Mafia: The City of Lost Heaven

Hvis ens tanker ledes hen på skumle mafia-typer, er det sjældent, at Tjekkiet er med i ens tankestrejf, men det er netop i dette land, at Illusion Softworks har hjemme. Trods deres geografiske placering formåede udviklerne i 2002 at give actionfans en fremragende oplevelse i form af Mafia til pc. Halvandet år efter genstarter mafioso-eventyret ufortrødent på PS2-platformen, men selvom gameplayet i store træk er bevaret, opdager man hurtigt, at der er lidt for meget krudtslam i den tekniske Tommy Gun. På PS2 er der nemlig tale om en gennemgående nedgradering af spiloplevelsen i forhold til den (dengang) fantastiske pc-version. Udviklerne har dog også været ambitiøse i deres portning af dette meget - på alle måder - store spil, og fra første øjekast er det åbenlyst, at der er en hel del ridser i lakken på deres Ford T.

Mafia må betegnes som en hybrid mellem Max Payne og Grand Theft Auto, da den byder på biljagter i storbyen og på heftige skuddueller i alt fra barer til opgange - en glimrende cocktail og et varieret gameplay. Du antager rollen som Tommy Angelo, en sympatisk fyr i skidt selskab, som gennem en lang række missioner graver sig dybere ned i Lost Heavens underverden. Vi spoler tiden tilbage til trediverne, hvor immigrerede italienere prøver at lave mammon af alt det illegale, mens de konstant bekriger parter, som er i konflikt med deres forretningsinteresser. Don Salieri er godfatheren, som giver Tommy opgaver, og det er ikke småting, man oplever gennem spillets 20 missioner. Der er masser af action og adspredelse, og du viser dig hurtigt som en kriminel altmuligmand med en kløe i aftrækkerfingeren. Historien er velstruktureret, og missionerne føles meget forskellige og interessante. Tommy gør sig i lufthavne, på moteller, i en forladt lade, i et fængsel og ikke mindst på en hjuldamper - alle missionerne kobles glimrende sammen af historien og opgaverne føles velbegrundede.

Her slutter festen dog umiddelbart på PS2’en, da den grafiske side humper af sted som en knæskudt kriminalkommissær. Gnidrede teksturer pryder Lost Heaven og dens biler og indbyggere, og det giver spillet et mat og sløret look, der mangler kontrast og liv. Det er utroligt synd, at udviklerne ikke har formået at udnytte maskinens kræfter fuldt ud, da Mafia sagtens kunne have set godt ud på den sorte boks - desværre er den visuelle side blot et ekko af sit gamle jeg. Mellemsekvenserne (som før var drevet af ingame-enginen) er udskiftet med præ-renderede klip, og disse forholdsvis flotte film virker godt, men illustrerer atter en stor kontrast, da man får et visuelt slag i ansigtet, når man vender tilbage til spillets ingame-grafik.

Frameraten er ligeledes et stort problem, og i åbne miljøer, med mange elementer er det ikke kun éns veteranbil, der hoster og gisper - i en skudduel eller en nervepirrende biljagt kan dette være utroligt frustrerende, og det forringer oplevelsen. Musikken er heldigvis bevaret i al sin pragt og gør det godt. Soundtracket er som revet ud af æraen og svinger herligt i baggrunden, mens man i jazzet stemning kører ned til sin næste likvidering. Der skal dog mere end musik til at gøre et spil helstøbt, som ovenstående tydeligt understreger. Der er dog også et par positive ting i denne udgave kontra pc-versionen; der er lempet betydeligt på færdselspolitiet og ordensmagten som helhed. Dette er for at gøre gameplayet mere strømlinet og undgå tilfældige sammenstød med politiet - personligt mener jeg dog, at det havde en vis charme, at man skulle overholde færdselsreglerne nøje i pc-versionen. Ser vi på konsol-segmentet, er det dog sikkert en klog beslutning fra tjekkernes side.

Har du ikke haft fat i pc-versionen af Mafia, kan du ganske sikkert se frem til mange timers god underholdning på din PS2, men folk, der bare har prøvet pc-versionen blot en enkelt gang vil nok skule skævt til den sorte boks - allerede fra første mission. Rockstar formåede at levere en meget ens oplevelse på alle platforme med deres GTA-serie, men Illusion Softworks virker ikke til at have fat i den lange ende på den front. Vi tager cigarklipperen frem og klipper tre fingre af den karakter, vi gav til pc-versionen og Mafia ender derfor i en mere småkriminel løbebane. Bevares, Mafia er stadig et ganske glimrende spil, hvad angår historie og det afvekslende gameplay, men grafikken og de upolerede elementer i PS2-versionen skriger langt væk af en forhastet, eller blot mindre godt udført, konvertering.