Magic the Gathering: Battlegrounds

Der kan ikke herske mange tvivl om, at Magic: the Gathering er et af de mest succesfulde kortspil nogensinde. Den intuitivt elegante vægt på det eventyrlige blev blandet op med stærkt strategiske elementer, der medførte en imponerende afveksling. Forskellige trolddomsretninger lagde grundlag for de taktiske overvejelser, hvor alene det at overskue det imponerende væld af tilgængelige kort var en præstation i sig selv. Netop muligheden for at sammensætte sine helt egne decks med særligt sjældne kort, vækkede den latente samlernatur hos spillerne. Dette skabte et overvældende indtjeningsgrundlag for Wizards of the Coast. Et franchise som senere er blevet overført til den digitale dimension, hvilket nu atter er tilfældet. I et svært definerbart sammensurium af kortspil, strategi og action bliver de magiske evner testet.

Historien svæver omkring forskellige magere repræsenterende de fem forskellige magiske retninger. Vi spænder over de røde kort, som repræsenterer direkte øjeblikkelige offensive troldkunster. De hvide kort, som mere er baseret omkring helende og beskyttende trolddomme, uden specielt kraftfulde dyr at fremmane. Til de sorte kort, som har med død og forrådnelse at gøre. De enkelte områder byder alle på repræsentative bæster og trolddomme, der kan gøre livet svært for enhver modstander. Vejen frem, mod den tronende position som herskende troldkarl, er belagt med et hav af udfordrere, der i et hektisk inferno vil fravriste een sine ambitioner. Gameplayet består af en række magtkampe, hvor man skal i et væld af mana og gryntende udyr, skal eliminere hinanden.

Fremgangsmåden er meget ligetil. Man tager opstilling på et relativt lille areal, der er opdelt i to. På hver side står så en troldkarl, der efter bedste evne skal omsætte sine evner til sejr. Modsat kortspillets turbaserede fremgangsmåde, med vid mulighed for omtanke, er der her dømt realtime kamp. Sfærer med mana dukker stokastisk op på banen, og man skal så skynde sig over og sluge skidtet. Dette booster ens kræfter, hvilket igen giver mulighed for at frigive lidt fyrværkeri i ansigtet på oppositionen. Som man bevæger sig dybere igennem historieforløbet, vil kaskader af troldfolk stække våben for een, hvorigennem nye troldkunster bliver tilgængelige. Det hele foregår relativt intuitivt, hvor skærmen hurtigt bliver et fyrværkeri af bevægelse. De fremmanede horder vælter frem, og afslører en endnu ikke videre gennemarbejdet AI. Ofte står ens udyr blot stille, imens man desperat løber rundt med fjender i hælene.

Muligheden for at afprøve sine evner online er naturligvis kærkommen. Det er trods alt det sociale element, der om noget har båret konceptet fremefter. Der er bare en noget begrænset antal forskellige trolddomme til rådighed, hvilket nemt kan blive en hæmsko for diversifikationen. Dertil så fjerner det actionorienterede gameplay meget af de strategiske momenter, der ellers ligger i konceptet. Faren ligger i, at det hele kommer til at føle en kende for overfladisk.