Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Mario Kart Wii
Anmeldelser Mario Kart Wii

Mario Kart Wii

Mario Kart giver den gas på Wii med motorcykler og onlinesjov. Vores svenske kollega Jonas Elfving er klar til at fælde dommen over Wii-spillet...
Jonas Elfving Testet på 2 april 2008

Samme gamle Mario Kart, tænker jeg, hvilket ikke nødvendigvis skal forstås negativt. Et nyt og friskt Mario Kart, tænker jeg nogen tid senere, og entusiasmen er igen tilbage. Mario Kart er endelig landet på Wii, og med sig har det en masse små forbedringer, samt én stor. Og hvad er den store nyhed så? Ja, plast-rattet er det i hvert fald ikke.

Det første indtryk af Mario Kart Wii ødelægges totalt, da jeg under mit første Grand Prix, prøver denne underlige plastik-fidus, som ikke er andet end et nyt sted at placere min Wii-mote. Uden modstand og et fast punkt at placere den på, flyver rattet gennem luften, og min stakkels Yoshi ser ikke ud til at nyde turen. Heldigvis kan det hele styres via en kombination af Wii-moten og Nunchuck-kontrollen, Classic Controlleren, eller blot din gamle GameCube-kontroller. Jeg endte med at bruge sidstnævnte.

Med et afstøvet Gamecube-joypad i hånden, får jeg for alvor styr på min racer og sværhedsgraden sættes op til 150cc, for overhovedet at få nogen udfordring. Jeg brænder gennem de nye baner, og sidder faktisk først fast ved Toad's Factory, en meget veldesignet bane, fuld af hjælpsomme rullebånd og smertefremkaldende industripressemaskiner.

Kaosset på banen er større end normalt, da tolv kører om kap på samme tid. Alligevel har jeg tid til at notere nyheder om motorcyklerne, en baby Peach, samt muligheden for at udføre tricks, ved at køre op af turbobelagte ramper og vifte løs med Wii-moten.

Da rulleteksterne kører over skærmen efter et par timers spil, har jeg haft det sjovt, selvom alt virker lidt for velkendt. Mario Kart-serien har for alvor en voksende brist, når det kommer til introduktionen af nyheder, og noget føles helt forkert, når jeg med et GameCube-joypad i hånden, atter undviger fælderne på Waluigi Stadium, som er marginalt flottere, end det fem år gamle Mario Kart Double Dash!! Jeg vælger, at se de fire retro-ligaer som en "skjult bonus" til de fire nye ligaer, men selv da taber Mario Kart Wii point, med dette selvgratulerende og kunstigt forlængende nostalgi-VM. At flere af de såkaldte nye baner, bygger på gamle ideer, eksempelvis Moo Moo Meadows, Bowser's Castle og Rainbow Road, gør ikke sagen bedre.

Men nok surmuleri og videre til den bedste nyhed, Mario Karts nye onlinemuligheder. Hvor spillet måske ikke lever helt op til forventninger fra starten, er det kun lige indtil, du gør brug af WiFi-funktionen. Pludselig ændrer det karakter, og det er det som om spillet finder en af de, fra Mario-universet, velkendte kraftstjerner og accelererer sig helt frem i feltet igen. Her kan jeg hoppe ind i løb, og endda tjekke de bedste Time Trial-tider på en uhørt charmerende jordklode, som kun Nintendo kunne have designet. En strøm af Mii-personligheder flokkes på skærmen langs en tidsaksel, og flokken bliver tyndere og tyndere, jo længere, jeg kigger til højre. Jeg kan sortere rekorder efter mine venner, Europa og hele verden, og jeg føler mig dermed hele tiden udfordret.

Det er en speciel følelse, at studere ranglisterne, her et par uger inden verdensudgivelsen. På trods af at rekordjagterne ikke for alvor er gået i gang endnu, har beta-testere og spiljournalister, allerede sat nogle imponerende tider. Jeg indser, at mine chancer for at nå top-ti listen på verdensplan, aldrig bliver bedre end nu, og bestemmer mig derfor for at fokusere min kunnen på banen Desert Hills. Nogle timer senere sidder jeg desillusioneret tilbage, og fordømmer Pokeys såvel som hybris. Et par dage passerer, og pludselig har jeg kørt næstbedste tid i Europa, og jeg er nummer ti på verdensranglisten. Ranglistefanatikeren i mig smiler stort.

Denne ranglistefanatisme har tydeligvis allerede fanget flere end mig, og onlinemulighederne i Mario Kart Wii er en ren fryd. Alt er snedigt og charmerende skruet sammen, og at køre mod andres spøgelsestider, er uhørt vanedannende. I den nærmeste fremtid skulle der endda blive tilføjet specielle turneringer, som så vil blive transmitteret på en særskilt Mario Kart-kanal i Wii-menuen, hvilket skulle gøre det nemt at følge modstanderne. Når vi i fremtiden kommer til at kigge tilbage på Nintendos online-satsninger, er der ingen tvivl om, at Mario Kart Wii vil stå som en milepæl.

Det lykkedes, på trods af lidt for meget retroindhold, Mario Kari Wii at tage serien et skridt videre i den rigtige retning. Som partyspil er det udmærket, men for de mest hårdføre spillere, der har lyst til at forbedre sine omgangstider med hundreddele af sekunder, er her nærmest en uendelig levetid at finde. Mario Kart Wii er en essentiel tilføjelse til konsollens spilbibliotek, og er et farverigt vanvidsræs, som eller ejere bør teste.

Yderligere karakterer

Grafik
6 / 10
Lyd
7 / 10
Spilbarhed
8 / 10
Langtidsholdbarhed
9 / 10
8
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Fantastiske onlinemuligheder. Charmerende som altid. Udmærket festspil.
Minusser For genkendelige baner. Kort tid som singleplayer-oplevelse.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 3 Gamereactor-udgaver
8,3 spredning 8–9
Gamereactor Danmark 8
Gamereactor Sverige 8
Gamereactor Suomi 9
Fuld profil 61 udgivne artikler
8
God Netværkskarakter på tværs af 3 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Nintendo
Udgiver Nintendo
Premiere 11 april 2008
Testet på Wii
Genre Racing
Platforme
Wii
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.