MAG

Har du ikke fulgt med på gamereactor.dk, er du sikkert gået glip af min første tur i MAG (eller Massive Action Game som dengang stadig var en del af titlen) for syv måneder siden.

En del er sket siden, og Zipper Interactive har netop haft den største åbne beta kørende over PlayStation 3-netværket, mens den færdige version nu endelig er ude. Derfor trak jeg atter engang i kampuniformen og begav mig ud i det enorme skydespil.

I en verden, der femten år ude i fremtiden, er ledet af regeringer, befolket med frustrerede indbyggere og plaget af en konstant mangel på ressourcer, er krigsførelse, som vi kender det i dag, et overstået kapitel. I stedet er det blevet normalt at benytte uafhængige private virksomheder, når der skal føres krig. MAG har derfor fokus på tre private faktioner, der alle kæmper om at komme ud af krigen som den økonomisk velstillede sejrherre i den såkaldte Shadow War.

På første parket har vi de højteknologiske Raven, der med deres gråsorte kunstfiberudstyr og helteagtige James Bond-attitude, er krigens bedst udrustede private hær overhovedet. På en god andenplads findes Valor-brødrene, der med sig fra det kolde og ugæstfrie Alaska bringer attitude, æresbegreber og hårdhudethed, der gør dem til værdige modstandere.

På den absolutte sidsteplads kommer de kaotiske S.V.E.R. stormende med forældet udstyr, blodtørst og en "if it ain´t broken - don´t fix it"-mentalitet. Og med disse tre faktioner er der tydeligvis noget for ethvert temperament, spillestil og humør. Faktionerne er velbalancerede, og i sidste ende er det et spørgsmål om smag mere end fordele, hvem man vælger.

Der er selvfølgelig kommet tale og en kort CGI-intro på spillet siden beta, ligesom flere menuer er blevet udvidet. Og overlever man den alt andet end lovende lydside på introduktionen, er det tid til en påkrævet trænings-sekvens før man bliver sluppet løs. Denne lærer dig de mest basale egenskaber, som våbenskift og brugen af køretøjer. Ikke den bedste velkomst til et multiplayer-spil at blive sendt ud alene, men heldigvis er introduktionen kort.

Knap ti minutter senere kan man så komme igang med det som MAG handler om. At gå imod andre spillere. Som ny spiller bliver man kastet ind i en simpel deathmatch i form af "Supression"-delen, her er det en simpel omgang alle mod alle der bliver budt på. Det er tydeligt at denne del er tænkt som en indførsel til MAG. Og det er der brug for, for med mængden af funktioner og de til tider lidt diffuse måder at bruge dem på, er dette let MAGs styrke samtidig med dens svaghed.

Således er det i starten en øvelse i frustration, at se en holdkammerat forbløde, uden helt at forstå hvorfor man ikke kan bruge sit medic kit. At kaste en granat er også ofte det samme som selvmord. Desværre virker intet som man helt er vant til. Således er de første mange timer frustrerende mere end fornøjelige. Denne skribent ændrede hurtigt opsætningen (desværre er det ikke muligt at vælge andet end fastlagte styringer), hvilket hjalp en anelse på problemerne. Men der er mange muligheder, og derfor lige så mange ting at holde styr på.

Når man endelig får greb om styringen, og de mange finesser, er det tid til det store spil. "Sabotage" starter ud med to mål, der skal kæmpes om, og når en faktion har overtaget disse, åbnes endnu et mål op. Acquisition byder på kamp om køretøjer for 128-spillere, mens MAGs vigtigste tilbud er den enorme "Domination"-del. Efter cirka fem timers spiltid, er du som lvl otte parat til den store slagmark.

Her er det 256 spillere i kampen, og der kæmpes om verdensherredømmet ved at overtage dele af kortet under hver kamp. Dette er en interessant tilgang til PvP, og det at hver eneste sejr ryger i den store pulje hos spillerens valgte faktion, giver en god fornemmelse af at høre til på holdet.

"Domination" er fantastisk og til tider kaotisk. Kampene er fyldte med bombastiske kampscenarier, der kan gøre selv den største krigsfilm til skamme. Selvfølgelig med efterfølgende autonomi og forvirring. Men spillets spillets udviklere hos Zipper Interactive har tænkt grundigt over sagen og draget nytte af deres SOCOM-serie, mens de har skelet til Modern Warfares tempo.

