Magical Starsign

"Tag til en fjern galakse og red dine medstuderende, din lærer og måske hele solsystemet", er hvad der løst oversat, står beskrevet på bagsiden af den æske der lige nu ligger på mit bord. I stedet for at tænke på de storslåede verdener og eventyr som indpakningen lover, kan jeg dog ikke lade være med at tænke på, at det rent historiemæssigt, må være falliterklæringen for rollespilsgenren. Jeg kan kun forestille mig, at jagten på skolekammerater og en diffus lærer, aldrig har været brugt i genren før, fordi det lyder drønkedeligt. Femten timers spilletid senere har jeg fundet eleverne og læreren, og min teori har vist sig at holde stik. Med en så standard spillemekanik, og skolekammerater og lærer, der havde gjort sig bedre ved at forblive hvor ingen kunne finde dem, er her tale om et eventyr, som kun vil tilfredsstille de mest trængende.

Mens diskussionerne raser på spilforas verden over, om hvorvidt rollespilsgenren reelt har rykket sig de sidste mange år, er der ingen tvivl om, hvor Magical Starsign hører til. Her er tale om et eksempel af den slags, der tryllebandt så mange af os for et par konsolgenerationer siden, og det gør sig gældende i alt lige fra indbydende indpakning, til den farvestrålende og uskyldige grafik, hvormed hele eventyret er malet. Kontrollen er dog moderne og gør til fulde brug af værtskonsollen trykfølsomme skærm, på en sådan måde, at alt kan bestemmes med et par enkelte strøg med stylussen. Det giver alt sammen en herlig blanding af gammelt og nyt, og den første halve time tegner alt positivt.

Men så, ligeså stille begynder det hele at falde fra hinanden. Da jeg første gang møder den lærer, som skal vise sig at blive kickstarteren for min udflugt til det ydre rum, bliver jeg med det samme irriteret over den pinligt skrevne dialog, som øjeblikkeligt lader læreren fremstå enormt irriterende. Da jeg finder ud af at jeg igennem hele eventyret, kommer til at skulle kæmpe mig igennem et utal af kampe via et langsomt og ikke krævende kampsystem, får jeg lyst til at slukke. Og da jeg har reddet de første elever og med det samme bliver mindet om, hvor stort et tidsspilde det har været, fordi de ikke fremmer historien eller tilføjer noget til spillet, får jeg lyst til at ligge spillet væk på ubestemt tid.

Magical Starsign prøver hist og her med lidt nye ideer, men lader sig i det store hele være ganske tilfreds med at være af den gamle skole, hvilket havde været fint, hvis historien havde været god. Desværre mistænker jeg igennem hele eventyret, at det er skrevet af et barn med ringe forståelse for historiefortælling, og de bliver i løbet af ingen tid til et irritationsmoment, når nu der findes så mange bedre alternativer på markedet. Ja, det er et fint spil at have stående i den store spilsamling på grund af den flotte indpakning, og selve eventyret kan da også bruges på en stille vinteraften, hvor du lige mangler et eller andet at komme i konsollen, men som interaktivt eventyr er det gjort meget bedre, mange gange før.