Vi kan kritisere spil for mange ting: tekniske problemer, kedelige historier, ensformige udfordringer. Men hvor ofte har du oplevet at det som et spil gjorde forkert, mere end noget andet, var, at det ikke var sjovt? At spillet, trods ihærdige forsøg, ikke formåede at underholde, måske ligefrem opnåede den modsatte virkning? Jeg forbinder i højere grad den følelse med dårlige komediefilm, end med computerspil. Alligevel er det umiskendeligt sådan jeg har haft det med Maize.
Maize er udviklet af canadiske Finish Line Games og tilhører den type spil som af nogen er blevet døbt 'walking simulators'. I mindre nedladende termer kunne man kalde det et point-and-click eventyr, gennemlevet i førsteperson. Og hvis Maize gør noget rigtigt, så er det uden tvivl at sælge ideen om et sådan spil. Du bevæger dig gennem en række detaljerede og farverige miljøer, fra ildevarslende kornmarker og forladte bondegårde til sterile undergrundskomplekser med vanvittige arkitekturer.
Spredt omkring i områderne finder du alskens mærkelige genstande som skal indsamles, kombineres på kryds og tværs og sidenhen bruges til at løse et eller andet problem. Formularen er umiskendeligt point-and-click, men her stopper den gunstige sammenligning desværre også. Genren er lige dele berømt og berygtet for sine ofte obskure gåder og absurde løsninger. Og netop dén humoristiske betragtning er blevet gjort til det bærende element i Maize. Med stærkt svingende resultater.
For i Maize bliver de mærkelige problemer og opgaver anerkendt direkte af spillet selv. De dumsmarte, selvbevidste bemærkninger er praktisk talt allestedsværende. Udviklerne nærmest træder hinanden over tæerne i ren iver efter at påpege hvor bizart og vanvittigt et spil de dog har flettet sammen. Kender du typen som griner af deres egne vittigheder, før de overhovedet har fortalt dem færdig? Maize er bragt til live af et helt udviklerhold af den slags.
Forstå mig ret, der er rigeligt at tage fat på hvis man vil gøre grin med spil. Navnlig med de mange skøre eventyrspil i tankerne, skulle man synes at både ironiske vittigheder og kløgtige betragtninger skrev sig selv. Men det er utvetydigt Maize's svageste punkt. Igennem de små fire timer som spillet tager at gennemføre, finder man ikke meget andet end variationer af den samme joke: "Se hvor dårligt vores spil er skruet sammen!"
<newpage>
Det er velsagtens et evigt diskutabelt spørgsmål om et stykke kunst, ved at anerkende sine fejl og mangler, måske endda ligefrem ironisere over dem, derved i sidste ende formår at sætte sig ud over dem. Men jeg vil mene at det ikke er lykkedes for Maize. For selv med min ovenstående kritik af spillets forsøg på komik sat i parentes, så er Maize simpelthen ikke særlig godt.
Nej, selv hvis jeg ignorerer dets dumme humor (spillets største salgsargument, vel at bemærke) står Maize tilbage som en overvejende uinteressant oplevelse. Heller ikke historien - noget med intelligente kornplanter og et fejlslagent forskningsprojekt - formår at gøre mindre skade end gavn. I den, ligesom med resten af spillet, gemmer der sig en håndfuld gode, sjove ideer som desværre lider den skæbne at blive genbrugt så ofte at spillet efter bare fire timer begynder at virke ensformigt.
Men alt det kan man bare ignorere, ikke? Humor er en smagssag, hvad jeg synes er sjovt er naturligvis subjektivt, bla, bla, bla. Men undtaget alt dette er Maize stadig et svagt spil. Måske ikke meget svagere end andre titler i samme kategori. Måske i virkeligheden stærkere, for så vidt at det på nogen måder minder om et mere traditionelt spil med gåder, udfordringer og opdagelseselementer.
Men eksekveringen halter, også selv om det måske er et bevidst valg. Arbitrært placerede papkasser blokerer spillerens evne til at navigere rundt i banerne og spillets gåder, og her er jeg rundhåndet i mit ordvalg, kræver ikke megen forstand eller omtanke. Og når alle interaktive genstande er fremhævet med et lysende omrids bliver det ikke svært at finkæmme områderne for ting, gennemtvinge alle mulige kombinationer for så at bevæge sig videre og gentage det hele i det næste område.
Det er en overfladisk affære som kun til tider bliver afbrudt af uberettigede filmsekvenser som spillet uden tvivl havde været bedre uden. Måske værst af alt er den kunstige afgrænsning af spillerens frihed som resulterer i lineær oplevelse uden egentlig genspilningsværdi. Men til spillets kredit, så betyder de lave forventninger til spillerens evner og engagement også at Maize opretholder et godt tempo hele vejen igennem.
Og netop det, sammen med spillets komiske vinkel, får mig til at overveje hvem Maize egentlig passer til. Det er næppe skabt med højpandede anmeldere som undertegnede i tankerne. Måske snarere en gruppe af venner som, uden nødvendigvis at kende meget til mediet, leder efter spilverdenens pendant til en stoner komedie. Jeg tror selv jeg skulle have røget noget for at have det sjovt med Maize. Noget stærkere end majs.