Mario and Luigi: Partners in Time

Når man lever af spilbranchen og dagligt beskæftiger sig med dens mange facetter, er det uundgåeligt, at der på et eller andet tidspunkt går salgstal og markedsandele i den. Det hele bliver lige pludselig en større slags matematisk opgave, og væk er budskabet om morskab og underholdning, som egentlig er, hvad det hele burde dreje sig om. Da mine øjne første gang stirrede på indpakningen til Mario and Luigi: Partners in Time, var det som om min hjerne for en ganske kort stund kommanderede mine tanker ind i en tidsmaskine. Rejsen gik tilbage til dengang, hvor jeg endnu ikke analyserede, hvorfor spil var som de var, og hvilke markedssegmenter havde krævet, at spillet skulle se ud på en ganske speciel måde, hvor spil handlede om underholdning. Selvom både min hjerne og jeg i mellemtiden er røget tilbage i nutiden, er tidsmaskineeffekten, hver gang jeg tænder for spillet, endnu ikke aftaget; dette er den pureste underholdning.

Solens skinnede stråler rammer den bolchefarvede verden, og lige så langsomt tegner DS’ens to skærme den velkendte Mario-verden i al sin kulør. Men noget er anderledes, for i modsætning til de mange uheldige sideprojekter, vi på det sidste har set Mario rode sig ud i, er dette den indirekte fortsættelse til GBA-spillet Superstar Saga, som er det tætteste Mario i lang tid er kommet på at ramme succesen fra sin sagnomspundne fortid. Ligesom Superstar Saga tager også det nye spil udgang i Marios velkendte verden, men set gennem udvikleren Alphadreams øjne, hvilket giver universet et manisk, friskt pust. I stedet for med stoisk ro at tackle enhver situation uden at blinke, flygter Luigi nu fra enhver farefuld situation med Mario halsende bagefter for at berolige ham. Prinsesse Peach opleves som den lille forkælede tudeprinsesse, der fra sin barnevogn straks bryder i gråd, hvis ikke hun bliver underholdt af det royale hof, der derfor må slå sig selv til plukfisk.

Holdets mest inspirerende øjeblik er dog Partners in Times historie, der mest af alt minder om en blanding af den gamle horrorfilm Attack of the Body Snatchers og War of the Worlds, alt sammen i en børnevenlig version, naturligvis. Efter Peach har foretaget en mislykket tidsrejse, begynder de onde Shroobs fra deres mini-ufoer, pludselig at angribe alle de verdner, der til sammen udgør Marios forunderlige univers. Tidsproblemerne betyder, at den voksne Peach bliver taget til fange, mens Mario og Luigi som børn slår sig sammen med deres voksne versioner, for endnu engang at befri den underskønne prinsesse.

Et af de mest opfindsomme elementer ved Superstar Saga, var måden hvorpå holdet havde formået af få så meget af det originale Mario platformspil, med over i rollespilsverdenen. De mange kampe krævede ligeså god timing som platformspillene, og selv de mindste finurligheder blev på en eller anden måde vævet med i rollespillet. Dette er heldigvis fortsat i Partners in Time, men denne gang udvidet, så du nu har kontrol over begge sæt brødre på en gang. Baby Mario og Luigi, samt voksen Mario og Luigi, er hver især fordelt over hver deres knap, hvilket spillet udnytter maksimalt. Under enhver kamp er det for eksempel muligt at forvolde ekstra skade, ved at lade Baby Mario hoppe fra voksen Marios skuldre inden de rammer fjenden, men timingen skal være præcis. Dette aspekt gentages i alt lige fra brugen af specialvåben til minispil, og fælles for alt sammen er at det kræver god timing, uden dog nogensinde at blive overkompliceret.

Opfindsomt er også brugen af de to skærme, der oftest benyttes hver gang de to brødrepar bliver adskilt og miniput-versionerne må gå på eventyr selv, på den øverste skærm. Selvom det aldrig grænser til det geniale, virker det igen dejligt fornyende med opgaver, der kræver koordinering og opfindsomhed, når den ene skærms opgaver skal passe sammen med, hvad der sker på den anden.

Partners in Time’s største problem er at forløberen, Superstar Saga, var et så forbandet godt og nyskabende spil. En del af det spils kvaliteter var chokket over, at der i den grad blev rusket op i det ellers søvnige Mario-univers, og jeg for første gang fik set, hvordan en tidssvarende variant så ud. Denne chokværdi har det nye spil svært ved at følge op på, og må i stedet tage sig til takke med at fortsætte det. Det samme kan siges om det meste af spillet, der mest af alt føles som en forbedring og forfinelse af titlen, der gik forud for denne. Underholdningen er dog stadig i top.

Når jeg stadig spiller videre for at besejre de sidste fjender, er det fordi dette er det første spil, der i lang tid har fået mig til at glemme alt den ligegyldige snak om grafiske effekter, lydspor af de rigtige kunstnere og hvad der nu ellers bliver satset på i spil i dag. Dette er hvad alle spil i essensen burde være - et spil, der fra start til slut byder på pure underholdning, uden på noget tidspunkt at prøve at inddrage elementer, som tidens trends har dikteret. Dette er vejen frem for Mario og Luigi.