Mario Slam Basketball

Af en eller anden grund virker det usandsynligt, at en halvfed blikkenslager med skovsnegl hen over læben og kikset tøjstil, nærmest har overtaget verdensherredømmet. I hvert fald i østen, hvor den lille mand bliver brugt mere end Paris Hilton på verdensplan - og der skal altså meget til.

Mario Slam Basketball er i al sin enkelthed et basketball spil med alternative regler. I stedet for at score almindelige point, skal man samle mønter, og ens score bestemmes ud fra det antal mønter, man har samlet ind idet bolden bankes i kurven. Med til at gøre det hele lidt sjovere, er muligheden for at indsamle diverse genstande på banen, som man så kan tonse efter modstanderne, når kurven skal forsvares. Kort sagt, Mario Slam Basketball er basketball med et alternativt regelsæt, overtrukket med et puttenuttet Mario-tema.

I de mange kampe, jeg har spillet i Marios, Bowsers og Ninjas basketball-sko, har jeg klaget og brokket mig over spillets kontrol. Der er ganske enkelt for meget fokus på at skamride trykskærmens funktioner. Alt, undtagen mine spilleres grundlæggende bevægelser, skal udføres ved hjælp af denne skærm, og det efterlader mig gang på gang med krampe i håndledet. Jeg skal holde min skulderknap inde, mens jeg udfører en krampagtig dans henover den blanke trykskærm, blot for at skifte spiller. Hvorfor ikke bare lade mig trykke på 'A'? Ligeledes skal jeg nærmest danse en hel ballet henover skærmen, blot for at forsvare min kurv - og når skærmen så ikke altid gider reagere, så bliver det hele pludselig kaotisk. Hvorfor ikke bare lade mig trykke på 'B'? Den besværlige kontrol gør det til lidt af en prøvelse at klare sig i pressede situationer, særligt når sværhedsgraden stiger, som man avancerer i turneringerne. Ærgerligt!

Og det er virkelig ærgerligt, for selve Mario-følelsen er intakt. Spillets charmerende persongalleri er helstøbt, ligeledes er de mange, farvefulde baner, der hver især tager udgangspunkt i de enkelte hovedkarakterers hjemsted. Jeg fik lov til at dyste i Bowsers mørke middelalderborg og Donkey Kongs junglearena, for blot at nævne nogle få af de eksotiske lokaliteter. Men hvad gør det, når noget så essentielt som spillets kontrol, bare ikke fungerer. Det bliver heller ikke bedre af, at den kunstige intelligens for det meste bare står og klør sig selv bagi, når kampene spilles i de ellers så farvestrålende arenaer.

Mario Slam Basketball er en skuffelse. Det kan godt være, at jeg render rundt med et gammelmandshåndled, men jeg kunne ikke spille en kamp med Mario og Co. uden at få krampe. Det overambitiøse forsøg på at gøre trykskærmen til epicenter for hele oplevelsen, blæses ud i intetheden, ganske enkelt fordi det er så elendigt udført. Der skal nok være dem, der synes at kontrollen er åh så fantastisk, og fred være med dem, det skal de have lov til. Jeg er bare ikke en af dem, der kan tage til takke med det.