer - eller prøver i det mindste.

Jeg startede min erobring af cirkusverdenen alene, men hev lidt barneenergi ind senere. Her opstår et af mine helt store spørgsmål - hvem er præcist målgruppen for dette spil? En gammel spilanmelder som undertegnede? Måske og måske ikke - den svarer jeg selv på. Men jeg smed joypadet i nævnerne på to gæste-anmeldere, og min femårige kollega var ikke med på formålet med banerne, og min tiårige kammerat var ved at falde i søvn efter kort tid.

Jeg trækker lige en streg og smider ærlighedskortet på bordet - jeg sad fast i flere omgange! Indrømmet: målene og tilfredsstillelsen ved at sejre over spillet var så minimale, at jeg i passager overvejede at knække skiven og fordybe mig i litteratur à la Barbara Cartland eller andet, som relativt til denne oplevelse fremstår som episk litteratur og underholdning.

Posen er åben, og jeg må nok dømme glasset som halvt tomt. Dette er endnu et forsuttet licensbolsje, og smagen samt kvaliteten er langt væk. Madagascar-filmene er fyldt med god humor og energi, og sådan cirka intet har fundet vejen ind i spillet, desværre. Personligt er jeg stor fan af pingvinerne, og elsker deres spin-off TV-serie. Ja, de er med i spillet - men desværre kun som elementer i forskellige cut-scener. Der er forsøg på lidt spas og humor i titlen, men når niveauet er der, hvor løven Alex siger "I am lion low", mens han forsøger at gemme sig fra dyrekontrollens konstante jagt, så er der stadig plads til forbedring.

Jeg kan endda pege fingre af det tekniske, hvis nu selve indholdet, eller manglen på samme, ikke var nok. Kameravinkel som driller, styring som ikke er gennemtænkt og AI som bare er på et intellektuelt niveau svarende til forskellige gopler. Det er her, hvor man næsten kan smage udviklernes grådighed. Dette spil har ingen gang på jorden som andet end en skive, man giver til de folk, som har nydt og betalt for filmen i biffen. Om hele konceptet bag filmene er blevet en smule udvandet, vil jeg rejse som et solidt spørgsmål - og skal man så endelig lave et spil i retning af den seneste film, så skal den altså have flødeskum med ekstra nougat på! Det er så absolut ikke tilfældet her.

Et fænomen som de fleste spilanmeldere kender meldte dog sin ankomst et par timer inde i oplevelsen. Stockholm-syndromet, hvor ofre pludselig får sympati med deres gidseltagere. Jeg begyndte at holde af spillets rytme, og nemt genkendelige indhold. Mærkede de klassiske symptomer og nappede et koldt bad.

Spillet kan noget - det er ikke meget - men der er lidt underholdning i form af nem, uudfordrende og helt igennem chill-times med controlleren og skærmen. Vi snakker her om mellemstadiet omkring lammet og hjernedød. Du får mig næppe til at sige meget andet positivt omkring denne titel.

Er man en af de folk, som opsøger achivements på Xbox Live, så kan spillet måske give mening - men for os andre, så er der så meget god spilunderholdning derude, at jeg på en bestemt og myndig måde må beordre jer til at undgå dette. Uanset den lokkende farvelade.