Mario & Sonic at the Olympic Games

For nogen var det en våd drøm, der endelig gik i opfyldelse. Selveste platformkongen Mario møder sin største rival nogensinde, nemlig højhastighedspindsvinet Sonic? Det kan da ikke blive meget bedre. Eller hvad?

De Olympiske Lege står for menneskets trang til at overskride grænser, de er en hyldest til sporten og så er de en begivenhed, der binder folk sammen på tværs af politiske, religiøse og ideologiske grænser. Onde tunger vil naturligvis påstå, at de Olympiske Lege er en art hall of fame for dopingen, men det vælger jeg nu at se bort fra. Begiven, for i anledning af de Olympiske Lege har Nintendo og Sega ladet deres største varemærker mødes. Det er godt nok ikke det superspil, som visse fans havde håbet på, men nu er de samlet og vi kan lige så godt få det bedste ud af det.

Mario & Sonic at the Olympic Games er en række minispil, der alle har et eller andet med en sportsgren at gøre. Selvom Wiien har flere minispil end nogen anden maskine, betyder det ikke at Mario & Sonic er en trist oplevelse, snarere tværtimod. Først og fremmest har vi et regiment af figurer fra Sonic og Marios respektive univers. Nogle af dem er fine, men man må undre sig over, hvad der har bestemt nogle af dem. Hvorfor er Vector the Crocodile med, men ikke Donkey Kong?

Hvad enten man kan lide dem eller ej, så ser de godt ud. Deres bevægelser er flydende og de ser ikke underlige ud, når de dyrker de forskellige sportsgrene. De er delt op i forskellige kategorier, der hver især har et speciale. Nogle figurer er bedre til ting, der har med styrke at gøre, mens andre er hurtige eller er stærke i de mere tekniske discipliner.

Dernæst har vi en lang række discipliner. Det er naturligvis en blanding af skidt og kanel, men forbløffende nok er mængden af skidt meget lille. Kilden til denne store mængde af kanel kan opsummeres i ét ord, nemlig "variation". Der, hvor alt for mange minispil på Wii falder i, er når det gælder bevægelserne med Wiimoten og Nunchucken. Det er ikke bare at bevæge de to controllerdele op og ned. Løb handler om at holde øje med udholdenhed, mens de mere tekniske discipliner kræver mere end bare at ryste lidt på hånden og trykke på en knap.

Tag eksempelvis trampolinspring. Ikke nok med at man skal svinge Wii-moten, således at ens valgte figur springer så højt som muligt, man skal også trykke på A, B og dreje Wii-moten mens figuren er i luften. Det lyder enkelt og direkte kedeligt, men det er faktisk ret underholdende. Svømning er en anden demonstration af Mario & Sonics variation. Man skal nemlig bevæge Wiimote og Nunchuck efter den stil figurerne har.

Og derudover er der discipliner, der kræver andet og mere end bare ryst og sving med hænderne. Lerdueskydning er ret svært og kræver godt nok en rolig hånd. Lerduerne flyver hurtigt og det er bestemt ikke en sportsgren, der tager dig venligt i hånden og følger dig hele vejen. Bueskydning er også godt sat sammen, og det er i de situationer man sidder og glæder sig over Wiiens muligheder.

Men det er ikke alt sammen godt. Først og fremmest er man pinedød nødt til at spille det såkaldte Circuit-mode for at låse op for mere indhold. Det er ikke altid lige morsomt, hvis sådan en runde inkluderer en eller flere sportsgrene, man er elendig til. Desuden er mange af disse discipliner ret brutale ved armene. Man kan hurtigt blive meget træt (både bogstaveligt og figurativt) af at vifte med armene, uanset hvilken retning man gør det i. Samtidig virker det besynderligt at et spil, der i den grad henvender sig til multiplayer og feststemning kræver at man sidder og gennemfører spillet alene først.

Derudover er grafik og lyd ikke altid lige opløftende. Mens figurerne ser pæne ud, virker de malplacerede i de kinesiske OL-arenaer, der åbenbart ikke er designet med tanke på den farvefest Mario, Sonic og deres venner er. Lyd og musik har det også med at være irriterende efter ganske kort tid, hvilket ikke just er godt, når spillet sigter efter at holde spilleren fanget i flere timer foran skærmen.

Ikke desto mindre må man rose Nintendo for at have samlet en yderst kompetent samling af minispil. De slår ikke WiiSports, men skulle man have trang til lidt mere variation end just bowling og Wii Sports fire andre sportsgrene, er Mario & Sonic at the Olympic Games et ganske godt bud, så længe man er parat til at sidde mutters alene og låse op for de forskellige discipliner, inden ens venner kan være med.