Da udvikleren Hangar 13 afslørede, at næste kapitel i Mafia-serien ville blive en stort set lineær affære, var der mange fans, der rynkede lidt på næsen. Godt nok er der flere og flere der direkte afskyr konceptet om den store åbne verden fyldt til randen med kedeligt "busywork", så var det en ret essentiel del af Mafia III. Men her skulle den åbne verden så nedtones til fordel for en mere instrueret og fokuseret oplevelse - i hvert fald på papiret. Men det færdige resultat er snarere endt som en slags mellemting. For selvom der absolut findes en åben verden, hvor du kan vandre, ride eller køre rundt i ny og næ, er det ikke en verden, der byder på det store eventyr. Den fungerer mere som en flot kulisse med lidt udsigter og samleobjekter, end som noget, der for alvor skal udforskes. Og det er egentlig ikke så anderledes end tidligere spil i serien - bare mere kompakt og afdæmpet.
Spillet begynder i en støvet mine, hvor vores hovedperson Enzo knokler for en brutal arbejdsgiver, der har sat sikkerhed nederst på dagsordenen. Sammen med en ven sendes han ned i et skakt for at finde nogle forsvundne arbejdere. Her begynder bjerget at styrte sammen, og en gaslækage tvinger Enzo til at flygte for livet. Skæbnen fører ham til Torrisi-familien, og derfra tager historien sin begyndelse - en fortælling om en ny chance og et nyt liv på en vingård i hjertet af Sicilien.
Enzo og hans kammerat slider hårdt i minen i begyndelsen af spillet.
De første timer med Mafia: The Old Country føltes som én lang tutorial - en af de længste, jeg har oplevet. Ikke fordi det er en dårlig begyndelse som sådan; vi har set lignende før. Men det bliver hurtigt klart, at starten mest af alt fungerer som en grundig gennemgang af spillets mekanikker - og tempoet lider under det.
Der er nemlig ikke voldsomt meget variation i gameplayet, men alligevel bliver hver enkelt funktion introduceret som et selvstændigt aspekt. Det hele føles langsomt og lidt stift struktureret. Heldigvis finder Hangar 13 hurtigt en bedre rytme, og de klassiske "vind et racerløb"-missioner bliver blandet med både snigeropgaver og actionsekvenser. Sidstnævnte er heldigvis spillets stærkeste kort. Fjenderne er måske ikke de skarpeste knive i skuffen og vader ofte lige imod dig i det åbne, men det er stadig sjovt at skyde sig vej igennem de forskellige sekvenser - ikke mindst takket være et godt udvalg af våben og en velfungerende cover-mekanik.
De missioner, hvor du har våben i hænderne, fungerer langt bedre end de snigerbaserede, hvor du tålmodigt må afvente det rette tidspunkt til at overmande fjender bagfra. Actionen byder til gengæld på et kærkomment temposkift fra det ellers rolige gameplay, og undervejs optrappes intensiteten med flotte, filmiske sekvenser. Det bliver dog sjældent mindeværdigt - bare solidt og kompetent.
Vær forberedt på at kæmpe med kniv. Ofte.
Når det er sagt, så fortjener førnævnte action lidt ekstra ros. Enzo bevæger sig smidigt mellem murbrokker og dække, og han kan bære to skydevåben ad gangen. Bandager skal samles op for og påføres manuelt i kampens hede, og styringen er skarp. Hver skudveksling føles præcis og tilfredsstillende, og selvom der ikke er den store variation i opbygningen af missionerne, var det aldrig kedeligt at rydde et område og bane vej for historiens fremdrift.
Styringen er responsiv både til fods, til hest og bag rattet - heldigt nok, for transport fylder en del i spillet. Den tekniske basis er gennemarbejdet, og det er næsten kun fjendernes begrænsede intelligens, der bryder illusionen. Selv de lidt hyppige knivkampe fungerer fint, når man ser på, hvordan styringen er sat op. Men igen - det er i rendyrket action, at spillet for alvor underholder.
Den åbne verden er visuelt imponerende. Tænk en mere kompakt udgave af Red Dead Redemption 2's landskaber, men uden den store dybde. Missionerne minder mere om noget fra Uncharted, hvor man føres gennem halvåbne baner i et ret lineært flow. De er sjældent kedelige, men ofte for ens i deres udformning. Og efter 10-12 timers spilletid føles det lidt som at have set en solid actionfilm, der underholder her og nu - men som man hurtigt glemmer igen.
De første timer er utroligt langsomme, men omgivelserne er til gengæld virkelig smukke.
Ofte gentages samme formel: snig dig ind i en bygning uden at blive opdaget - og gør dig klar på, at næste dør åbner op til et inferno af skud. Det er et spil, der aldrig rigtig overrasker og som sjældent tør træde uden for sin egen skabelon.
Til gengæld oser omgivelserne af atmosfære. Det italienske landskab er smukt, og selvom verdenen er sparsomt med indhold, er det en fornøjelse at være i. Detaljegraden er høj - frugter, blomster, heste og biler fremstår teknisk flot, og især spillets største bydel imponerer ved nærmere eftersyn. Der er liv i gaderne under visse sekvenser, landarbejdere på markerne og små hyggelige bosættelser, der giver kulissen troværdighed. Grafik og stemmeskuespil løfter oplevelsen, og det hele kører stabilt - med undtagelse af nogle crashes på PC-versionen, som jeg testede.
Desværre føles Mafia: The Old Country fanget i sin egen præmis. Det forsøger at balancere mellem åben verden og lineær action, men lykkes ikke rigtig med nogen af delene. Strukturen halter, og opgaverne bliver hurtigt forudsigelige. De navngivne fjender ender som regel i ensformige knivkampe, og historien drives primært frem af mellemsekvenser med sammenbidte mænd, der taler om loyalitet og næste skridt i organisationen.
Tempoet dykker især, når man skal ride fra punkt A til B, og da verdenen ikke har meget at byde på undervejs, føles det hurtigt som fyld. Der mangler variation, overraskelser og scriptede sekvenser, der kunne hæve niveauet. En inspiration fra f.eks. Tomb Raider-spillene (de nye) havde klædt spillet - for når man sigter efter noget filmisk, må tempo og variation følge med.
Actiondelen fungerer rigtig godt og er det mest underholdende i hele spillet.
Jeg forstår ønsket om at lave noget mere jordnært og intimt - noget hjemligt - ved at rykke fortællingen til Sicilien og væk fra storbyens biljagter og kriminalitet. Men det betyder også, at tempoet halter, og at de rolige omgivelser sjældent brydes af noget nyt eller spændende. Man savner et større greb om historien, og karaktererne gør ikke meget væsen af sig. Det hele føles lidt som en generisk actionfilm, hvor du bare udfører de opgaver, din boss beder dig om.
Trods tidshop og ændringer i historien ændrer gameplayet sig ikke rigtigt, og det er en forspildt mulighed. For selvom spillet aldrig er dårligt, så er det svært at blive virkelig grebet, når alt føles som noget, man har prøvet før - og i bedre versioner. De bedste momenter er absolut underholdende, og spillet er både lettilgængeligt og nemt at komme ind i. For nogen vil det være et plus.
Alt i alt er Mafia: The Old Country et okay actionspil. Ambitionerne om at kombinere det lineære med det åbne er tydelige, og der er gjort forsøg på at skabe en stram, engagerende og filmisk oplevelse. Men personligt ville jeg gerne have set, at man gik endnu mere målrettet i én retning - for i et relativt kort actionspil som dette, havde både højere tempo og mere varieret missiondesign virkelig kunnet gøre en forskel.