Som vi tidligere har meddelt, så er Madden NFL 2003 det spil, som har været forudbestilt i flest eksemplarer - noget der er en fjer i hatten til EA, der har siddet solidt på markedet i mange år med velfungerende udgivelser i serien. Vi har fået lov til at spille en næsten færdig version af spillet, og prøver herudfra at vurdere, hvorvidt det er begejstringen værd.
Dybt gameplay
I amerikansk fodbold har Madden NFL nu gennem efterhånden tretten år siddet højt på tronen. Populariteten har været enorm, i hvert fald i sportens hjemland. Herhjemme har det været noget mere begrænset, ligesom vi sågar er blevet undgået ved visse udgivelser. Årsagen til populariteten skal findes i kombinationen af fremragende modeller og animationer, realistisk AI og nogle uhyre omfattende features. Umiddelbart lader det til at nyeste skud på stammen føjer til. Du bliver atter trakteret med et hav af features. Du kan spille enkelte kampe, træne specifikke færdigheder og spille franchise. Hvert område er temmeligt dybt.
Spændende øvelser
Vælger du at træne specifikke færdigheder. Så tager du plads i en bus, og kører rundt til de forskellige NFL byer. Her kan du sammen med de 32 NFL-klubber tage fat på otte forskellige træningsmetoder opdelt over fire forskellige sværhedsgrader. Øvelserne er jævnt fordelt, og spænder over deciderede offensive og defensive bevægelser til præcisionskast med din Quarterback. Der er fin variation i de forskellige øvelser, og de er en rigtig god indgangsvinkel til at perfektionere dine evner. Til yderligere at finpudse dit spil har du mulighed for selv at sammensætte dine taktikker. Her kan du sidde og opsætte defensive og offensive taktikker. Der er en del eksisterende taktikker, som du kan implementere og finpudse. Skulle du selv have nogle ideer, så kan du sågar opbygge din ønskede taktik helt fra bunden. Mulighederne er mange, og du kan stort set implementere stort set alle tænkelige kombinationer. Dog synes jeg, at der godt kunne være mulighed for at fastsætte flere waypoints.
Rigtig god AI
En ting er, at du kan sammensætte dine ønskede taktikker, noget helt andet er at udføre dem på banen. Her excellerer Madden NFL endnu engang. Styringen er rimeligt intuitiv, og kombineret med en overlegen AI hos med- og modspillere, så giver det nogle uhyre medrivende kampe. Generelt så virker AI’en mere gennemgribende end tidligere. Spillerne er gode til at udfylde deres respektive roller, og du vil se spillere der kaster sig ud i tacklinger for at skærme dig. Derudover er distancekastene blevet forbedret. Dine spillere er gode til at søge ud i de åbne områder, mens din Quarterback varmer bolden - bare for at kaste den lige i rette tid. Der er også blevet tilføjet muligheden for at bruge flere folk til at tackle modspillerne. Det ser ganske fedt ud, når to af dine kæmpe defensive spillere tromler en modspiller.
Du kan selv finde dine talenter
Det er atter engang i franchise mode, at det meste af krudtet er fyret af. Denne gang er muligheden for at få rookie spillere på kontrakt også blevet forbedret. Du kan nemlig selv se og vurdere en bunke unge talenter. Efterfølgende vælger du selv hvilke spillere du vil se, og kan så vurdere dem over en serie øvelser. Ved at gøre dette får du flere statistikker til rådighed, når du skal fastsætte, hvilke spirer der skal have muligheden på førsteholdet. Dette gøres i perioden lige op til, at sæsonen starter. I selve sæsonen drejer det sig så om, at få en række sejre under bæltestedet. Dette gøres ved, at være god til at implementere dine taktikker. Samtidig med at du er god til at ændre taktik på de rigtige tidspunkter. Derudover skal du løbende kæmpe med skader og utilfredse spillere. Dine spillere bliver trinvist udviklet, ud fra hvor meget de bliver brugt i kampene. Dette fungerer rigtigt godt. Bliver dine talenter gode nok, kan de blive udtaget til Pro Bowl.
Teknisk gennemført
Teknisk set er der atter en gang givet en overhaling til Madden NFL. Grafikken er knivskarp, og byder på detaljerede teksturer og et væld af virkelighedstro animationer. Der er blevet plads til at modellere omkring 300 spillere. De enkelte spillere har endvidere en række unikke træk, der gør dem genkendelige. Dette kan være måden de løber eller kaster på. Den fysiske model fungerer godt. Dog kan der være situationer, hvor der forekommer pixelkollisioner. Til yderligere at skabe stemning så er publikum, bænken og en række cheerleaders også gengivet i polygoner. Kommenteringen foretages denne gang af Al Michaels i samarbejde med John Madden. Koalitionen fungerer fint, og kommentarerne virker relevante. Derudover er der nogle rigtige gode effekter under kampene. Stemningen af en brutal kamp er sublimt gengivet.
Overordnet set fungerer Madden NFL 2003 rigtigt godt. Jeg har moret mig meget ved at spille min preview version. Selvfølgelig tiltaler det kun en selektiv skare, men kan du lide taktisk betonet sport, så er dette et must. Tilmed krydret med en utrolig gennemført teknisk side.