Størrelse, kommunikationshieraki og sammenhæng har under hele udviklingen været nøgleordene, og det kan mærkes. Styrkerne er delt op i mindre grupper med hver deres leder, der på den måde kan arbejde uafhængigt i de enkelte delinger om gruppens opgave, uden at miste overblikket. Et overskueligt kort i hjørnet, viser de enkelte gruppers medlemmer, status for diverse mål samt selvfølgelig fjenden, såfremt de røber deres position.

Om holdmedlemmerne vælger at følge målene, er naturligvis op til den enkelte spiller, men igennem forskellige spilgulerødder som bonus til dine erfaringspoint eller styrke i sammenholdet, er der i MAG skabt et godt indicament til at følge lederen og de fastlagte mål.

MAG introducerer et levelling-system ikke ulig Call of Duty 4: Modern Warfare. Således er det muligt at udbygge karakterens evner, speciale, arsenal eller købe nyt tøj og udsmykning, ligesåvel som det kræver et højere niveau, at kunne påtage sig de forskellige lederroller. Modsat MW2, byder MAG på et mindre radikalt udbud af ændringer, så det føles mere som om spillerens evner fremfor dennes tid foran skærmen definerer vinderchancerne.

Man kan skabe flere forskellige konfigurationer på sin figur, og når døden indtræffer (hvilket den kan gøre ofte), har spilleren mulighed for at skifte til den figur, der passer situationen bedst.

Mag har masser af dybde, hvis man vil arbejde sig frem mod sejren som et hold, men også mulighed for at levere simpel underholdning som så mange andre skydespil. Skulle man vælge at gå rollespilsvejen, er der desværre ikke mange muligheder for at ændre på karakterens udseende, og du hænger på den mandlige udgave af soldaterne. Der er dog små ting der lokker, og herfra var det den seje ishockey-maske som lvl 60. Men begrænsningerne er ting Zipper har forklaret var nødvendige, for at sikre en flydene oplevelse, med mængden af spillere i kamp. Det er en skam, når man tænker på hvor meget mere indlevelse nogle ekstra valgmuligheder ville have sikret.

Der er gode muligheder for kommunikation, men PlayStation 3-ejerne har dog aldrig været nær så gode til at tage et headset i brug som PC- samt Xbox 360-ejerne. Men MAGs kvaliteter skinner tydeligst igennem, når en god leder tager rollen, og vejleder grupperne. I de dage jeg brugte med spillet, var det sjældent at opleve mere end tre-fire folk der talte en smule under kampene. Og ofte bestod kommunikationen af "whoa #€#%, I got him". Men når der endelig var en kompetent leder, så blomstrede MAG.

På fotos ser MAG håbløst fantasiløst ud: der er femten baner delt ud over lidt jungle, ørken og de sædvanlige krigszoner, og intet ser specielt interessant ud. Selv våbenudvalget indgyder en set-det-hele-før-følelse. Det er derimod i mængden af spillere, detaljerne i banerne og dybden i karakteropbygningen at fornøjelsen skal findes. Og så er det en velfungerende demo for PlayStation 3-maskinens kræfter, det er sjældent at opleve store problemer med poppende grafik, tabte forbindelser eller frameraten. Hvilket størrelsen taget i betragtning er ganske imponerende.

MAG kan være ustyrlig sjov, når man lige har vænnet sig til den brugerfjendtlige måde at præsentere valgmulighederne. Og spillet har potentiale til meget. Med den rette klan, kan det blive en forrygende oplevelse, når fjenden flankes og taktikker udleves. Men der er plads til begge type spillere: den glade fem minutters amatør og den seriøse spiller med et solidt hold i ryggen.

Hvor Call of Duty: modern Warfare er klassens hurtige elev med karakterer i toppen, og SOCOM den alvorlige lærer, er MAG den vilde, lettere uopfindsomme ballademager, der effektivt låner inspiration fra begge.

Om det er nok til at sikre sig en plads i et marked fyldt med kompetente førstepersonsskydere, er endnu for tidligt at spå om. Men konceptet virker, og der er god grobund for succes, hvilket i denne anmelders bog er nok til at sikre et solidt syvtal.