Mario Superstar Baseball

Afslapning er øjensynligt ikke noget de kender til i Marios verden. Som om det ikke var nok at have reddet kongeriger, prinsesser og verdner, samt have ageret gokartkører, basketballstjerne og et dusin andre roller, har Mario nu inviteret sin samlede venneskare til at deltage i venlig omgang Baseball. Bowser er styg og ond, Wario drillesyg og overlegen og den grønne øgle Yoshi simpel og lettere naiv, som vi kender ham - alt er ved det gamle. Den velkendte følelse rammer dig som et Mario-hop til hovedet, så snart det første billede af den buttede blikkenslager viser sig på skærmen, og selvom jeg ikke kan huske at have spillet baseball med Mario før, føles det hele som et deja-vu, en tilbagespoling af tiden til sidste gang jeg sidst begav mig på eventyr med Mario ud i sportsverdenen.

Baseball, eller avanceret rundbold, er en af de typisk amerikanske sportsgrene, som endnu ikke er slået igennem herhjemme, og stik mod forventningerne er Mario Superstar Baseball ikke den bløde tilgang til sporten som enhver nybegynder vil kunne starte med. På trods af spillets indpakning i bolchefarverige nuancer og bløde rundinger, der specielt tiltaler det yngre publikum, er dette baseball på godt og ondt.

Sportens regler er der ikke pillet ved og alt bliver fortalt i enkelt sprog, så alle med en smule engelsk kundskaber og gå-på-mod, vil kunne lære sportens mest basale regler. Det hele foregår dog i Mario-universet, hvilket betyder, at hver bane er udstyret med forskellige fælder og bonusser, som alt sammen er inspireret af holdkaptajnens rolle i Mario-universet. Peach har kæmpe blokke indeholdende mønter og andre godter hængende over banen, som kan man kan udnytte for at forvirre modstanderen. Hos Donkey Kong ruller der konstant kæmpe tønder ind over banen, som skal undgås i jagten på bolden, og Yoshis hjemmebane er bevokset af kæmpe Piranha-planter, der gør livet svært for enhver spiller i nærheden. Hver bane er unik og kræver andre strategier, selvom bonusserne oftest virker for tilfældige til reelt at kunne udnyttes af andre end de absolut mest dedikerede spillere.

Selvom sporten denne gang er Baseball, synes der ikke at være pillet det mindste ved hele skabelonen udenom, som udgør resten af spillet, og det får det hele til at virke lidt for velkendt. Spillere bestående af størstedelen af enhver figur, der nogensinde har sat fod i et Mario-spil skal rekrutteres, så det bedste hold kan stilles. Mønter skal vindes i bonusspil, så man kan købe ildblomster og svampe til hele sit hold. Mål som at slå fem homeruns i en kamp skal klares, så man kan låse op for spillets sidste hemmeligheder. Spilsystemet fungerer, men er efterhånden blevet genbrugt så mange gange, at den jubel, der engang var over blandingen af sport og jagten på guldmønter, i mellemtiden er blevet til en stille kedsomhed.

Værre end kedsomheden, er dog et par dybt frustrerende AI-problemer, der toppes af at maskinen automatisk sender hele dit hold ud i en hovedløs spurt, så snart du har snittet bolden med dit bat. Dette betyder, at det er en smal sag at kaste helt op til tre spillere ud på en eneste inning, og de GameCube-styrede spillere benytter sig konstant af fejlen. Irriterende er det også, at der kun synes at være et par få steder på banen, man kan skyde hen uden at blive grebet ud på grund af spillets sløve tempo. Uden særlig kontrol over hvor bolden flyver hen når man rammer den, kan specielt sidstnævnte problem udvikle sig til joypad-knusende oplevelser, som enhver med mindre end perfekt selvkontrol bør gøre alt for at undgå.

Nintendos berømte jagt på innovation har ikke haft den store indflydelse på Namcos udvikling af Mario Superstar Baseball. Sporten er ny, men resten af spillet er skåret efter en skabelon, der forhåbentligt er trukket frem for sidste gang med dette spil.