Mario Party 8

Hvis et spil afføder en efterfølger kan man som regel konkluderer, at det enten er blevet skamrost af anmelderne eller har bidraget godt til udgiverens årsregnskab. De større af slagsen får måske endda en trilogi eller fortsætter lidt længere. Men når man kommer op over de fem-seks spil bliver det skræmmende. Sportsspil kan naturligvis gøre det i kraft af årlige spillerrokeringer og Final Fantasy har brugt kreativ alsidighed til at holde det hele friskt, men hvad med en pakke af mini-spil? I hvert fald skal vi nu med Mario og vennerne ud på det digitale brætspil for ottende gang, men spørgsmålet er om kan Hudson kan komme i mål før de bliver slået hjem?

Bomberman-udvikleren lader jo nærmest ikke til at lave andet end små og desværre alt for ofte meningsløse mini-spil i disse dage, blandt andet i det små-patetiske forsøg på at genoplive Xbox lanceringsspillet, Fuzion Frenzy, sidste år. Kvalitet er heller ikke ligefrem, hvad Mario Party 8 udstråler fra første øjekast. Man bider især mærke i den mindre flatterende grafik, der markerer sig som det første Nintendo-udgivne Wii spil uden widescreen-understøttelse. I stedet må man nøjes med et grimt mønster til at udfylde kanterne. Dette forstærker blot følelsen af, at man rent faktisk sidder med et Gamecube spil, der lider af DSB-syndromet og er ankommet lidt for sent til perron.

Nu er mini-spil ikke ligefrem kendt for brænde nethinderne med grafiske lækkerier, så når den ikke særlig Nintendo-agtige sprechtalmeister byder velkommen til et kæmpe cirkus, som tilbyder seks forskellige bræt at spille på, så er det alligevel med et smil på læben. Ikke mindst fordi det er nogle meget kreative, skøre og spændende baner ved første øjekast, som ikke umiddelbart afslører alle sine hemmeligheder. Du bliver da advaret om alverdens farer og mystiske ting, som kan opstå undervejs, men hvem det helt præcist gavner og skader forbliver heldigvis små mysterier.

Mario Party 8 afviger ikke synderligt meget fra de tidligere spil i serien, så også her skal man igennem et varierende antal runder bevæge sig rundt på brættet i jagten på så mange stjerner som muligt. I mellemtiden skal man optjene penge i mini-spillene, der afholdes efter hver runde, som blandt andet skal bruges til at købe stjernerne. Et af de nye elementer er forskellige stykker slik, som kan give spillerne superkræfter, såsom at stjæle slik eller penge fra andre de passerer eller smide dem tilbage til startfeltet.

Desværre bliver hele meta-spillet, som selve brættet egentlig må betegnes som, ikke den mest intense og underholdende oplevelse. Tilfældigheder og held bestemmer en stor del af slagets gang, hvor den første til at starte ofte har en fordel gennem hele spillet. Hudson har naturligvis inkluderet en masse X-faktorer, så der rystes godt rundt i feltet undervejs, men udviklerne har åbenbart været fast overbevist om skæbnens eksistens, da der hurtigt begynder at tegne sig et ofte urokkeligt billede af vinderne og taberne, og så begynder luften at gå af ballonen med fem omgange igen.

Efter alle spillere har fået deres terningekast bliver man sluppet løs i en bred vifte af mini-spil, som både giver plads til en gang alle mod alle, holdspil i 2 mod 2 eller den interessante 3 mod 1. Her finder man Mario Party 8's egentlige essens, selvom det må betegnes som en blandet pose bolscher.

Mange af spillene bærer tydelig præg af, at dette spil nok ikke startede sit liv på Nintendos nye populære konsol. Der hænder alt for ofte, at man blot skal bruge D-pad'et og et par knapper til at styre rundt, mens Wii-motens specielle funktioner nogle gange kun inddrages halvt. Eksempelvis føles det en anelse kluntet, når du kun skal kaste basketbolden eller trille bowlingekuglen på det rigtige tidspunkt i de respektive mini-spil og egentlig ikke har kontrol over placering, fart og så videre. Der er ingen tvivl om, at dette gør mini-spillene væsentlig mere tilgængelige og der går ikke mange sekunder før man fatter pointen, men desværre gør det dem også overfladiske oplevelser i mange tilfælde, så man ikke føler lysten til at genspille dem.

Der gemmer sig dog et par perler imellem og der er ingen tvivl om, at brug af Wii-moten gør hele party-spils oplevelsen langt mere vild og festlig, når man sidder omkring fjernsynet. Mario Party 8 kan dog langt fra leve op til standarden sat af spil som WarioWare og Rayman: Raving Rabbids, og når det så samtidig ikke udvider på Nintendos nye online-initiativer som Mario Strikers indledte, så føles det ikke som en særlig attraktiv pakke. Derudover siger det næsten sig selv, at det heller ikke er et spil, som giver den store glæde at spille alene.

Med vennerne samlet foran tossekassen kan Mario Party 8 stadig indbringe en masse sjove timer, selvom mini-spillenes kvalitet er alt for svingende og brætspillet ikke ligefrem opbygges af den mest retfærdige og spændende struktur. Men hvis man savner endnu flere skøre mini-spil til sine sociale Wii-timer, så giver Mario Party 8 lidt mere at te sig tosset til.