Mario Strikers Charged Football

Fodbold er og bliver en voldelig sport. Vi ser det gang på gang uden for banen, hvor hooligans går i kødet på hinanden, mens vi for nyligt i landsholdskampen mod Sverige så, hvordan både spillere og fans så rødt og lod banens mest hellige person, dommeren, bøde. Måske derfor står banen uden nogen autoritet i Mario Strikers: Charged Football, så der er åbnet op for voldssluserne og med de elskværdige, men alligevel så aggressive figurer fra Mario-universet, er der lagt op til et brag af en fodboldkamp.

Efterfølgeren til Mario Smash Football virker på overfladen som det typiske Mario sportsspil, som vi efterhånden kender så mange af. Du tager en ganske almindelig og populær sport, og krydrer den derefter med alle de karakteristiske Mario-elementer og overnaturlige muligheder. Du bliver i spillet udstyret med en kaptajn for holdet, hvor valgmulighederne står blandt de mest kendte personer som Luigi, Bowser, Wario og naturligvis Mario, med i alt 12 af slagsen, og derefter vælger man tre holdkammerater. Her står valget imellem figurer som Toad, skildpaddeskelettet og Koopa, hvor det er muligt at vælge flere ens.

Hvor spillet dog adskiller sig fra andre Mario-spil er i dets yderst omfattende og komplekse gameplay, hvor der måske er flere muligheder og aspekter end mange kan gabe over. De inkluderede ti træningsbaner er en nødvendighed for at overleve i mere end fem minutter, og det er ikke så svært forstå.

For det første er alle holdkaptajnerne og medspillerne udstyret med forskellige egenskaber og evner. Alle har et bestemt defensivt forsvar, samt et specielt superskud, hvor skydeknappen skal holdes nede et par sekunder, og alle har deres specielle "dribling". Derudover indeholder spillet som sædvanligt de ikoniske power-ups, hvor man kan affyre paddehatte, smide bomber eller slippe kaptajnens superangreb løs. Disse optjenes ved at give bolden energi, som igen opspares gennem afleveringer, godt spil og deslige. Sidst, men bestemt ikke mindst er der Mega Strike, hvor kaptajnen kan affyre op til seks skud på én gang, og som modstanderen skal prøve at redde.

Det er en ordentlig pærevælling og én som let kan forvirre de fleste i starten. Det giver dog spillet en enorm dybde, hvor det bliver afgørende at lære alle de forskellige personer til benene og kende deres styrker og svagheder. Oveni i det hele kommer naturligvis banerne, hvor man kan havne midt i en vulkan og hurtigt brænde fødderne, mens køer kommer flyvende og man selv kan falde af på en anden bane. Det er en helt igennem kaotisk oplevelse, og kampene bliver hurtigt et kæmpe spektakel. Disse er dog langt fra flotte, og spillet formår ikke at imponere med sine tekniske færdigheder. Lyderne er ekstremt simple og kan virke helt ved siden af hinanden, mens grafikken på nær de mange effekter og rimelig animationer, har ret ringe teksturer.

Spillets helt store problem bliver dog, at al den kaos og intensitet i perioder kan blive en alt for stor mundfuld. Når man kæmper sig igennem de tre forskellige cups, kan man sagtens opnå kæmpe sejre, men andre gange stå overfor en fjende, som aldrig lader sig penetrere. Frustrationen kan blive enorm og kampen kan føles ude af kontrol, men det værste er alligevel, at der ikke er mulighed for at tage kampene om. Så når du efter 12 intense og hårde dyster skal i finalen, så er der kun én ting at gøre, når du taber: Starte forfra!

Heldigvis kan kampene godt blive skræmmende sjove og nervepirrende, når man først har fået styr på kontrollen. Selvom spillet gør utrolig dårlig brug af Wii-moten, der kun bruges til tacklinger og redde bolden under de farlige Mega Strikes, så er resten af de mange muligheder heldigvis fordelt godt på alle knapperne. Desværre er kontrollen i netop de to ovennævnte tilfælde ikke alt for stabil, hvorfor tacklingerne flere gange aldrig udføres og bolden nærmest ryger igennem hænderne.

Hvor spillet dog har sin største akilleshæl, er de virkelig forringede sociale muligheder, som det komplicerede gameplay afføder. Det bliver næppe et førstevalg, hvis venner ubekendte med spillet kommer på besøg, og kampene mod computeren kan hurtigt blev en kedelig affære, selvom de tilbyder hård konkurrence. Netop derfor er det så uhyggeligt godt timet, at Mario Strikers: Charged er det første spil på Wii til at byde på online multiplayer.

Her får du chancen for at dyste mod tusindvis af andre toptrænede spillere verden over, og selvom det næppe bliver den samme sociale oplevelse, som når der skriges og sparkes i stuen, så er det en lækker og absolut afgørende mulighed for spillet. Det er dog tydeligt, at spil over Internettet er en uvant situation for Nintendo. Mulighederne er begrænset til en omgang bedst ud af tre, enten mod en ven eller en tilfældig modspiller, der samtidig vælges nærmest tilfældigt, så du kan risikere at spille mod verdens bedste. En maskine der fryser, tonsvis af error codes og andre mystiske fejl og huller, har desværre plaget en ellers behagelig oplevelse online, der overordnet set må siges at være en succes.

Hvis man går ud og køber Mario Strikers: Charged Football, skal man være forberedt på masse af frustrationer i kampens hede. Det er et dybt og komplekst spil, og man kan hurtigt få sparket sin numse langt forbi Langbortistan. Hvis tålmodigheden er på plads gemmer der sig alligevel en perle, og selvom spillet ikke bliver samme sociale magnet som mange af Marios andre sportsspil, så redder online-delen alligevel spillets levetid. På trods af utallige øjeblikke med frustrationer og et spil, der ikke ligefrem appellerer til øjnene og ørene, så har Mario Strikers: Charged Football alligevel været svært at slippe.