Mario Power Tennis

Tennis er, uanset om man ved det eller ej, et spil der foregår mere i hovedet end på banen. Når to lige gode modstandere mødes på grus underlaget, så er det udelukkende på det taktiske niveau, at kampen kan vindes. Læg den lange bold i hjørnet, lav en drilsk stopbold når modstanderen forventer en øredøvende smash og vip den forsigtigt over ham, når han farer op mod nettet. Tennis kan være en af de mest nervepirrende og spændende sportsgrene at give sig i kast med - såvel i virkeligheden som i det digitale univers.

Camelots oprindelige Mario Tennis, der huserede på den nu hedengangne Nintendo 64, havde meget af dette i kredsene. Selvom lokaliteterne var spraglede og fyldt med padehatte og lyserød glasur, så fejlede selve grundessensen ikke en pind. Det var Tennis, blot med hele Nintendos elskede galleri af skæve karakterer og vanvittige indfald. Jeg havde derfor set meget frem til at få denne generations svar på en sukkersød tennisoplevelse ind i stuen med Mario Power Tennis, men må indrømme, at jeg her 15 timer senere sidder tilbage med en noget lunken følelse.

Mario Power Tennis er nemlig ikke så meget et tennisspil, som det er en skattekiste af Mario Party mini-spil og ligegyldige power-ups. Camelot har ladet sig inspirere af alt for meget, og har på en eller anden måde endt med at hælde for meget vand i blækket. Det hele er simpelthen fortyndet en tand for meget og det opdager man, når man indtager banen for at få sig et godt slag ketcher. Det et ikke rigtig tennis længere.

Der løber ganske vist et net hen over banen og der er da også kun to spillere på gruset, men når man efter at have slået til bolden et par gange ser sin ketcher lyse op, så opdager man at noget er helt galt. Det første Mario Tennis havde da stærke slag, som i kampens hede kunne presse modstanderen, men med Power Tennis tages dette aspekt til helt nye højder. I hvad der nærmest kan betegnes som en Final Fantasy Summon-formular, eksploderer skærmen i et farveorgie af absurditeter og pludselig hopper Donkey Kong op i en tønde og fyrer et flammeskud af mod dig. Du prøver forgæves at slå til kuglen, men du laver i stedet et kæmpe hul i luften. Fra den anden ende af banen griner en retarderet abe af dig.

Første gang er det et meget sjovt indslag, men som selv dine mest snedige bolde snuppes med denne feberredning, så bliver man langsomt træt af det. Bedre bliver det ikke når man selv begynder at presse højre skulderknap ind. Fra det ene øjeblik til det andet, redder man sig ud af en gevaldig klemme og modstanderne bliver både sjasket til med vand og sendt til tælling. Ja, man vinder kampen, men det føles ikke som andet end en hul sejr. For mens den lette løsning bærer frugt, så er de mest kalkulerede og præcise slag ikke en pind værd - og før du ved af det, forsvinder glæden ved at spille tennis. Et par menuer senere er de grafiske indslag tonet ned til et minimum, men jeg er nødt til at finde mig i at man stadig kan bruge dem.

Bedre bliver det ikke når man stikker vejen forbi de mange ekstra ting, som spillet har at byde på. Her kan man male Marios ansigt med et væld af bolde, løbe fra Boombs og fjolle rundt på må og få i et udvalg af mini-spil, der mest af alt virker som om de burde have været en del af det næste Mario Party-spil. De kan til nød gå an i et par timer, mens det hele stadig er friskt og anderledes, men efter disse, går det hurtigt ned af bakke. Special Games er en fjollet eftertanke, intet andet.

Faktisk så er Mario Power Tennis bedst, når man efter at have rodet med spillets options, har fjernet alt det irriterende støj som fyldet repræsenterer. Barberer man spillet ned til det absolutte minimum, så kan man i glimt spore det spil der gjorde Nintendo 64-spillet til en eftertragtet vare. Camelot har krammet på spilfølelsen. Styringen sidder lige i skabet, og når man laver en perfekt stopbold og ser sin modstander vælte hen mod nettet for at få det mulige, så tændes ilden i én. Det er så indlysende ligetil, at man undrer sig over, hvorfor de ikke bare pyntede på originalen og så ellers fik det brændt ned på den lille skive - der skulle faktisk ikke mere til for mit vedkommende.

Når alt er sagt, og det er det faktisk ved at være, så når Mario Power Tennis aldrig de højder som originalen gjorde. Der er for meget støj på linien, for mange overpjattede og ugennemtænkte indslag, der måske vil more den mest Mario-glade spilentusiast, men som vil skuffe ægte tennisfans. Jeg ved godt at Camelot ikke er ude på at gå Top Spin i bedene, men det var vist heller ikke helt meningen, at vi skulle spille os igennem endnu en udgave af Mario Party - var det?